Thomas Vinterberg: At løbe tør for tid må alle mennesker forholde sig til

Filminstruktøren Thomas Vinterberg og sognepræsten og skuespilleren Helene Reingaard Neumann har begge beskæftiget sig meget med døden i deres arbejde. Nu spiller hun sorgramt soldaterkone i hans film ”Kursk”, der har premiere i dag

Ægteparret Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har arbejdet sammen om flere film. Nu spiller hun også med i ”Kursk”. –
Ægteparret Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har arbejdet sammen om flere film. Nu spiller hun også med i ”Kursk”. – . Foto: Leif Tuxen.

Armbåndsuret sidder efterhånden naturligt om Helene Reingaard Neumanns håndled. Den danske skuespiller og sognepræst ser ned på det med et kærligt blik, mens sekundviseren kæmper sig videre som en lille soldat. Et hak fremad ad gangen – som selve livet, der går videre. Men hvert sekund er også en påmindelse om et hjerteslag, som ikke længere findes.

”Min mor fik det ur, da jeg blev født, og hun døde, da jeg var 16 år, og siden har jeg gået med det som et minde om min mor. Jeg vil gerne bære på de gode minder. Og sådan her lever mindet om hende også videre, mens tiden går uden hende,” siger Helene Reingaard Neumann, der i øjeblikket er aktuel i rollen som sorgramt soldaterenke i filmen ”Kursk”, som hendes mand, Thomas Vinterberg, har instrueret. Det er også en film om tid og tab. Og om et armbåndsur med en særlig betydning.

”Normalt er jeg ikke så meget for symboler i film, men symbolikken i armbåndsuret er bevidst,” siger Thomas Vinterberg, der sidder over for og smiler.

I filmens begyndelse afgiver en af hovedpersonerne, flådesoldaten Dimitri, sit fine ur for at købe champagne til sin vens bryllup, men uret havner senere på Dimitris søns arm. Og det er – uden at afsløre mere – den symbolik, som Thomas Vinterberg hentyder til. For i begyndelsen af filmen mister soldaten tiden, da han skiller sig af med sit ur for at drage ud på det, der skal vise sig at blive hans sidste militærøvelse. Og senere får sønnen ”så at sige tiden tilbage af sin far, og det giver et håb efter tragedien”, som Thomas Vinterberg udtrykker det.

Den sidste scene er Thomas Vinterbergs idé – inspireret af samtaler med sin præstekone. For han ville ikke bare lave en politisk thriller om en virkelig tragedie, men han ville ”hæve historien op og lave en film om mennesker”, en eksistentiel film om tid, kærlighed og død, som han forklarer. Men den internationale thriller ”Kursk” er også baseret på virkelige hændelser.

Den 12. august 2000 gik det galt. Den russiske atomubåd ”K-141 Kursk” sank under en stor russisk militærøvelse, og enhver, der husker nyhedshistorien fra dengang, ved, at ingen overlevede. Og at det kunne være gået anderledes, hvis de russiske militærchefer med Putin i spidsen havde taget imod den hjælp, som britiske og norske militærfolk i nærheden tilbød.

Ulykken var nyhedsstof i hele verden. Det var måske vor tids Titanic-ulykke. For den store ubåd var netop designet, så den ikke burde kunne synke. Men alligevel strandede den på bunden af Barentshavet, 107 meter under havets overflade. Ombord var 118 russiske flådesoldater. 95 døde øjeblikkeligt, mens 23 ventede i dagevis på at blive reddet. Men russernes redningsfartøj kunne ikke klare opgaven, og generalernes tøven over for at tage imod hjælp kostede efter al sandsynlighed de 23 mænd livet.

”I en kristen kontekst er det smukt at bede om hjælp, men her skildrer vi en maskulin kultur, der vil gå meget langt for at undgå ansigtstabet ved at bede om hjælp. Det var selvfølgelig en helt forkert beslutning. Men før man dømmer de russiske militærfolk, der svigtede deres egne mænd ved at være for stolte til at bede om hjælp, skal man huske, at det russiske militær prøvede at beskytte deres militære hemmeligheder. Men tragedien og svigtet kan også ses som en eksistentiel metafor,” forklarer den danske filminstruktør og tilføjer:

”Det med at løbe tør for tid må alle mennesker forholde sig til, selvom mange ikke har lyst til det,” siger Thomas Vinterberg:

”Men du har forholdt dig til det gennem hele din karriere. Det er en rød tråd i alle dine film,” siger Helene Reingaard Neumann.

