Prøv avisen

Hanne Richardt Beck gør et prisværdigt forsøg på at forklare, hvilken tid vi lever i

4 stjerner
Sproget skulle måske have nogle flere tæsk. Men måske – måske hører det bare Tiden til, at den er så lidt temperamentsfuld og hellere vil have tudekiks i stedet for en ordentlig en på skallen, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Tidsbilleder og personskildringer krydser hinanden i Hanne Richardt Becks nye roman, der beskriver de seneste fire årtiers danmarkshistorie

For enden af perronen på Nørreport Station står en mand sidst i fyrrerne og er parat til at kaste sig ud foran toget og tage sit eget liv. Han vil ikke mere. Han kan ikke holde sig selv ud – og det er der god grund til, for han svigter ikke bare sig selv, men også sine nærmeste gang på gang. Han kan heller ikke holde tidsånden ud med al dens managementsprog, kommunikationskonsulenter og økonomiske spekulation. Bedre bliver det ikke med Trump som topmålet af tåbelighed.

Manden Peter er dog ikke en klippe af beslutsomhed, men er selv et udtryk for tiden. Han er fordrukken og handlingslammet, og han kan ikke bruge sin vrede over verden til noget som helst andet end destruktiv adfærd. Ligesom de fleste andre personer i Hanne Richardt Becks roman ”For enden af perronen” har han mistet sit moralske kompas – hvis han da nogensinde har haft et, der virkede.

Peter er en ud fire personer, som romanen følger tæt. De tre andre er kvinder, som er mere eller mindre veninder.

De møder hinanden på en katolsk skole i 1982, hvor de er 14 år. Alle er de børn af det forjættende år 1968. Men de har vidt forskellig social baggrund, og det er kun den socialt lavest stillede, Ellen, der har noget forhold til den katolske tro. Det viser sig, efterhånden som romanen skrider frem, at være hende til hjælp og støtte. Hvor de andre farer vild i drømme om at blive kunstnere og gøre karriere eller bare mister grebet om det hele, så kan Ellen trods alt holde sig oprejst og endda have overskud til både at tilgive og hjælpe.

Peter bliver kæreste med to af kvinderne og endda gift med en af dem. Og så følger de fire hinanden igennem fire årtier. Kvinderne gør det mest på afstand og i henhold til de roller, som de en gang for alle fik, da de var unge. Ellen er den trofaste sygeplejerske, Gunilla er den opportunistiske kommunikationsekspert, og Agnes er det naturlige midtpunkt, som er begæret af alle. Men Agnes, der er vant til at få det meste, fordi hun er smuk og tiltrækkende og bare kommer fra en velbjerget akademisk familie, har ikke viljen til virkelig at kæmpe for noget. Og så mister hun det meste.

Fælles for de fire er deres vrede. De er frustrerede over, at de aldrig rigtigt når i mål og aldrig opnår den lykke, som de håbede på. Men ingen vil indrømme det over for hinanden. Nej, nej, her går det godt! Det er den store fælles løgn og forstillelse. Ellen formår dog at vende sin frustration til noget frugtbart, fordi hun har noget i sin verden, der er større og vigtigere end hende selv.

Hanne Richardt Beck havde fat på en lignende gruppedynamik i romanen ”Uforudsete hændelser” (2016), men hun når ikke op på samme intense niveau denne gang.

Der er momenter i romanen, som ikke fungerer optimalt. Peter snakker med Tiden, da han står på perronen. Han fører en dialog med de forskellige personificerede tiår i sit liv, og det bliver for søgt og for stift. Dialogerne lever ikke, hvad de heller ikke gør, når der for eksempel tales om sygeplejerstrejke. Replikkerne dør i munden på personerne.

Og så går det i den samtidshistoriske roman, som det gør med så mange af den slags – den bliver for overfyldt med historiske markører. Man hører om it-bekymringerne ved årtusindskiftet 2000. Ville det hele bryde samme? Man hører om innovation, disruption og effektivisering. Og man hører om dræbersnegle, skattespekulation, boligboble, Dansk Folkeparti og fremmedhad.

”Hvad er det for en tid, vi lever i?”, spørger Peter sig selv i sin kolossale brandert. Hanne Richardt Beck gør et godt og prisværdigt forsøg på at svare ædrueligt på spørgsmålet.

Men det er måske også den forskel mellem hovedpersonen og fortælleren, der gør romanen noget tam. Jeg ville i hvert fald gerne have mærket en voldsommere desperation helt ud i romanens form og sprog. Jeg ville gerne have slået benene væk under mig en gang imellem.

Kun én gang går Ellen amok på Peter og slår ham. Både han og sproget skulle måske have nogle flere tæsk. Men måske – måske hører det bare Tiden til, at den er så lidt temperamentsfuld og hellere vil have tudekiks i stedet for en ordentlig en på skallen.