Prøv avisen

Troen trives i tankens afmagt

”Man må give slip på sin forstand for at lade det intuitive og det religiøse komme til. Det har jeg selv været et langt liv om at prøve at lære. Og det er bestemt ikke nemt. Men det er min egen erfaring, at det først er dér i tankens afmagt, at freden og glæden for alvor får plads,” siger digteren Klaus Høeck. – Foto: Claus Fisker.

Digteren Klaus Høeck kalder selv sin nye store digtsamling live for en undersøgelse af skaberværket med udgangspunkt i den danske natur omkring små, tyndtbefolkede landsbyer

Taxachaufføren på Odense Banegård lyser op i et stort smil, da han får adressen uden for Veflinge midt på Fyn.

Det er en også en god tur til næsten 400 kroner, men ingen busser fører helt ud til verdens måske mest produktive poet, som litteraturprofessoren Frederik Stjernfelt engang har kaldt Klaus Høeck.

Til gengæld er udsigten god, mens taxaen overhaler den ene traktor efter den anden på vej ud til den fynske forfatter.

LÆS OGSÅ
: Klaus Høeck: Syndefaldet og en nyvasket Fiat Punto

Fyn er ikke kun fin, Fyn er direkte smuk herude med sine gamle træer, der står og bader sig i støvregnen som guddommelige skulpturer omkring de grønne, bakkede marker.

Det virker nærmest selvfølgeligt, at en stor digter må bo her, hvor man noget nemmere finder roen til at lade et digt trænge helt ind i sindet. Et godt bud kunne være et af Klaus Høecks nye, smukke kærlighedsdigte, der godt nok udspiller sig et andet sted i Danmark:

Jeg er blevet væk/midt på djursland sammen med/min elskede jeg/har sådan set mis/tet mig selv et kort øje/blik eller rette/re glemt mig selv som/når jeg lytter til carl niel/sens commotio/eller kysser hen/de og det er måske først/at finde sig selv.

Den slags paradokser er Klaus Høecks poesi fuld af. For ligesom man måske først finder sig selv i selvforglemmelsen, får troen først plads, når man giver slip på tanken, mener den Kierke-gaard-inspirerede digter, der er aktuel med den store allerede anmelderroste digtsamling live.

I bedste Klaus Høeck-stil er sproget hakket op i digtene, så læseren tvinges til at lægge mærke til hvert eneste ord på vejen. Men samlingen er også fuld af sproglige systemer, idet den både bygger på 100 af de ord, den erfarne digter har brugt mest flittigt, ligesom den fungerer som en slags danmarksturne, idet Klaus Høeck faktisk er rejst rundt over det meste af (Udkants)danmark for at lade sig inspirere til sine digte, der på den måde udspiller sig lige fra Nørre Nebel til her i Veflinge, hvor taxachaufføren omsider sætter mig af med bemærkningen: Så er du kommet på landet!.

Allerede i indkørslen tager Klaus Høeck smilende imod, mens taxaen forsvinder, så lyden af en fjern traktor hænger alene tilbage i luften sammen med en svag lugt af gylle. Alligevel afviser Klaus Høeck selv, at han bor i Udkantsdanmark.

Centrum er jo ikke København. Centrum er der, hvor det enkelte menneske er. Og hvis man ser på et kort, bor jeg da snarere i centrum af landet. Det giver mere mening at kalde København for Udkantsdanmark. København ligger jo netop ude på kanten af landet, helt ud til Øresund. Men det er her ude på landet, at Guds skaberværk folder sig bedst ud. Naturen er skabt af Gud. Storbyen er skabt af skabningen, så byen er secondhand, siger Klaus Høeck og slår en smittende latter op.

Mens digterkollegaen Søren Ulrik Thomsen tidligere har skrevet om Det skabtes vaklen, skriver Klaus Høeck også om det skabtes forgængelige skaben, der i et Brorson-inspireret digt i den nye samling bliver til Ned al den ting, som vi har skabt, som jo i sagens natur er forgængeligt.

Engang blev de to digtere i øvrigt spurgt om at skrive nye salmer af den nu afdøde sognepræst Anne Braad, men det blev aldrig til noget, fortæller Klaus Høeck:

Jeg har faktisk engang skrevet en ret dekonstruerende digtsamling, der hed Salme, men jeg har et mere ærbødigt forhold til de rigtige salmer, så det er måske det, der har holdt mig fra det. Men i fremtiden kunne jeg godt tænke mig at arbejde med salmer på den ene eller anden måde. Jeg holder meget af salmebogen, og jeg betragter stadig Grundtvig som den største poet, vi nogensinde har haft herhjemme, siger Klaus Høeck, inden vi vender tilbage til den store pink mursten af en digtsamling, der ligger imellem os.

Titlen skal ikke forstås som Live ligesom i Casper Christensens Live fra Bremen, men mere som det engelske live som i lev! eller at være i live. Bogen begynder faktisk med ordet her, og den slutter med nu. Og den handler også om her og nu, og det er jo at leve, forklarer Klaus Høeck, der med samlingen har ønsket at udfordre sit eget ordforråd ved netop at bruge de 100 ord, han har benyttet sig mest af i sit forfatterskab på en ny måde:

Jeg har arbejdet med at udfordre sproget lige siden min første bog, Rejse. Dengang opdagede jeg, at alle digtere og mennesker i det hele taget har et bestemt ordvalg. Det ville jeg gerne lave om på for mit eget vedkommende ved at tvinge mig selv til at lave nogle andre mønstre, og sådan begyndte det, da jeg skrev mine første systemdigte. Og den bestræbelse har faktisk fulgt mig gennem hele mit forfatterskab, men nu, hvor jeg er blevet gammel, tænkte jeg, at jeg alligevel ville lave en form for status over, hvilke ord jeg selv brugte. Jeg lavede derfor en ordoptælling, der førte mig frem til de 100 ord, jeg har brugt mest. Jeg vil ikke håbe, at jeg er færdig som forfatter nu, men jeg er da kommet op i en alder, hvor jeg begynder at nærme mig en slags resultat.