”Ja, det må man sige. Helene har lært mig meget. Hun har haft om dødens historie på teologi. Og hun har lært mig, at man for 100 år siden talte meget mere om døden som en del af livet end i dag. Døden er blevet et tabu, men folk ser alligevel død og lidelse på film. For når man siger navnet på trolden, så tæmmer man den.”

Helene Reingaard Neumann nikker:

”Jeg har også en fornemmelse af, at folk er begyndt at tale mere om døden igen, men op gennem 1990’erne var der en meget stor berøringsangst over for at tale om, at vi overhovedet skal dø og miste vores elskede. For i takt med at samfundet blev mere sekulariseret, begyndte flere at leve ud fra en devise om, at det evige liv er nu, så alting helst også skal blive ved med at være, som det er, men hver gang nogen dør, bliver den illusion jo brudt. Og når der sker ulykker og katastrofer, mister vi hele vores livsgrundlag, fordi vi intet sted har at rette vores klage mod.”

Foto: Leif Tuxen

Sådan var Kursk-ulykken – og året efter 11. september – med til at sprænge dødens tabu i stykker, fordi det nu blev sværere at ignorere døden, mener ægteparret. Men den religiøse rådvildhed er også et underliggende tema i ”Kursk”.

”Say your prayers,” siger en russisk ubådssoldat, da han erfarer, at temperaturen er al for høj på et missil om bord på ubåden Kursk.

”I’m not a religious man,” svarer soldaterkammeraten i det selv samme sekund, som missillet eksploderer.

”Jeg har ikke selv skrevet den replik, men jeg synes, at den er virkelig interessant. For den kan tolkes på mange måder,” siger Thomas Vinterberg.

Bortset fra en anden soldat, der kysser sit kors et par gange i filmen, er troens rum dog ellers henvist til kirken, hvor en anden central scene foregår, påpeger Helene Reingaard Neumann.

”Filmen italesætter ikke kristendommen direkte. Men i scenen fra kirken mærker man virkelig, at der findes et håb, der overvinder selv døden. Det er også måske også forskellen på Det Nye Testamente og Det Gamle Testamente. For i Det Gamle Testamenter oplever man mest en gud for de levende, men Jesus viser, at Gud er Gud for mennesker helt ind i døden, fordi han besejrer døden, så for mig er det en meget relevant film at deltage i og snakke om,” siger sognepræsten og fortsætter:

”Jeg synes også, at det vigtige ved den her film er at fortælle, at der også er et håb efter det tragiske. Alle mennesker lever med det tragiske, fordi vi alle lever med en form for lidelse, som vi skal forholde os til. Derfor har vi brug for et håb. Men det fantastiske er, at man næsten ikke kan undgå at have et håb i vores tilværelse. Det ser man også i denne historie, der beskriver det værste, der kan ske, men alligevel indeholder en form for håb,” siger Helene Reingaard Neumann og peger på den ro, som flere af soldaterne går ind i døden med, fordi de måske har en form for evighedsforventning. For de håber på, at deres kærlighed lever videre i deres koner og børn.

”Fordi kærligheden er evig,” bryder Thomas Vinterberg ind.

”Ja,” nærmest hvisker hun:

”Jeg tror, at vi mennesker er bestemt af vores relationer til hinanden, og det er på den måde også et billede på vores forhold til Gud, så når hovedpersonen sender sin kærlighed videre til sin familie gennem sit afskedsbrev, dør den kærlighed ikke, ligesom Guds kærlighed også er evig.”

Samtidig illustrerer filmen også den magtesløshed, der omgiver folk, der er på vej ind i døden, påpeger Thomas Vinterberg:

”Det er tilfældigt, at jeg tidligere har lavet en filmatisering af romanen ’Submarino’, men nu forstår jeg virkelig, hvorfor Jonas T. Bengtsson gav sin roman det navn. For der er jo en trykket stemning i en ubåd. Men det er også begge film, der kæmper mod håbløsheden. På den måde er de meget ens og fulde af kærlighed.”

Helene Reingaard Neumann: ”Ja, de handler begge om at miste sine nærmeste.”

