Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Interview

Musiker: Troen er en provokation for mig, men den er samtidig det eneste sted, jeg kan gå hen

”På en kirkegård er det, som om de store spørgsmål automatisk rejser sig: Hvad har du egentlig så travlt med? Hvad bruger du din tid på? For her står det mejslet i sten, at det slutter på et tidspunkt,” siger sangskriveren Marianne Søgaard. der her ses på Vestre Kirkegård i Silkeborg. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Højskolelæreren og musikeren Marianne Søgaard udsender om godt en måned albummet ”Skybrud”, der både handler om tab, frygt og tro. Det var faderens død, der fik hende til at læse teologi og skrive salmer

”Nogle gange skal man ud til en grav for at få øje på livet,” siger højskolelæreren og musikeren Marianne Søgaard og slipper fornøjet en mild latter fri som en nyskrevet melodi til lejligheden. Men selvom hun kan le som en lærke, bærer hun rundt på en sorg, der hver dag minder hende om døden. For faderens død for snart 10 år siden har formet hendes måde at omfavne tilværelsen på.

I gamle dage hang de latinske slogans ”memento mori” (husk døden) og ”carpe diem” (grib dagen) naturligt sammen. For tanken om døden kan forstærke trangen til at leve, og sådan virker det også for Marianne Søgaard, der underviser i både musik og religion på Silkeborg Højskole.

”I går tog jeg mine højskoleelever med ud til den lokale kirkegård i Silkeborg og på krematoriet. Ikke for at gøre dem deprimerede, men tværtimod for at få øje på livet sammen med dem. Når man har brugt en time på en kirkegård, er det, som om de store spørgsmål automatisk rejser sig: Hvad har du egentlig så travlt med? Hvad bruger du din tid på? For her står det mejslet i sten, at det slutter på et tidspunkt. Og det er tænkevækkende at læse gravsten og konstatere, at nogle er blevet over 90 år og har oplevet to verdenskrige, kvindefrigørelse og Berlinmurens fald, mens andre kun er blevet 40 år eller bare fem år,” siger hun og tier et øjeblik, inden hun retter opmærksomheden mod de mange titler på gravstenene.

”Det er interessant, at folk selv i døden især før i tiden har haft behov for at gøre opmærksom på deres meritter. Overbibliotekar, bankfuldmægtig og slagtermester står øverst på gravstenene. Mange af os har så travlt med at opnå resultater og blive til noget i det her livet, at vi nemt mister blikket for, at det faktisk er alle de ting, vi tillægger status – titler, penge og magt – som Kristus kom og vendte op og ned på. Min jævnaldrende ven, Peter, døde sidste år af kræft. Han var meget mere optaget af venskaber, familieliv, cykel, båd og motorcykel end af at skabe et flot cv, og han levede et fuldt og meget rigt liv,” siger Marianne Søgaard.

Om godt en måned udgiver hun albummet ”Skybrud” med seks sange, der både handler om livets pludselige brud og den trøst, som man kan finde i troen.

Teksterne er ud over hende selv skrevet af digterne Inger Christensen, Dy Plambeck og Mirian Due, som hun har samarbejdet med før.

”Det er sange, der er opstået, fordi jeg var heldig at blive inviteret til en workshop med henblik på at skrive sange til den nye version af Højskolesangbogen, der udkommer i 2020. Jeg har tidligere skrevet salmer til Kirkesangbogen, og jeg har nærmet mig troen og salmedigtningen forsigtigt,” fortæller den unge komponist, der ved siden af sit højskolejob også læser teologi på Aarhus Universitet som led i en eksistentiel søgen, der blev genoptaget, da faderen døde.

”Jeg er vokset op i en FDF-familie, hvor begge mine forældre var idealistiske folkeskolelærere, der gerne ville møde deres elever i fritiden i musikforeningen, sportsklubber og til FDF. De havde blik for, at elever, der eventuelt havde udfordringer i skolen, måske til gengæld var rigtig gode holdkammerater på boldbanen eller dygtige til at binde reb og rafter på en FDF-lejr. Alle har værdi og talenter, mente de, og det vigtigste var at indgå i forpligtende sammenhænge med andre, hvor man hjalp hinanden og anerkendte, hvordan alle bidrager med forskellige ting til fællesskabet.”

Til faderens begravelse mærkede Marianne Søgaard, hvordan især ritualerne, ordene og ikke mindst sangene i kirken trøstede hende.

”Vi sang blandt andet ’Himmelbuens herre’ (’Spænd over os dit himmelsejl’, red.), som vi havde sunget på utallige FDF-lejre omkring aftenbålet, og som min far holdt meget af. Det føltes så fint og meningsfuldt, og det skabte en sammenhæng og en gennemgående fortælling om hans liv. Min fars død betød også, at jeg mærkede, at jeg ikke selv var færdig med kristendommen.”

