Er Lars Von Trier troende?

En af dansk films allerstørste skikkelser, Lars von Trier, fylder 60 år i morgen. Hans film synes gennemsyret af kristne og religiøse referencer. Men er de nu også det? Det er der stor uenighed om

Lars von Trier har vundet flere danske og internationale priser for sine film, senest tre Robert-priser sidste år for Årets danske spillefilm, Årets instruktør og Årets originale manuskript med ”Nymphomaniac”.
Lars von Trier har vundet flere danske og internationale priser for sine film, senest tre Robert-priser sidste år for Årets danske spillefilm, Årets instruktør og Årets originale manuskript med ”Nymphomaniac”. . Foto: TIM BRAKEMEIER/EPA.

Findes Gud i virkeligheden? Og er Lars von Trier troende?

Det er bestemt ikke lige væsentligt, men spørgsmålene har én ting tilfælles.

Ingen af delene kan bevises videnskabeligt.

Til gengæld er det et faktum, at Lars von Trier i morgen fylder 60 år og i hele verden betragtes som en af sin generations største filmskabere. Han har vundet flere filmpriser herhjemme og i udlandet, end man kan tælle på to hænder, og Hollywoods største skuespillere drømmer om at samarbejde med ham på trods af hans ry som excentrisk og krævende.

Lars von Trier, der er født i København i 1956, har været optaget af de største spørgsmål, man overhovedet kan stille, siden han var en lille dreng.

”Skal jeg dø i nat?”, spurgte han som seksårig gerne sin mor, før han skulle sove. Og moderen, Inger Trier, svarede, at det troede hun ikke, men muligheden var selvfølgelig til stede.

Menneskelivets usikkerhed har været en følgesvend i alle von Triers værker, mener kendere, der dog også ser tegn på, at filminstruktøren i sine film har søgt efter en religiøs sandhed og mening med livets knubs.

”Når man ser hans film, kan man ikke lade være med hele tiden at drage paralleller til en religiøs verden,” siger filosoffen og forfatteren Peter Tudvad.

Triers internationale gennembrud kom med filmen ”Breaking the Waves” i 1996. I filmen ofrer den gudfrygtige og naive skotske pige Bess sig seksuelt til andre mænd for at redde sin ægtemand, der er blevet invalideret efter en ulykke på en boreplatform. Bess dør, men manden overlever.

”Bess i ’Breaking the Waves’ er det største filmiske eksempel på en, der gennemfører et mirakel, siden Carl Th. Dreyers ’Ordet’. Det er en så konsekvent gennemspilning af martyriet og Jesu gang på Via Dolorosa, som man nogensinde har set på film,” siger Peter Tudvad.

”Her slår han et tema an, som vi finder i alle de efterfølgende film: en martret kvinde, der gennemgår en lidelseshistorie. Er man rendyrket ateist, vil man opfatte lidelsen som ren perversion. Men man kan også tolke det som en ophøjelse af lidelsen. Den giver mening. Når Bess ikke engang får lov at have glæden ved at se sin elskede blive frelst ved hendes offer – ja, det er altså knaldhård lutheransk dogmatik,” siger han.

Der opstår dog prompte en strid mellem kendere af Trier, når talen falder på tro, tilføjer Peter Tudvad.

”Det store er for mig at se, at det handler om, hvordan man møder Triers værk. Man må sætte sig selv på spil, og så opstår der noget magisk, mener jeg. Så derfor kan man sagtens gå ind og se ’Breaking the Waves’ og få umådeligt meget religiøst ud af det. Det gjorde jeg.”

Peter Schepelern , lektor emeritus i filmvidenskab og Lars von Triers gode ven, opfatter først og fremmest Trier som kunstner og som et menneske, der er åbent over for alle mulige ting, man kan bruge til at lave kunst – herunder religion.

”Kunsten er et irrationelt univers. Og med forlov, religion er også en irrationalitet,” siger han.

”Breaking the Waves” er Triers mest religiøse film, men den er også tvetydig i sin sammenkobling af religion og seksualitet, mener Schepelern.

”Det er erotisk og religiøs ekstase på én gang, når Bess læner hovedet bagover i nydelse. Det er det, man kalder en orgasmeoplevelse, en forløsning af sanselighed,” siger han.

Trier har dog selv irettesat Schepelern for den tolkning i et interview.

”’Jeg ved godt, Peter Schepelern ikke tror på det, men jeg mener det faktisk alvorligt,’ har han sagt. Og det må jeg jo tage til efterretning. Jeg vil dog sige, at religiøsiteten i så fald er aftaget med årene.”

Lars von Triers far, som senere viste sig ikke at være hans biologiske far, var halvt jøde. Derfor har Trier i store dele af sit liv identificeret sig med det jødiske samfund.

