Oliver Twist-teater ender som en usjov og trist mellemvare

Odense Teaters ”Oliver Twist” vil det hele, men ender som en usjov mellemvare

Kristoffer Helmuth spiller rollen som Oliver Twist, og Youssef Wayne Hvidtfeldt med den høje hat fungerer både som Dickens’ fortællerstemme og karakteren Dodger. –
Kristoffer Helmuth spiller rollen som Oliver Twist, og Youssef Wayne Hvidtfeldt med den høje hat fungerer både som Dickens’ fortællerstemme og karakteren Dodger. – . Foto: Emilia Therese.

Vi nærmer os juletid, og så er det sæson for børneforestillinger. Odense Teater disker i år op med en stiliseret musikalsk udgave af Charles Dickens’ satiriske og socialrealistiske fortælling om hittebarnet Oliver Twist.

Intentionen er god. Historien er fortsat levedygtig, og den britiske dramatiker Niel Bartletts dramatisering har mere humor og børnevenlighed end forlægget. Men Madeleine Røn Juuls iscenesættelse i Odense er stadig langt fra en vellykket børneforestilling.

Vi er i 1930’ernes London i en gold og kold underverden, hvor fattige voksne er onde, og børnearbejde er udbredt. Lille Olivers mor dør under fødslen, og han må vokse op i et arbejdshus blandt ludere og lommetyve. Heldigvis har han en ubestikkelig moral, og selv ikke den skurkagtige Fagin, der fanger ham ind og poserer som faderfigur, eller tyveknægten Dodger, der bliver en slags ven og mentor, kan gøre ham til indædt kriminel.

Dickens’ prosa præger dialogerne, og hans metafortælling er ført med over i teaterversionen gennem talentfulde Youssef Wayne Hvidtfelt, der med sin høje hat legemliggør på én gang Dickens’ fortællerstemme og karakteren Dodger. Han svinger umærkeligt og effektfuldt ind og ud af fortællingens rammer og har en hvirvlende energi, der giver tiltrængt liv til især første akt.

Ved hans side står Kristoffer Helmuth som en undselig Oliver, en passiv lille gut, der lader sig mobbe af hele sin omverden. Hans tilstedeværelse er underligt spag, og Oliver bliver til biperson, et spøgelse i sin egen historie.

 I forgrunden ses Kristoffer Helmuth som Oliver Twist og Cecilie Gerberg som Nancy. –
I forgrunden ses Kristoffer Helmuth som Oliver Twist og Cecilie Gerberg som Nancy. – Foto: Emilia Therese

Måske skyldes det simpelthen, at hans rolle ikke kan overdøve larmen af alle de greb, der bliver kastet ind fra højre og venstre: slow motion stunts, grotesk-komiske indslag, platheder, mænd i dametøj, konstant skiftende kulisser og fortællende tekstbidder på væggene. Og meget lidt af det udløser store latterbrøl.

Den skotsk-australske musiker og komponist Hal Parfitt-Murray står på scenen med to kolleger og leverer nykomponeret og medfortællende folkemusik, som skaber et fint lydtæppe og matcher forestillingens dystre udtryk.

Men musikken er også kulminationen på den skæren ud i pap, som foregår. Først skal vi have det fortalt, så skal vi læse det, have ordene forklaret, og til sidst fortæller musikken os, hvad vi skal føle.

Men det er måske alligevel nødvendigt, fordi historien her er reduceret så kraftigt, at der opstår plothuller, som reddes med utroværdige sammenfald og mirakuløse løsninger.

Persongalleriet er bredt, og spillerne hopper ind og ud af roller og kostumer. Mikkel Bay Mortensen er farligt ond som den psykopatiske Bill Sikes, og Cecilie Gerberg giver god dybde til den kuede prostituerede Nancy. Hanne Hedelund er sjov i herretøj, og Peter Gilsfort fanger magtbegæret og sårbarheden i Dickens’ største skurk, Fagin. Men de store præstationer udebliver.

Odense Teaters ”Oliver Twist” vil give et både underholdende og dystert portræt af menneskelig svigt og være både 1800-tals melodrama, grotesk komedie, metateater og børneforestilling på én gang. Den lykkes kun delvist med det hele og ender som en usjov, brun og trist mellemvare.