Arkitekten Daniel Libeskind er især blevet kendt på at have tegnet den overordnede plan for genopbygningen af World Trade Center i New York. I Europa har han blandt andet gjort sig gældende med Jødisk Museum Berlin, Imperial War Museum i Manchester og Dansk Jødisk Museum i København. I en ny bog, "Mit liv og min arkitektur", kommer Libeskinds livshistorie glimtvis til syne i beretningen om hans karriere som arkitekt. I bogen, som er fortalt til forfatteren Sarah Crichton, fremstår Libeskind som et uortodokst, impulsivt og kreativt menneske, der godt kender sit eget værd og ikke har noget imod at slås for sine ideer.
Libeskind er født i 1946 og er søn af to ukuelige, polske jøder, der begge overlevede Stalins dødslejre. Familien emigrerede til New York, da Libeskind var 13 år, og selv om han har boet meget i Tyskland, har han et ganske særligt forhold til byen.
I bogen skriver Libeskind, at han i modsætning til mange arkitekter ikke bryder sig om at arbejde i det skjulte. "Arkitekturen lever i verden og er til for folket. Samarbejde handler om at lytte til andre, at lære af dem og lade dem lære af én selv. Ingen kan gennemføre et kæmpe projekt alene".
Denne filosofi blev for alvor sat på en prøve, da Libeskind blev opfordret til at deltage i konkurrencen om en overordnet plan for genopbygningen af World Trade Center i New York efter terrorangrebet i september 2001.
Genopbygningen af World Trade Center var ombølget af modstridende interesser. Der var ofrenes pårørende, der ønskede hele området omdannet til mindepark, og andre, der ville have et langt mere sofistikeret mindesmærke. Der var beboerne i området, der ønskede at bo i en levende bydel og ikke i et mausolæum. Der var dem, der på trodsig newyorker-vis ønskede tårnene genopført, præcis som de var. Der var firmaer, der gerne ville have genopbygget deres nu ødelagte kontorer i området, og andre, der søgte til fredeligere steder. Der var kulturfolk, der så katastrofen som en chance for at få flere kulturinstitutioner anbragt i downtown. Der var havnemyndighederne, der ejede jorden og ville tjene penge på den. Der var boligmagnaten Larry Silverstein, der havde lejemålet for de nu ødelagte bygninger og ønskede at få nye kontorbygninger i vejret i en fart. Og så var der New Yorks guvernør George Pataki, der gerne ville genvælges.
Libeskind ønskede at genskabe Ground Zero som en levende bydel fyldt af forretninger, kulturinstitutioner, restauranter og kontortårne. Et besøg i det såkaldte "badekar", det 20 meter dybe hul, hvori tårnene havde stået, gjorde et dybt indtryk på ham: "Vi kunne mærke en hel by dernede. Asken fra de døde og de levendes håb. Vi følte os tæt på det allerhelligste." Han besluttede at lade fundamentet, som terroristerne ikke havde kunnet ødelægge, og sollyset indgå i sit design.
For at formidle den sorg og det håb, som han følte i New York, tegnede Libeskind det såkaldte Frihedstårn. Dets top skulle minde om den fakkel, Frihedsgudinden i New Yorks havn er udstyret med, og tårnet skulle være præcist 1776 fod (541 meter) højt. Tallet er en reference til året 1776, hvor Thomas Jefferson skrev den amerikanske uafhængighedserklæring, der blev begyndelsen på det første moderne demokrati. "Pladsen bliver et vidnesbyrd om det, der er sket, om hvem vi er, og om det, vi tror på", skriver Libeskind.
I februar 2003 udvalgte guvernør Pataki Libeskinds forslag som den overordnede plan for genopbygningen. Straks efter meddelte Larry Silverstein, at han ville bruge arkitekten David Childs til at designe de enkelte bygninger i Ground Zero, inklusive Frihedstårnet. Her mødtes to modsætninger: Libeskind er uortodoks, emotionel og nyskabende. Den konservative Childs er ansat i et af USA's største arkitektfirmaer, Skidmore, Owings & Merrill. Libeskind betegner i bogen deres samarbejde som et "tvangsægteskab".
Libeskind lægger i det hele taget ikke skjul på sine sym- og antipatier. Om Ground Zeros bygherre, Larry Silverstein, skriver Libeskind, at han ikke er "en mand, der interesserer sig ret meget for, hvordan ting ser ud". Han hævder også, at en af David Childs skitser af Frihedstårnet "mere eller mindre lignede en kæmpemæssig proptrækker med en fugl allerøverst".
Et tvangsægteskab var det, men efter enorme mængder forhandlinger og diplomati lykkedes det de to arkitekter at blive enige om et design for Frihedstårnet. Libeskind ender sin bog i en triumferende tone med at fortælle om den 4. juli 2004, hvor New Yorks guvernør George Pataki lagde grundstenen til Frihedstårnet ved Ground Zero.
Denne ceremoni, afholdt på USA's nationaldag, skulle markere starten på genopbygningen af det, der engang var World Trade Center. Libeskind medgiver, at hele diskussionen omkring Frihedstårnet har været en besværlig proces, men skriver: "Der er blevet indgået langt færre kompromiser, end folk tror, og desuden er kompromiser en indbygget del af en arkitektonisk proces."
Det følgende år viste, at Libeskind langtfra var færdig med at indgå kompromiser omkring Frihedstårnet. I april i år meddelte politiet i New York, at Frihedstårnets design ikke levede op til de skærpede sikkerhedskrav, de stillede. Tårnets glaslobby var alt for sårbar over for bilbomber, og det lå alt for tæt på en befærdet gade. Childs måtte tilbage til tegnebordet og tegne en helt ny bombesikret bygning, hvor de første 60 meter består af vinduesløs beton og stål. Resultatet, der blev offentliggjort 29. juni i år, kalder kommentatoren Cathleen McGuigan i tidsskriftet Newsweek "et klassisk eksempel på det 20. århundredes firmaarkitektur", der ikke bærer det mindste præg af arkitektonisk nyskabelse.
Et enkelt nik til Libeskinds oprindelige design er der tilbage. Bygningen bliver præcis 1776 fod høj. Libeskind mistede dog ikke sit ukuelige humør af den behandling, Frihedstårnet fik. Som kompromisets mester bakkede han op omkring det nye design, og i New York Times kaldte han det "endnu bedre end det tårn vi havde før".
Daniel Libeskind: "Mit liv og min arkitektur". Fortalt til Sara Crichton. Oversat af Nina Skyum-Nielsen. 392 sider. 375 kroner. Gyldendal.
