Det er på scenen, at de mest magiske oplevelser i kunsten kan opstå.
Det lyder måske som en kliché, men har man bare én gang oplevet den intense kontakt, der kan opstå mellem publikum i salen og kunstnerne på scenen, er vejen til en livslang passion for scenekunst banet.
LÆS OGSÅ: Mungo Park Kolding er en succes
Koncerter og teateropførelser adskiller sig fra andre kunstarter ved at være unikke. Det er lige her-og-nu, det foregår. Både film og bøger findes i mange kopier. Men koncerten med Leonard Cohen i Aalborg i sommer findes kun i én version. Og premieren på den aktuelle Engle i Amerika på Betty Nansen Teatret kommer aldrig igen.
Trods den unikke intensitet kan teatret dog ikke helt holde på de store skuespillere, der i disse år søger mod filmlærredet og tv-skærmen. Dansk film er inde i en vækstperiode, hvor især vores tv-dramaer sætter dagsordenen internationalt. Bedre løn og arbejdsforhold og langt større eksponering er med til at trække de gode skuespillere over til filmen.
Det skriver vi mere om i artiklen på side 8 med den sigende overskrift Man bliver berømt af at lave tv, rig af at lave film, men glad af at lave teater. Sagen er nemlig, at skuespillere har bedre mulighed for at bruge alle deres sider af talentet på scenen frem for på en tv-skærm.
Fordybelsen i faget og kontakten med publikum er også bedre på scenen. Derfor vender de fleste skuespillere da også tilbage til udgangspunktet på scenen.
Selvom skuespillerne finder hjem igen, kan de så blive ved med at trække os i teatret?
Det er trods alt ikke helt billigt at bænke sig om scenen, hvor der som regel allerede er lagt en klækkelig sum fra staten i støtte.
Som redaktør og teateranmelder Rikke Rottensten skriver i sin kommentar på side 11 om den aktuelle sæson, skal teatret passe på med ikke at blive for konventionelt og lave opsætninger på det jævne. For, som Rottensten skriver, publikum flytter sig. Til dem med de store armbevægelser, til det spektakulære, til det smalle og unikke, til der, hvor man bliver inddraget.
Teatret må ikke blive mageligt, for vi vil inddrages. På godt og ondt.
Det sørger Christian Lollike for. Gang på gang evner den unge dramatiker og instruktør at bringe sindene i kog med sine opsætninger, der bevidst søger at bryde tidens tabuer. Lollike har tidligere lavet teater om massevoldtægter og Brevik-massakren i Norge. Nu er han aktuel med et historisk stykke om de allieredes bombning af Dresden under Anden Verdenskrig et stykke, der angiveligt er så kontroversielt, at man har sagt nej tak til at opføre det i Tyskland.
Om Lollike overtræder moralske grænser og træder på tabuiserede ligtorne denne gang, må man gå i Aarhus Teater for at se og læse mere om på side 16, hvor vi interviewer tidens mest kontroversielle dramatiker.
Et andet tabu, som ikke får tilstrækkelig opmærksomhed, er tro. Det mener manden bag Mungo Park Koldings opsætning af Honningkagebyen, der handler om Christiansfeld og brødremenigheden, hvorfra et ungt par tager til Tanzania for at missionere.
I interviewet på side 14 siger instruktør Lasse Bo Handberg: Danmark er verdensmester i at gøre troen til et privat anliggende noget, vi ikke skilter med, og som næsten tenderer til et tabu. Og det er da for vildt, at det forholder sig sådan. Det betyder, at når vi så endelig taler om troen i Danmark, så er det ofte på den politiske arena, hvor vi skal diskutere alt fra tørklæder til vielser i kirken. Men for mig at se handler det om noget andet. Om meningsfuldhed.
Ja, troen er for alvor rykket ind på scenen, og Mungo Park Kolding har atter skabt opmærksomhed om et vigtigt emne.
Og så er vi tilbage ved start, ved nærværet på scenen og ved den meningsfylde, som troen og teatret kan give.
God sæson på scener derude rundt om i landet og god fornøjelse med tillægget Scene&Kultur.