På den måde genopvakte faderens død en gammel interesse for kristendom.

”Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, var jeg faktisk dybt optaget af kristendommen. Jeg glædede mig meget til konfirmationstimerne, men det delte jeg ikke med så mange. Mine følelser og tanker blev voldsomt stimuleret, når vi diskuterede tro, skrev prædikener og så film. Det var en ny præst i byen, der virkelig talte til mit hjerte og mit intellekt, og jeg gik samvittighedsfuldt og tænkte over, om jeg nu kunne sige ja. Jeg blev meget lettet, da præsten sagde til os i sin konfirmationstale, at i dag var det faktisk Gud, der sagde ja til os og ikke omvendt,” siger hun og ler.

Senere kom musikken til at sætte dagsordenen i Marianne Søgaards liv, ikke mindst efter at hun blev optaget på musikkonservatoriet i København.

”I mange år var musik det eneste, der fyldte i mit liv. I det miljø var der masser af spiritualitet, men ikke så meget fokus på kristendom. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke var færdig med kristendom. Og da min far blev syg af kræft og døde, blev jeg mere og mere klar over, at jeg havde et udestående med Vor Herre. Så jeg begyndte at læse teologi, og teologien er blevet en personlig vandring.”

Marianne Søgaard begyndte at læse teologi med det åbne spørgsmål: Holder det?

”Jeg gik i gang med teologien med en blanding af skepsis og stor nysgerrighed og lovede mig selv, at jeg ville stoppe igen, hvis det blev for mærkeligt, og tingene ikke hang sammen, men der er sket det modsatte.”

”Jeg er blevet mere og mere involveret. Teologi på universitetet er en akademisk disciplin, der også indeholder religionskritik, og der er helt sikkert folk, der havde en stærk tro i forvejen, som føler sig udfordret der. Men det er komplekst at være menneske, og troen er for mig også en kompleks størrelse, som jeg ikke er og forhåbentlig aldrig bliver færdig med.”

”Det er enormt spændende at læse og diskutere, hvad der er tænkt i teologien gennem tiden. Jeg bruger faget som højskolelærer, fordi Silkeborg Højskole sætter kristendommen på dagsordenen og også af den simple grund, at kristendommens tankegods ligger til grund for vores kultur og på den måde er en fantastisk samtalepartner i forhold til livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse, som er højskolernes kerneopgaver.”

Sådan begyndte hun langsomt også at sætte sine egne ord på troen:

”Troen er en provokation for mig, men den er samtidig det eneste sted, jeg kan gå hen med det største og det sværeste. Da jeg fødte mine børn, bad jeg til Gud, for jeg kunne ikke andet, mens jeg lå og var bange for, at det gik galt,” siger hun og tier igen:

”Bøn er en følelse af at give slip på noget, man ikke selv kan bære. Lige sådan med døden, som man må overlade i større hænder. I mit liv er der et før og et efter min fars død, som har fået mig til at se hver dag i lyset af døden, og som gør, at jeg har en dyb længsel efter mening og sammenhæng.”

Hvad tror du, at der sker efter døden?

”Jeg har et opstandelseshåb, som jeg ikke er så formuleret omkring. Jeg fatter det ikke, men jeg tror det, og jeg tror, at det er der, sangene tager over for mig,” siger hun og stopper op:

”Jeg har skrevet salmen ’Vi kommer til dit hus’, og det femte vers er det, jeg ikke kan formulere i dagligdags tale, men som jeg har skrevet ud fra det opstandelseshåb, kristendommen forkynder, og som jeg finder stor trøst i,” siger hun og læser ordene fra salmen, der allerede står i Kirkesangbogen som et håb for levende og døde:

For Herre, du er nær

og går med os igennem mørkets skakt.

Når livets lys er ved at synke,

da sender du et håb

fra den længste nat på Golgata engang

ind i tiden:

kærlighedens offersøn som gav os evigheden.

”Da min far blev syg af kræft og døde, blev jeg mere og mere klar over, at jeg havde et udestående med Vor Herre,” siger Marianne Søgaard, der derfor besluttede at læse teologi. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
”Jeg har et opstandelseshåb, som jeg ikke er så formuleret omkring. Jeg fatter det ikke, men jeg tror det, og jeg tror, at det er der, sangene tager over for mig,” siger sangskriveren Marianne Søgaard. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

I mange år var musik det eneste, der fyldte i mit liv. I det miljø var der masser af spiritualitet, men ikke så meget fokus på kristendom. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke var færdig med kristendom

Marianne Søgaard, musiker