”Kursk” er på den måde også en film om den sidste tid før døden:

”En af grundene til, at jeg frekventerer Helenes kirke ret ofte er, at jeg er skrækslagen over for det punkt i livet. Og det er der mange, der er. Jeg kan huske, at jeg spurgte min ellers seje, sjove og usentimentale arbejderklassemormor, om hun var bange, da hun skulle dø. Hun var helt gul i huden, da hun lå der og sagde ’ja’. Og det knuste mig fuldstændig. Det moment vil jeg gerne undgå. Det er det, der har inspireret til denne film. Vi ved fra virkeligheden, at denne soldat, Dimitri, skrev et brev til sin familie om, at de ikke skulle gå i panik. ’Tingene er, som de er’, skrev han på sin egen måde. Det var en forbilledlig, helteagtig velkomst af døden, som også gjorde ham til en helt i Rusland.”

Hvordan ville I selv reagere på at skulle dø?

Thomas Vinterberg: ”Jeg tror allerførst, at jeg ville sige noget sjovt, og så tænke: Det er der ikke tid til, fordi det også er et sidste forsøg på beskyttelse. Jeg er et meget bekymret menneske, indtil det går rigtig galt, og så giver jeg slip, så jeg bilder mig ind, at der ville falde en afklaret ro, men selvfølgelig også en sørgmodighed.”

Helene Reingaard Neumann: ”Jeg tror, du har fat i noget. Vi går her som mennesker på Jorden og bekymrer os utrolig meget for, om der sker os selv noget eller vores børn og nærmeste noget. Når ulykken indtræffer, er bekymringen væk, og så er der noget praktisk, der tager over. Vi frygter kontroltabet hele tiden, men når det kommer, kan det føles som en lettelse over, at det nu er sådan, det er. Og at der ikke er noget, man kan gøre ved det. Men selvfølgelig ville man også prøve at skåne sine børn, hvis man kunne.”

Set fra de efterladtes side, former tabet af dem, man elsker, også en, mener Helene Reingaard Neumann:

”Jeg mistede altså min mor, da jeg var 16 år. Hun havde et meget kort sygdomsforløb. Og det var formativt i en så tidlig at opleve at det, man tænkte ikke skulle ske, skete. Det var som om, at jeg faldt ud af paradisets have. Det gav mig en alvor, som jeg sikkert kommer til at bære med mig resten af livet. Men en måde at håndtere det på har været at blive præst, hvor jeg møder døende og pårørende. Det er der noget livsbekræftende i, fordi jeg der kan være med til at give håb. Tro for mig er en bevægelse hen imod noget, der giver os livsmod. Det oplever jeg også i mine begravelsessamtaler, hvor der næsten altid kommer et tidspunkt, hvor latteren afbryder gråden som en slags lys midt i mørket, så døden også understreger livet. Man mødes jo for at tale om det liv, der har været. Det er et stort privilegium,” siger hun og tilføjer:

”Jeg har kun arbejdet som præst i seks måneder, men det er interessant at se, at der er en opmærksomhed i kirken til bisættelser og begravelser, som jeg ellers ikke oplever. Det er en smuk tid til eftertanke.”

”Jeg elsker at se på dig i kirken,” siger Thomas Vinterberg og smiler:

”Du har den samme kvalitet som sognepræst og skuespiller. For du kan kun sige det, du tror på.”

Helene Reingaard Neumann: ”Ja, det er rigtigt. For nyligt havde jeg planlagt en prædiken ned til sidste komma, men da jeg skulle læse et stykke op, hvor der stod: ’Jeg tror’ tilføjede jeg pludselig: ’Men jeg ved det ikke’. Og det fik jeg meget respons på i kirkedøren.”

Thomas Vinterberg: ”Ja, for det var et øjeblik af nærvær, som man kun kan drømme om som filmskaber. Og sådan gav du også plads til folk i kirken. Jeg blev selv opdraget til, at der er mindre mellem himmel og jord, end man tror. Men præster som Mikkel Wold og dig har fået mig til at flirte med kristendommen, fordi I også giver plads til tvivlen. Det kunne mange andre præster i folkekirken godt lære noget af. For en god prædiken er ligesom et godt stykke kunst. Hvis der ikke er plads til fortolkning, bliver det uinteressant,” siger han, mens Helene Reingaard Neumann nu ser ned på sit ur igen. Tiden er gået.