Det tidspunkt, hvor det gik op for journalist Anders Haahr Rasmussen, at han gerne ville tale med en præst, var, da hans bofælles seksårige datter pludselig blev ramt af dødsangst. For hvad skal man egentlig sige til en seksårig, der er bange for at dø?
I fraværet af svar blev svaret at opsøge en præst. Seksårige Milles dødsangst kom på den måde til at danne udgangspunktet for ”Manden og præsten”, en podcastserie skabt i samarbejde med Københavns Stift i anledning af reformationsåret. Podcastserien udgøres af seks afsnit af samtaler med præster om, hvad kirken egentlig kan tilbyde en 38-årig mand, som grundlæggende er tilfreds med livet, men også er i tvivl om troen, fællesskaberne og kærligheden.
Samtalerne betød, at Anders Haahr Rasmussen ”blev mere afklaret med at være uafklaret”, siger han. De åbnede kirken som fysisk rum, men åbnede også for muligheden for at bruge præsten som en ”livsklog samtalepartner”.
”Kommercielle steder kæmper hele tiden om opmærksomhed, og så findes der et kirkerum, som er stort, stille og har set sådan ud i mange, mange år; hvor der er præster, der har tænkt over, hvad det vil sige at være menneske i verden og har en enorm kapacitet til at tale med én om alt muligt – om at livet er svært, at jeg savner noget at tro på, eller at jeg ikke ved, om jeg skal have børn,” siger han.
Det er samtaleemnet i første afsnit af podcastserien og Anders Haahr Rasmussens første møde med kirkeverdenen hos Sions Kirke på Østerbro i København.
Gennem højtalerne hører man kirkeklokkerne nær præst Mette Grosbølls kontor ringe, mens Anders Haahr Rasmussen fortæller, hvordan Mette Grosbøll har børnetegninger hængende på væggene. Selv kommer han fra en familie og en vennekreds fuld af forhold, der starter i forelskelser, men ender i skilsmisser, svigt og deleordninger. Og når samtalen mellem ham og hans kæreste går på børn, føler han sig nødsaget til at stille spørgsmålet: ”Hvordan tror du, det bliver at være forældre sammen, når vi ikke er kærester længere? Alle går jo fra hinanden,” siger han.
”Undtagen dem, der ikke gør,” svarer Mette Grosbøll.
Hun er ikke en romantisk præst. Hun ser, at der ligger et løfte i vielsesritualet om at love sig selv til hinanden, vel vidende at det uundgåeligt vil ende i gråd og tænders gnidsel, enten når den ene dør, eller når to mennesker går fra hinanden. Det er stærkt nok til hende, siger hun og peger på, at der i dag findes en tanke om, at man helst skal undgå det, der er smertefuldt og ubehageligt. Det ikke at få børn, ikke at indgå i forpligtende parforhold eller forbindende fællesskaber er en måde at forblive i kontrol, men hun tror, at ”det netop er en del af livet at være skrækkeligt sårbar og udsat.”
Anders Haahr Rasmussen er journalist og forfatter, bor i bofællesskab på Nørrebro i København, laver lokalavis i sin fritid, kommenterer tennis og er passioneret Brøndby-fan. Det er et liv forbundet med stor frihed, men også en mangel på tilhørsforhold, siger han.
”Det mest forpligtende fællesskab, jeg er indgået i, er måske som fan af et fodboldhold. De fællesskaber, jeg voksede op med, føles sværere og sværere at tro på – selv fodboldfællesskabet, for det er jo efterhånden bare den ene oliemilliardærs kampplads mod den anden,” siger han.
Hans idé om fællesskaber begynder med hans far, der dedikerede hele sit arbejdsliv til folkeskolen. Anders Haahr Rasmussens arbejdsliv er først og fremmest dedikeret til ham selv. Midt i den totale troløshed over for arbejdslivet og de store fællesskabers endeligt, føler han et savn efter at være forbundet med andre mennesker.
”I flere af podcastseriens samtaler var det en vigtig pointe, at når man hele tiden kører sine egne små projekter af, er der en stor sikkerhed for at lykkes, og man er i kontrol fra start til slut, men der er også en begrænsning i enmandsforestillingen. Når man kaster sig ind i noget større, risikerer man, at det hele bliver tabt på gulvet, men selv hvis noget ikke lykkes, knyttede det måske nogle mennesker sammen, skabte energi og inspirerede til noget helt tredje,” siger han.
I podcastseriens sjette og sidste afsnit taler han med præst og professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen om kirken. Livet igennem har Anders Haahr Rasmussen set troen som en forudsætning for at indgå i kirkens fællesskab. Når han gik i kirke, undlod han at deltage i nadveren, fordi han tænkte, at det udvandede et ritual, som betød noget for nogen, men det går lodret imod den luthersk-evangeliske tradition, siger Anders Klostergaard Petersen i samtalen. I troen forpligter man sig ikke til at stå inde for hvert eneste ord, for i troen kan man overgive det ansvar til Gud med al sin usikkerhed og famlen, siger han.
”Det var en kæmpe øjenåbner. Siden er jeg aldrig gået i kirke uden at gå til nadver. Jeg kan godt lide tanken om at kaste kroppen ind i noget uden at skulle være dækket af på alle mulige måder; uden at være forpligtet på hver eneste følelse eller tanke,” siger Anders Haahr Rasmussen.
Det er en tråd, der går igen i hans samtaler med præsterne. Der er ingen stærke forhold eller fællesskaber med nødudgange, og succeskriteriet er ikke, at alting lykkes, men at man forsøger at tro, elske og indgå i fællesskaber.
”En af præsterne sagde på et tidspunkt, at man allerede har fået livet og kærligheden givet. Man behøver ikke gøre sig fortjent til det, man skal bare lære at tage imod det. Hvis jeg i et splitsekund kommer i kontakt med den erkendelse, og hvor radikalt det budskab i kristendommen er, føles det ret epokegørende. Det skaber en form for ro, som gør, at jeg klarere kan mærke, hvad jeg skal her i livet,” siger Anders Haahr Rasmussen.