Jeppe Krogsgaard Christensen, forfatter og anmelder ved Kristeligt Dagblad:
”Der var høje forventninger til Joy Mogensen, da hun blev hentet ind som kulturminister. Det så ud, som om der nu kunne komme et skift i Kulturministeriet, en ny energi og en ny måde at arbejde med sagerne på. Hun var jo velrenommeret som borgmester i Roskilde, havde skabt gode resultater, men det viste sig, at hun ikke var i stand til at overføre sine borgmestererfaringer til arbejdet med kultur på landsplan. Hendes måde at formidle sine sager på har været noget nær katastrofal, og hun mistede for alvor respekten i kulturlivet, da hun omkring den første nedlukning udtalte, at det ikke ville være passende at tale om kultur nu. På den måde så hun fuldstændig bort fra, at alle andre ministre nok skulle kæmpe for deres område. Det var et signal om, at hun ikke engang selv satte kulturen først. Hun brød dermed regel nummer ét som kulturminister, nemlig at man skal alliere sig med dem, man arbejder med."
"Siden da har modstanden kun hobet sig op, og meget sigende for hende og regeringen lavede man under coronakrisen kun en støtteordning for kunstnere, der tjente over 180.000 kroner om året på deres kunst, hvad stort set ingen kunstnere gør. Det viste, at Joy Mogensen ikke kendte sit område godt nok, og kulturen har da også længe været et lavstatusområde for de skiftende regeringer. Det er uklogt, for ved at sætte famlende og fumlende politikere ind i Kulturministeriet vækker man en hær af utilfredse og velformulerede kritikere med adgang til medierne. Men for Socialdemokratiet er det tilsyneladende mere kulturen i folkelig forstand, der betyder noget. Under coronakrisen blev der allerførst åbnet for fodbold, ikke for musik, ballet og teatre. Nu siger Joy Mogensen så farvel. Overskuddet er der ikke længere, som hun selv skriver. Men man må håbe, at den nye kulturminister har det – og et helt anderledes blik for kunsten og kulturen.”
Stig Jarl, lektor emeritus:
”Joy Mogensen har været minister i en tid, som har været drønsvær. Det har været dybt frustrerende for hende, og det var dybt frustrerende for kulturbranchen. Det er hun måske selv skyld i, men jeg har også en fornemmelse af, at vi har en regering, som har prioriteret kulturlivet lavt og faktisk helt bevidst ikke tog den mest oplagte kulturministerkandidat, Mogens Jensen, men tog en minister uden for Folketingets kreds. Det viste sig i samspil med coronakrisen slet ikke at lykkes. Det var i virkeligheden ulykkeligt for alle parter. Hun har da haft det svært. Det har været vanvittigt svært at komme fra kommunalpolitik til Kulturministeriet for hende, og hun havde jo også nogle udfordringer i sit privatliv, hvor hun ulykkeligvis mistede et barn midt i det hele."
"Måske kunne hun under andre omstændigheder have fået et godt forhold til kulturlivet, som så på hende med mistro - men den mistro kunne i lige så høj grad være rettet højere opad. For 20-30 år siden var Socialdemokratiet et parti, der vægtede kulturpolitikken højt, og de har haft store kulturministre gennem tiden, men nu virker det som et parti, som ikke længere nævneværdigt interesserer sig for kultur.”
Morten Højsgaard Thomsen, direktør for ROMU:
”Jeg nåede en kort overgang at have Joy som bestyrelsesformand for ROMU, da hun stadig var borgmester i Roskilde, og Joy er et meget engageret, relationelt og talende menneske. Hun var både dygtig, vellidt og resultatorienteret i det kommunale, og hun kom ind på ministerholdet med nogle meget bemærkelsesværdige resultater i form af et højt stemmetal og en stærk kulturby. Det var vel også derfor, at hun blev valgt."
"Jeg synes også, at det har været uretfærdigt, når hun sommetider er blevet beskrevet som en minister, som hverken kendte eller interesserede sig for kulturlivet. Men af mange grunde har hun skuffet mange, da hun så kom ind i det landspolitiske. Jeg tror, det overraskede hende meget, at hun ikke rigtig kunne bruge mange af de ting, som hun ellers var så god til, på den landspolitiske scene, hvor virkeligheden viste sig at være en anden – med strammere budgetter og mere komplekse og krævende interessenter end det kommunale. Hun nåede derfor slet ikke at opbygge en tillid i kulturlivet, inden coronaen kom og smadrede rigtig meget for hende, da hun viste sig som en meget loyal minister over for Socialdemokratiet og Mette Frederiksens forsøg på at bringe hele Danmark sikkert gennem krisen. Det gav Joy et image af ikke at ville kæmpe for kulturen.
"Selv er jeg af den opfattelse, at hun faktisk har kæmpet for kulturen. Der blev lavet en nordisk analyse for nyligt, som viser, at der er kommet mange millioner ekstra støttekroner ind til kulturlivet. Men hun har haft vanskeligt ved at kommunikere sine resultater, ligesom mange af støtteordningerne har været for svære at forstå. Det har selvfølgelig været hendes ansvar, fordi hun har siddet som minister for kulturen, men forholdene har også været vanskelige. Oven i det kom så hendes personlige tragedie, som mange af os har fulgt med i. Det ville nok få mange til at trække stikket, og det er også det, hun gør nu. Det er nemt at se, at hendes ministertid er gået skævt, men jeg tror, at hun kommer stærkt tilbage – til noget andet.”