Prøv avisen

Trosprogrammet ”Adam & Eva” er et krads i overfladen

3 stjerner
Programmet ”Adam & Eva” slår sig op på at være et trosprogram. Hvis det skulle være tilfældet, kunne også ”Paradise Hotel”, ”Badehotellet” og Anders Aggers ture rundt i landet kaldes trosprogrammer. – Foto: DR

"Adam og Eva" på DR K kradser hverken mere i meningsmageres eller samfundets overflade end et skarpt vinklet og flygtigt opslag på de sociale medier. Hvorfor i alverden skal det kaldes et ”trosprogram”?

I aften er der DR-premiere på et velment forsøg på et samtaleshow, hvor dialog, ikke debat, er i centrum. Tidens temaer – straf, utroskab, indvandring – skal gives navn, køn og alder. Det politiske skal være personligt. Og tidligere Deadline-vært Adam Holm og Berlingske-debattør Eva Selsing skal både hygge sig og toppes lidt.

Adam Holm gør sig for tiden mest i radioen, hvor han underspillet og kløgtigt ser samtiden gennem sit eget spejl. Han har dissekeret sin egen utroskab og siddet nøgen i et radiostudie. På DR K flirter han i aften, nedtonet, med den velformulerede gud-, familie- og fædrelandsfilosof Eva Selsing. Han er frisindet selv, hun kalder sig stolt reaktionær.

DR kalder det koket-klingende ”Adam & Eva” for et trosprogram. I så fald kunne ”Paradise Hotel”, ”Badehotellet” og Anders Aggers ture rundt i landet gelinde puttes under samme paraply. For så må et hvert kultursociologisk blik på den danske folkesjæl, enhver scene, der udtrykker et syn på herskende eller vigende moral, kunne kaldes kristent.

Præmissen er nærmest holbergsk. Danmark er et kristent land, bygget på kristne værdier. Ergo må en samtale om værdiskred være en samtale om tro. Engang var den herskende moral solidt funderet i kristne dyder. Ergo må et program om moralske emner kunne kaldes et trosprogram. Eva Selsings samfundssyn er kristent funderet. Adam Holm tror ikke. Ergo må en samtale mellem dem handle om tro.

Programmer om tro behøver bestemt ikke være forkyndende. Og hvis Adam og Eva fik lov til at udfolde deres tanker fyldestgørende, og hvis programmet gav plads til overvejelser over, hvorfor enhver samtale om moral og værdier ofte er et spørgsmål om tro, ville det – nok – kunne kaldes et trosprogram. Formentlig også være et bedre program.

”Adam & Eva” er et krads i overfladen. Den indstuderede og tvungne tosomhed kan tilgives. Klipningen, der nådesløst sætter ind, hver gang samtalen bliver inspirerende vidtløftig, kan derimod ikke undskyldes.

Programmets præmis er, at de to værter drager ud i landet og undersøger et bestemt tema, der kan debatteres, der bør debatteres, moralsk. I aftenens første afsnit er de, selvfølgelig, i en swingerklub i Ringe.

Utallige tv-programmer har lirket på låget til disse klubber. Det er fascination og væmmelse, det er velkendt. De to møder Kaj, der altid har været utro. Han går nu i swingerklub for at holde løgnen og fortielsen uden for bedraget. Adam forsvarer Kaj, roser ham for at være ærlig, stå ved synet af sig selv. Eva finder Kaj forkastelig. En eksponent for et moderne menneske, der ikke vil nægte sig noget, ikke vil underlægge sig noget.

Fordømmelsen og forståelsen bliver sat imod hinanden. Og så stopper samtalen. Klip. Hvis man har læst Eva Selsing, hørt Adam Holm, så er der intet overraskende, intet ildevarslende ved deres udsagn. Selsing får ikke lov til at løfte sine pointer om en moralsk fornedret offentlighed op, og hendes kristne livssyn bliver derfor relativeret til one-liners. Holm får ikke plads til at forsvare frisindet åndfuldt.

I Swingerklubben sætter Eva Selsing sig på Kajs ve-lourrøde sengekant. Hun springer dog op, besindelsen sætter ind, og hun frabeder sig bestemt at slænge sig i den runde seng igen. Og sådan går tiden, overraskelser er der efterfølgende ingen af, holdningerne er intakte, beherskelsen nær. Seerne måske glimtvis oprørte, men formentlig ikke synderligt oplyste. Klipningen vinder, trosspørgsmålet ligger tabt på gulvet, mens verden, og værdiskredet, suser forbi.