Anmeldelse: Tine Høegs roman er øm og indlevende

Tine Høegs anden roman er bedre end debuten, men er ikke altid lige påtrængende

Anmeldelse: Tine Høegs roman er øm og indlevende

Det nye forlag Gutkind, der opstod af asken fra Gyldendals lukning af Rosinante & Co, er kommet godt fra start. Med sine to første udgivelser – danske Stine Pilgaards vittige, indfølte og velskrevne rapport fra de korte sætningers land (Vestjylland) i ”Meter i sekundet” og norske Matias Faldbakkens vilde, gale og mytologiske beretninger fra en lille bygd i ”Vi er fem” – har det Bonnier-ejede foretagende således allerede markeret sig som et kvalitetsforlag. Desværre holder det tredje skud på Gutkind-stammen, nemlig Tine Høegs ”Tour de Chambre”, ikke helt samme højde som de to andre i børneflokken. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det.

Under alle omstændigheder er hendes nye bog bedre end forgængeren – den noget fade debut ”Nye rejsende” (2017). Ikke bare har Høeg fået luet ud i de værste klichéer og skærpet sin karakteristiske blanding af prosa (fortællende) og poesi (korte linjer, mange linjebrud og masser af luft på siderne), så hendes særlige, minimalistiske stil står skarpere; hun har også fundet en historie med trods alt lidt mere tyngde end debutens gymnasielærerkomik og affæredramatik, selvom den svære toers kollegierealisme og dyrkelse af forfatterlivet heller ikke altid føles lige påtrængende.

”Tour de chambre” skildrer den 33-årige forfatter og singlekvinde Asta, der, som Høeg, er ved at skrive sin anden bog, en roman om en polsk portrætkunstner fra 1960’erne, da hun modtager en invitation til en mindehøjtidelighed for kollegievennen August, der er død 10 år tidligere. August var kæreste med Mai – Astas bedste veninde også nu –, men August og Asta indledte dengang i kollegietiden også et forbudt forhold. De forelsker sig hovedkulds og mødes om de digte, som de begge skriver. August repræsenterer dermed også i en vis forstand Astas fødsel som forfatter, og nu sætter invitationen skred i nutiden. Fortidens kollegieliv melder sin ankomst og skyder sig ind i nutidsplanet, ja overtager det nærmest – og den bog, Asta skriver på, erstattes af en anden. Langsomt viser det sig nemlig, at den roman, man sidder og læser, er den nye roman, Asta er begyndt at skrive på.

På den måde er ”Tour de chambre” både en ungdoms- og kærlighedsroman, der ømt og indlevende handler om længslernes ungdomsland (om sorgløsheden og festerne, om kollegiemøder, fællesskaber, forelskelser og venskab, om det vaklende, søgende og sårbare ungdomsliv og begyndende voksenliv) og en metafiktiv, selvspejlende kunstnerroman, der handler om sin egen tilblivelse, Astas liv og begær efter at skrive. Begge med August som egentligt omdrejningspunkt i et trekantsdrama, der på begge niveauer involverer veninden Mai.

Den metafiktive del kan godt blive en smule anstrengt poserende. Men generelt skriver Høeg med et fint sprogligt overskud og et momentvist godt blik, ikke ulig kollegaen Pilgaard, for det akavede, skæve og komiske i konkrete hverdagssituationer, som nu den ikke specielt kunstinteresserede Mais møde med den prætentiøse kunstverden, da vennerne er taget på Charlottenborg for at se Augusts kunstnermors udstilling om mørke: ”og hold øje med lamperne over dørene siger han,/ de lyser hvidt når I skal bevæge jer videre// hvor spændende siger Mai// det er ligesom et spøgelseshus// kustoden kigger på hende// det er en kunstudstilling”.

Eller her fra nutidsplanet, hvor Asta er taget på skriveophold på Lolland: ”jeg skal bo i gavlen i et orgie af orange// håndtaget skal have et trykseksten siger Sanne,/ her kan godt være fodkoldt og de der er lokale,/ hun peger på en skål med jordbær. Koden til wifi/ er kattetunge og nu skal du få fred for mig, søde”.

Det er i sådanne øjeblikke – sammen med det fine og følsomme indblik i ungdomslivet med dets uforløste forelskelser og venskaber, der går i stå eller varer for evigt – at ”Tour de chambre” har sin styrke. Måske ikke årets bedste roman, men ikke desto mindre læseværdig.