Ved Lille Heddinge Kirke på Stevns skinner middagssolen lystigt. Det er her, Per Kirkeby har lavet et lille maleri, en altertavle, noget, han fik til opgave sent i sit liv, som sluttede om eftermiddagen den 9. maj i år, hvor han sov stille ind i hjemmet i Hellerup, mens Mari Anne, hans hustru gennem 13 år, holdt ham i hånden.
Per Kirkeby har besøgt mange kirker gennem sine 79 leveår, og hvor og hvornår han har været i Lille Heddinge er endnu uvist for mig, men det er tydeligt at kunstnerens sjæl er sendt på vandring her. Han drømte om at blive malermunk, og er der noget, der er tydeligt, er det netop dette, at han vandrede fra det ene sommetider undseelige sted til det næste og udførte sine opgaver.
Børnene og familien var ofte med, Kirkeby har også været gift med en præstedatter gennem mange år, han har holdt jul i en præstegård, han er vokset op et stenkast fra Grundtvigskirken, hvor han også blev døbt, konfirmeret, gift og bisat fra. Ved begravelsen gik følget fra kirken over pladsen, hvor han levede sine drengeår under Besættelsen, og dagen var smuk, som var den et af Kirkebys egne malerier med alt det grønne løvhang, det maleriske, der kunne forsone os med selv det tungeste indhold, selv døden, der ”lurede bag ethvert træ”, som han sagde. Og det var en af grundene til netop at male træer, mente han.
Det begyndte for alvor i 1980’erne og blev så til planker og andre forfinede og religiøse symboler i hans ”blufærdige omgang med skønhed”, som museumsdirektør Poul Erik Tøjner så fint iagttog i nekrologen over maleren.
De billeder, vi kunne kalde med ”direkte” religiøst indhold, kom til efter 2000, hvor en hjerneblødning midlertidigt satte en stopper for den højproduktive fase, som maleren havde befundet sig i. Det var både et wakeupcall og et sammenbrud af dimensioner.
Sygdommen ramte, samtidig med at kunstneren blev skilt og fandt en ny kærlighed. Der var brug for troen for igen at kunne flytte de bjerge tilbage i billederne, han ellers havde haft så let ved at male qua sin livslange interesse og sin universitetsuddannelse i geologi. Per Kirkeby voksede altid i modgangen, bjerge, træer, sten, naturfænomener og planker hørte hjemme i hans kunst, de skulle inden for billedrammen og ikke bare være uhåndterlige størrelser, som der kunne tales om og tænkes på. De skulle kunne ses og mærkes.
Der var store følelsesudladninger i Kirkebys malerier, men også efterhånden en større ydmyghed. En serie billeder i 2005 hedder tropismer. Små bevægelser. Der blev lagt vægt på, at rystelserne i sindet ikke behøvede at være vulkanudbrud for at kunne oversættes til maleriets ordløse billedsprog. Stilheden kunne indfinde sig som støvkornene i lyset i Hammershøis stuemaleri. Modenheden som maler fulgte sideløbende med fortvivlelsen hos Per Kirkeby. Præstationerne gjaldt ikke længere volumen, også intensitet.
Kunstmuseet Louisiana ejer de to væsentligste værker, der indvarsler dette paradigmeskift: ”Weltuntergang” og ”Planke/Sten” hedder malerierne fra perioden omkring 2000. Her fødes alting på ny. I undergangs-tematikken er der brug for alle ressourcer for at holde sammen på verdensbilledet og sig selv. Tab og livskraft fornemmes i samme nu. Og hvis en planke på tværs af fladen midlertidigt forhindrer adgangen til billedet, er der nok en grund. Lukker korsets bjælke os ude eller inviterer os ind?
Skærer vi hul ind til det guddommelige, som Lucio Fontana så konsekvent gjorde, når han snittede i sine lærreder i stedet for som tidligere at forme krucifiks i keramik. Per Kirkeby må have stillet sig lignende spørgsmål, men vi får aldrig svar. Det er både troens og billedets mirakel. Se selv, mærk selv, fornemmer du sandheden, dybden af det sete og oplevede?
Inderligheden i maleriet findes måske i detaljen, den rent håndværksmæssige behandling af tværbjælken. Per Kirkeby elskede den marmorerede flade og deslige. Der var jo sten, der kunne males som rene tricks. Fup og fidus. Det holdbare kom til med hans murstensskulpturer. Værket fik tyngde, og han kunne ikke længere nøjes med at male kulisser, han måtte løse billet til landskabet og de ensomme hytter. Måske en parallel til troen også. At melde sig ind i traditionen og bruge erfaringsrummet fra ungdommens tvivl. Per Kirkeby havde engang i tidernes morgen erklæret sig som kommunist og ateist og forsøgte at undslå sig tolkninger af religiøs karakter, når det gjaldt billederne. Men vi kunne gerne have undt ham et par af de anekdoter, der fulgte efter hans bortgang.
Ved et foredrag om hans kunst hørte jeg følgende historie: En tilhører havde set et af hans malerier i gengivelse på en plakat stillet i en boghandel for religiøse udgivelser i Bredgade. Vedkommende havde reageret og gået ind i forretningen og spurgt, hvordan det kunne være, at en kunstner, der åbenlyst havde erklæret sig som ateist, kunne være vinduesudsmykning i bogladen.
”Jamen store kunstnere er ofte religiøse uden at vide det,” lød svaret med tilføjelsen ”det er jo helt tydeligt at se på billedet.”
Også forhenværende biskop Kjeld Holm, der forestod bisættelsen, nævnte i sin prædiken i kirken, at mødet med Kirkebys udsmykning af Sankt Mortens Kirke i Randers havde været et billedkunstnerisk vendepunkt uden oversættelsesmuligheder rent personligt: ”I mødet med værket forstod jeg for første gang, hvad skærtorsdag drejede sig om.”
En journalist spurgte mig i telefonen efter kunstnerens død, hvad maleriet sagde, når jeg sådan gik og talte med det, som jeg påstod. Netop det er vigtigt. At forstå det ordløse i billedkunsten. Det var Per Kirkebys indsigt.
Igen er det fællesrummet mellem kunst og tro, der sættes i spil. Man er aldrig alene i ånden, så længe der findes en Gud – eller kunst. Per Kirkeby var ikke meget for at være alene og søgte som familiemenneske tilflugt i kunsten. Sommetider til overmål. Når børn flytter hjemmefra, og familiemønsteret ændrer sig, i takt med at man bliver ældre, kommer nye trosspørgsmål til. Kirkeby lyttede til radioens morgenandagt i mange år efter 2000. Han malede sig vej ind i det univers, der til sidst er vores fælles destination. Og han nåede at give nogle smukke bud på både korsfæstelse og opstandelse, han flyttede sten fra graven for at forstå, hvad der foregik i ham selv og billedet. Og forstod, at der var nogen, der var gået forud.