Jeg er klar over, at jeg i denne anmeldelse bevæger mig ind på fremmed territorium, nemlig den populære krimigenre, her oven i købet tilsat en populærvidenskabelig formidling af ny forskning. Men for en trofast læser af den litteratur, der er sig formelt bevidst og reflekterer moderniteten i bredeste forstand, opleves Sissel-Jo Gazans nye roman, Svalens graf, som både gammeldags skrumlet og tomt rungende.
Romanen handler kort sagt om, hvordan WHO gennemfører vaccinationsprogrammer i Afrika, støttet af medicinalindustrien, uden at ville vide af den forskning, som kritiserer visse typer vaccination for at øge børnedødeligheden. Det kan faktisk siges så kort, selvom forfatteren spenderer uforholdsmæssigt meget plads på at fremlægge sit emne både en, to og tre gange.
At det tilmed er et dansk forskningsprojekt, der afslører den verdensomspændende gambling med børns helbred, virker sikkert stimulerende på mange danskeres selvfølelse. Desuden har journalistiske omtaler af Milena Penkowa og kontroversielle forskningsprojekter, der bliver indberettet til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, i forvejen manges interesse.
Nogen moderne formbevidst forfatter er Sissel-Jo Gazan mildt sagt ikke. Hun bruger endeløst mange sider på at forklare sine karakterers forhistorie jævnt hen igennem bogens 480 sider. Forklaringerne falder i en slags dialog, hvor den ene part lytter og dermed repræsenterer læseren mens den anden part beretter og repræsenterer forfatteren. Det er ikke bare en usandsynlig situation, det er også i længden trættende at få livshistorier serveret på den måde. Allerede Herman Bang mente, omkring 1880, at den moderne forfatter skulle vise livets ubegribelige mangfoldighed frem for at fortælle om det.
Nu er der selvfølgelig mange moderne forfattere, som stadig fortæller mere, end de viser og vel at mærke slipper godt fra det, blandt andet fordi deres fortællinger besidder fascinationskraft i tema og forløb og fordi de ikke fortæller alt, men overlader til læseren at tænke historien til ende.
Med hensyn til forløb er Svalens graf komponeret ud fra et velkendt princip om forhaling. Et dødsfald finder sted på Immunologisk afdeling på Københavns Universitet, et andet dødsfald finder sted i en villa i Vangede. Politiet hævder i første omgang, at der i begge tilfælde er tale om selvmord, men ved nærmere analyse skal det vise sig at være to mord uden direkte forbindelse til hinanden. Både det første og det andet mord er udført ret klodset, og politiets arbejdet består egentlig ikke i andet end at afvente obduktionen og udspørge de nærmeste pårørende. Alligevel falder afsløringen først i romanens slutning efter utallige forhalinger og afledninger.
Når man har læst romanen, er der ikke ét spørgsmål, som forfatteren ikke har besvaret for læseren gennem dels en gammeldags alvidende fortæller, dels de føromtalte berettende dialoger. Når Karen Blixen, hvis navn strejfes i romanen, ikke afslører alt i sine fortællinger, skyldes det ikke bare, at hun klogt udfordrer læseren, men først og fremmest det forhold, at fortællingerne omhandler dybtgående problemstillinger, selv et nok så rigt sprog ikke uden videre kan nå.
Sproget i Sissel-Jo Gazans roman er enkelt og ganske varieret, selvom man undrer sig over, at det sjældne adjektiv olm bruges hele fire gange inden for de første 150 sider. Det er imidlertid uden en personlig stil. Hverken sætningsbygningen, rytmen, ordvalget eller billedsproget adskiller sig nævneværdigt fra en god journalistisk normalprosa. En af romanens hovedpersoner beskrives på følgende måde: Hun havde klare, blå øjne, nøddebrunt hår i en praktisk frisure og en tydelig, men mild udstråling, som en akvarel.
Med den sidste sammenligning tilføjer forfatteren den ellers nøgterne beskrivelse en litterær dimension; men er det effektfuldt, er det poetisk, er det billedskabende?
Som man kan forstå, mener jeg ikke, Sissel-Jo Gazans roman er interessant rent æstetisk betragtet. Derfor kan den godt omhandle et vigtigt emne, altså de omtalte negative bivirkninger ved visse vacciner af børn i Afrika, som forskningen først nu synes at kunne dokumentere. Men denne historie kunne være fortalt mere effektivt og med meget færre ord uden at miste betydning eller relevans. Hvad man til gengæld får med i købet er en udpræget triviel fortælling om løgne og hemmeligheder i en dansk forstadsfamilie samt en let genkendelig fortælling om moderne, omskiftelige parforhold med delebørn i storbyen.
Er det sådan, en bestseller ser ud?