Tre stjerner viste tårnhøj klasse i righoldigt program på Schackenborg Musikfest

Stjernefrøene var allerede stjerner. Det beviste de tre unge talenter, som indtog Schackenborg i weekenden.

I weekenden holdt man i Schackenborg uden for Tønder de tre første koncerter i en serie, der på sigt skal blive en institution og betone det dansk-tyske samarbejde i grænseområdet, ikke mindst på musikkens område. Lørdagens koncert havde fået titlen ”Rising Stars” (Stjernefrø), og her præsenterede man tre unge danske musikere, der optrådte i forskellige konstellationer.

Først spillede violinisten Michael Germer (født 2002) og pianisten Gustav Piekut (født 1995) Claude Debussys sonate for violin og klaver i g-mol. Sonaten, der blev skrevet i 1917, er i tre satser og den franske komponists sidste betydelige værk – han døde nedbrudt året efter. Men de to unge musikere gjorde det krystalklart, at Debussy endnu havde inspirationen i behold. Piekut var derefter alene ved Steinway-flygelet i Slotsfeltsladen på Tøndervej, da han fortolkede Beethovens klaversonate nummer 31 i As-dur, den næstsidste af den døve komponists værker i denne genre, komponeret i 1822.

Allerede efter de første takter stod det klart, at her var en pianist, der ikke blot ville ”aflevere” en sonate, men havde sjælen med i sit spil. Det indtryk fortsatte helt frem til den afsluttende fugasats.

Efter pausen fik vi mulighed for at opleve intet mindre end en verdenspremiere, da cellisten Jonathan Swensen (født 1996) kom på scenen for at spille Bent Sørensens nye stykke ”Farewell Fantasy for solo cello”. Han introducerede selv stykket, som han har indstuderet i samarbejde med komponisten, og som viste sig at være et 10 minutter langt værk, smukt, sørgmodigt – og med tydelig inspiration fra Johann Sebastian Bachs cellosuiter. Swensen var i hele sin fremtoning uhyre udtryksfuld – på de forreste rækker kunne man konstatere, at han tilmed stønnende eller smånynnende gav sit besyv med. Det fik mig til at tænke tilbage på tilsvarende oplevelser med den fænomenale russiske cellist Mstislav Rostropovitj (1927-2007) – musikkyndige læsere vil forstå, at alene denne association er en anerkendelse af Swensens uomtvistelige format.

Koncerten sluttede i den grad med manér, da de tre unge musikere gav sig i kast med Sjostakovitjs trio i e-mol for violin, cello og klaver. Den russiske komponist skrev dette fascinerende værk i slutningen af 1944, og de tre danske musikere spillede det med fynd og klem, ikke mindst den formidable fjerdesats, en allegretto-finale, som angiveligt bygger på jødisk folkemusik, og som er blevet kaldt ”dødens dans”. Efter en række hårrejsende vilde passager munder hele værket ud i et næsten uhørligt suk. Et par knips, og så er den historie ude. Man sidder mundlam tilbage, inden man besinder sig og deltager i det yderst fortjente bifald.

Et afvekslende og krævende program, der med al tydelighed viste, at disse unge musikere ikke bare er stjernefrø, men allerede veritable stjerner. Desuden var det en koncert, der i høj grad profiterede af Slotsfeltsladens enestående rum – man oplevede nemlig det, som min sidemand og jeg blev rørende enige om at kalde ”stråtagsakustik”.