Senere blev han gift med Cæcilia Holbek Trier, der er ud af en katolsk familie og fik et katolsk tilhørsforhold, siger Schepelern. Men katolikkerne blev alvorligt gale på Trier, da han i 2009 lavede filmen ”Antichrist”, der indeholder voldsomme sex- og voldsscener. En katolsk organisation har i syv år kæmpet for at få filmen forbudt i Frankrig, og i februar i år medgav en domstol, at filmen ikke må vises for et publikum under 18 år.

”I ’Antichrist’ er vi i den modsatte ende. Den er måske ikke ateistisk, men nihilistisk. Alt er ondt, og naturen er Satans kirke. Men den har så også noget shamanistisk i sig, som jeg ved, han har været optaget af. Det er sådan en kunstnerting at være optaget af alt åndeligt. Nu er det astrologi, så er det numerologi. Kunstnere siger: Hvis det virker, så lad os prøve denne forklaring på verdensordenen,” siger Peter Schepelern.

Der er megen symbolik at finde i Lars von Triers værker, mener Anders Carlsson, valgmenighedspræst i Vejstrup Valgmenighed. Men for ham er det en vigtig pointe, at forståelsen af symbolikken kan variere, alt efter hvem du er, og hvor du er i livet.

”Har man ikke selv været en del af det eksistentielle landskab, hvori Lars von Trier beskriver sine personer, så tror jeg ikke, man nødvendigvis fanger dybden eller meningen med de symboler, han bruger,” forklarer han.

”Det er ikke ligegyldigheder, han serverer. Du kan blive provokeret, men så er du nødt til at forholde dig til det og tænke over, af hvad og hvorfor du provokeres.”

Anders Carlsson er selv påpasselig med at læse alt for meget teologi ind i værkerne.

I stedet peger han på lidenskab som et underliggende tema for alt, Lars von Trier beskæftiger sig med.

”Det er lidenskab i Søren Kierkegaardsk forstand. Det paradoks, at mennesket er defineret ved hele tiden at stræbe mod noget uden for sig selv, det aldrig kan nå frem til ved egen hjælp. At lidenskab på den måde både rummer et begrænsende og et evigt, ubegrænset element. Lidenskab er ikke kun forbundet med seksualitet, men er noget fundamentalt i ethvert menneske,” siger han og forklarer:

”Lidenskaben kan antage alle mulige former. Den kan være som en naturkatastrofe. Kaotisk. Uregerlig. Den kan dæmonisere os. Det gør, at vi destruerer os selv og hinanden, og det giver von Trier nogle spændende billeder på.”

Debattør og sognepræst ved Jesuskirken i Valby Sørine Gotfredsen har primært beskæftiget sig med Triers senere film ”Antichrist” og ”Nymphomaniac”. Især ”Nymphomaniac” ser hun som præget af kristendommen. Filmen handler om kvinden Joe, en selvdiagnosticeret nymfoman, der fortæller sin livshistorie til den ældre ungkarl Seligman.

”Den taler om begrebet syndighed, og syndighed er forbundet med kristendommen. Man kan tolke den som en anklage eller et opgør med vores opfattelse af, hvordan vi er grundet i forestillingen om, at mennesket bærer noget syndigt.”

Hun peger på filmen som en kristendomskritik, men i høj grad også som en udvikling i Lars von Triers karriere, hvor han overgiver sig til det onde.

Særligt filmens slutning ”trækker tæppet væk under de forestillinger, man kunne have om, at der er håb for, at mennesket rummer en godhed”, siger hun.

Det er nemlig en kunstners ansvar at sende sit publikum videre med et ”håb om menneskelighed”, siger Sørine Gotfredsen og henviser til teologen og filosoffen K.E. Løgstrups tanke om, at hvis ikke der findes en etisk kerne i et kunstværk, så er spørgsmålet, om det er kunst eller ødelæggelse.

”Er han så kunstner eller én, der bare vrænger ad verden? Hvis han vrænger, så kan man ikke undgå at stille spørgsmålet om, hvorvidt han vil os det godt. Og hvis han ikke vil det, vil jeg ikke spilde tid på ham.”

Det vil Peter Tudvad til gengæld gerne.

”I ’Nymphomaniac’ er der en scene, hvor den kvindelige hovedkarakter fortæller sin historie, og så spørger tilhøreren, om den er sand. Hun spørger, om tilhøreren så vil finde historien mindre meningsfuld, hvis den er usand? Det er et genialt replikskifte, og det er så meget Trier. Forudsætningen, for at historien giver mening, er selvfølgelig, at man tror på den. Med Trier kan man bare sige, at det kan betale sig at gå ind på præmisserne – og en del af præmisserne er det religiøse.”