C.L. Davids Samling i København er landets fornemste samling af islamisk kunst, der er beliggende i Kronprinsessegade. Men hvem var så lige stifteren? Det har mange sikkert spurgt sig selv og andre om. Med Kristian Hvidts bog foreligger nu bogen om højesteretssagføreren og hans private kunstsamling.
C.L. David var, som navnet antyder, af gammel jødisk slægt med stærke rødder i guldalderens borgerlige aristokrati. Det drejer sig om velhavende forretningsfolk, der i C.L. Davids slægtled bliver endnu rigere i takt med kapitalismens udvikling. David besluttede sig, som den tørre rationalist han synes at have været, for ikke at gifte sig. Skønt han ikke holdt fingrene fra sine kollegers koner. Han sad nu med en betydelig formue, uden familie og arvinger og begyndte så at kompensere ved at købe ting. Det er meget freudiansk, må man sige. Han købte dyrt, fordi han ville have den højeste kvalitet. Han ville have det bedste. Ville endvidere som den perfektionist, han var, ikke blamere sig ved fejlkøb. Han lod sig vejlede af Kunstindustrimuseets direktør, Emil Hannover og siden dets bibliotekar, Vilhelm Slomann.
Indkøbene gjaldt først og fremmest 1800-tallets danske maleri, fajancer og porcelæn, der udstilledes i det hjem, han lod åbne for offentligheden. Som direktør i et stort vagtselskab kunne han blot rekvirere et antal vagtfolk som kustoder. Hele huset, hvori familien David engang havde boet, blev købt til samlingen. Desuden købte han Marienborg, som senere testamenteredes til staten som bolig for statsministeren. Samlingen blev holdt adskilt fra Kunstindustrimuseet, skønt David med tiden gik ind på at udfylde et af de huller, der var i danske samlinger, nemlig islamisk kunst. Ikke nødvendigvis fordi han interesserede sig meget for det, men fordi han kunne. Med sine penge.
Kristian Hvidts bog er ikke underholdende. Den er lige så kedelig som den biograferede selv. En mistanke om overfladiskhed vækkes gang på gang. Hvidt går ikke i dybden med selve kunstindkøbene, men holder sig til konstateringer af markedsudbuddet. Man hører meget lidt om Davids smag. Man ægges til spørgsmål, når Hvidt hele to gange konstaterer, at David i 1942 skaffede sig en arierattest for at kunne handle videre med tyskerne to år før der er et jødespørgsmål i Danmark.
Virksomhedernes drift under krigen afstrejfes, mens man erfarer om den konservative mands reverens for Erik Scavenius, der ville bringe Danmark gennem krigen ved samarbejdspolitikken. Der stikker mere under. Det kan enhver idiot se i en tid, hvor journalister og historikere vender bladene på ny. Men vi har da nu i det mindste fået det overfladiske portræt af pragmatikeren David. En smuk bog, der dog som oftest, når det drejer sig om Forlaget Vandkunsten, er præget af det manierde. Bogen er nemlig elegant, lige indtil man når om til ryggen, der er lavet af 100 procent strømførende kunstmuldvarpeskind. Et sådant svigt i kvalitetsbevidsthed ville C.L. David bestemt ikke have brudt sig om.
Kristian Hvidt: Kunst og kapital. Portræt af C.L. David og hans verden, 238 sider. 249 kroner. Forlaget Vandkunsten.