Man kan godt kalde det et dristigt anliggende at udgive denne bog. For udgangspunktet er så kendt og problematisk, at man umiddelbart føler skepsis. ”De overbeviste” består af en meningsudveksling mellem en troende og en ateist, og den slags har det med at gå en anelse i ring.
Her er det sognepræst Henrik Højlund og matematik- og økonomistuderende Carsten Andersen, der på sidstnævntes initiativ udveksler livssyn. Diskussionen er ført over mail gennem tre år, og de slipper faktisk ganske hæderligt fra det.
For nok størkner tingene indimellem i den klassiske tro kontra logik-blindgyde, og nok må de af og til give op og springe videre i teksten.
Men det ændrer ikke ved, at bogen er læseværdig og berører nogle af de ting, der må optage ethvert menneske, der er nysgerrig angående eksistensen.
Samtidig er de to overbeviste gemytter ikke bange for at presse hinanden, og den overdrevne høflighed er lagt til side, hvilket klæder bogen. Samtaler som disse kan nemt få et vist præg af ligegyldig høflighed og blive for tandløse.
Her er imidlertid noget på spil for begge parter, og det er hele vejen sagen, der er i centrum.
Et stort tema slås an fra begyndelsen. Nemlig spørgsmålet om skyldighed, hvor det for Højlund gælder, at vi lever i en tilstand, hvor vi slet ikke forstår omfanget af syndefaldet og dermed, hvad vi hele tiden skylder andre. For Andersen udgør dette det rene vrøvl, og han foretager den klassiske opdeling mellem nazibødler og andre. Nogle er åbenlyst skyldige, mens de fleste andre lever i den mere normale kategori, og det står klart, hvordan talen om synd kan bringe forargelsen frem i den, der ikke vil opfatte mennesket som uhelbredeligt grundet i afmagt.
Mødet mellem troen og ateismen bliver især interessant, når vi står her ved selve synet på menneskenaturen, og det gavner sagen, at Henrik Højlund som missionsk teolog ikke lefler for humanismens pæne tone og gennemgående forsager bløde mellemlandinger.
Han står ved sin tro på, at mennesket lever i grundlæggende ulydighed, og Carsten Andersen stødes af tanken, fordi den i hans øjne afskærer mennesket fra indflydelse på eget liv.
Disse passager er interessante, og man kunne ønske sig, at de var blevet ført endnu mere igennem. I stedet kaster de to samtalende sig ud i mange siders debat om troværdigheden af Bibelens ord, og det bliver ganske enkelt for langt.
Problemet er, at Carsten Andersen har stor trang til at påvise, at kristendommen hviler på et tyndt grundlag, og han søger så meget efter logik og historisk korrekthed, at det næsten udarter til det komiske.
Hør blot: ”Hvad der reelt skete dengang omkring år 30 ville være interessant at vide med absolut sikkerhed - og i hvilken rækkefølge, i hvilke tidsintervaller og så videre.” Ja, det ville det da, men det er omsonst at søge den sikkerhed, og Andersens taktik dokumenterer en ærgerlig mangel på vilje til at lade sig tiltale på et andet og dybere niveau.
Der er noget drengenørdet over hans behov for at rekonstruere alt i detaljer, men det skal siges, at han har læst på lektien og flere steder angående kildekritik fremstår mere vidende end Højlund. For eksempel er Højlund ikke meget for at sætte spørgsmålstegn ved evangelisternes identitet eller medgive, at evangelierne kan være skrevet med et bestemt formål snarere end som historisk dokumentation. Diskussionen om kildernes troværdighed er selvsagt relevant, men her bliver den for ufrugtbar.
Andersen vil afsløre Bibelens utroværdighed, mens Højlund læser den som en ”fremadskridende åbenbaring af sandheden”.
Bogens svaghed er således, at ateistens detektivarbejde fylder for meget, mens de rent eksistentielle samtaler fylder for lidt, og jeg savner for eksempel en uddybning af Højlunds vigtige pointe om, at ateisten gennem sit videnskabelige verdensbillede mangler en absolut målestok for det gode.
Andersen erkender, at han muligvis ikke med sit udgangspunkt kan opfatte noget som ondt, og han foretrækker en ”evigt progressiv moral underlagt dialogens vilkår”.
Denne vigtige problematik bliver ikke udfoldet tilstrækkeligt, og jeg undrer mig også lidt over, at behandlingen af lidelsens problem fylder så forholdsvis lidt på de sidste sider. Men over store stræk følger man villigt med i samtalen, og det er naturligvis med overlæg, at forlaget har sat ateisten sammen med en teolog, der læser Det Gamle Testamente mere bogstaveligt end de fleste og taler åbent om fortabelse. Det sikrer nogle skarpe positioner, der består bogen igennem, og ”De overbeviste” udgør et udmærket forsøg i en meget svær disciplin.
Samtalen mellem ateisten og den troende ender ofte i stædig tomgang, men her er der brugbare tanker at tage med sig.