Det virker også, som om du på den måde prøver at forene poesien med det naturvidenskabelige?

Ja, den vinkel har jeg altid holdt meget af. Og jeg betragter også både verden poetisk og realistisk fra naturvidenskabens vinkler. Der er mange grundstoffer og fysiske begivenheder i mine digte, ligesom der er mange ting fra fysikken og matematikken i mine digte. For jeg synes, at det er en vigtig del af virkeligheden.

Jeg prøver på den måde at holde mig væk fra forestillingen om digteren med det lille skuffedarium af poetiske ord, der egner sig til digte. Det kan måske gøre folk trygge og glade, men mit projekt er at udvide digtet, så ingen ord er for ufine til at komme med i et digt. Og jeg betragter heller ikke digtning som andet end et håndværk eller en form for sport. Ligesom en fodboldspiller kan noget med en bold, kan jeg bare noget med ord. Det tror jeg egentlig er et medfødt talent, som man selvfølgelig kan træne, men aldrig selv kan skabe. Det er en gave, uden at der nødvendigvis ligger en guddommelig inspiration i digtene.

Men troen er vel også en del af din digtning?

Ja, der er mange lag i mine digte. Der er mange hentydninger til både paradis og helvede, og jeg har også været inspireret af Milton, der har skrevet bogen Paradise Lost. Jeg holder selv meget af jorden og skabningen, så jeg tænkte, at jeg ville køre rundt og se, hvordan det stod til i Danmark som en slags undersøgelse af skaberværket.

Er det paradis eller helvede? Det afgør vi måske selv. Og jeg har kørt rundt i det såkaldte Udkantsdanmark, som jeg er blevet bekræftet i er meget smukt, så det har også været en stor rejse ud i det danske, så det hele ikke skal handle om København. For Danmark findes faktisk og skal beskrives og digtes. Men det hænger altså også sammen med, at jeg ser det som en del af skabningen.

Jeg er et troende menneske og tror på, at det ikke kan have lavet sig selv. I sidste instans må der have været et bærende princip, der har lavet det hele, og det kalder vi Gud. Åbenbaringen kommer så gennem Jesus. Og det tror jeg på. Man må tro det eller lade være. For man kan ikke bevise det med forstanden. Når man begynder at tro, mister man forstanden, som Kierkegaard skrev. For troen skal ikke forstås, den skal tros. Og jeg tror.

Alligevel skriver du i et digt, at du nogle dage er kristen og andre dage ikke er kristen, så du er altså ikke sikker i din tro?

Nej, jeg har også megen tvivl. Tvivlen hører jo med til troen. Den er bunden i troen. Men jeg vender altid tilbage til troen. Nu bliver jeg snart 74 år, og jeg tænker mere og mere over livet. Og jeg læser stadig meget Kierkegaard og får en del af min føde derfra, og det har også hjulpet mig til at indse, at verden ikke kan have lavet sig selv. Men det kan jo netop ikke bevises, fordi det er tro. Det at tro er jo dybest set også at erkende, at man ikke kan erkende alt med tanken. Frederik Stjernfelt har for eksempel skrevet en stor bog om tankens magt og alt det, man kan begribe med forstanden, men forstanden har også sine begrænsninger, og troen kommer af tankens afmagt.

Klaus Høeck har ellers selv gode forudsætninger for at tale med om tankens magt med sin baggrund som tidligere underviser i videnskabsteori på universitetet, men hans studier af filosofi, fysik og matematik har altså aldrig ødelagt hans tro på, at Gud er større end forstanden:

Det er også bevist, at intet system kan indeholde sin egen forklaring uden at ende i paradokser. Man kan beskrive hele universet, men så får man ikke beskrivelsen med. Forstanden har altid sine begrænsninger. Det er også en bibelsk tanke, man også møder hos Kierkegaard, at man ikke kan forlade sig på sin egen forstand. Man må tværtimod give slip på sin forstand for at lade det intuitive og det religiøse komme til. Det har jeg selv været et langt liv om at prøve at lære. Og det er bestemt ikke nemt. Men det er min egen erfaring, at det først er dér i tankens afmagt, at freden og glæden for alvor får plads. Jeg kan for eksempel ikke tænke mig til en tro på opstandelsen. Jeg må tro det. Og det gør jeg, selvom jeg også kan tvivle og lave grin med min egen tro.

Klaus Høeck tier et øjeblik.

Humor er også en vigtig del af det at tro, kommer det så:

Hvis man ikke kan lave grin med sin egen tro, bliver man det, man kalder en hellig skiderik, og ifølge Kierkegaard er humor også et tegn på, at man er på rette vej rent trosmæssigt. For rigtige troende har humor, ellers hænger man fast i selvretfærdig religiøsitet.

Hvad giver din egen tro dig?

Det giver en stor glæde og sikkerhed i tilværelsen. Der er ingen grund til at være ked af det. Skabningen er vidunderlig, så der er god grund til at tage ud for at se på den. Meningen med livet er livet. Så enkelt er det. Livet er meningen, og Gud har skabt livet, for at vi skal leve det, og så er den historie ikke længere.