Ellen Hillingsø: Trøsten er tilgængelig, hvis vi tør række ud efter troen

Det moderne menneske har svært ved at underlægge sig en gud, men vi længes alligevel efter et sted at lægge vores byrder, mener skuespilleren Ellen Hillingsø, der er aktuel med podcasten ”Er der en engel til stede?”

”Er der en engel til stede?” er navnet på Ellen Hillingsøs nye podcast om tro. Selv oplever hun indimellem ”en slags Guds budbringere, der kommer én til hjælp ud af det blå”.  – Foto: Leif Tuxen.
”Er der en engel til stede?” er navnet på Ellen Hillingsøs nye podcast om tro. Selv oplever hun indimellem ”en slags Guds budbringere, der kommer én til hjælp ud af det blå”. – Foto: Leif Tuxen.

Overalt i landet peger kirkespir op mod himlen, men mange danskere søger alligevel mening alle mulige andre steder.

”Det er en interessant ting, jeg har opdaget, mens jeg har lavet min podcast om tro. Kirken står klar med smukke rum og et velprøvet bud på livets mening, men alligevel er vi mange, der hellere vil gå til yoga eller mindfulness. Og hvorfor er det egentlig sådan?”, hvisker skuespilleren Ellen Hillingsø, mens vi følges op ad kirkegulvet i Københavns domkirke, Vor Frue Kirke, hvor Thorvaldsens Kristusfigur tager imod alle med åbne arme ved alteret.

”Man forstår virkelig, hvorfor den skulptur er så berømt,” siger hun og nikker op mod Jesus, der ligner en kærlig far, som står parat til at løfte sine børn op.

”Det er sådan, man kan forestille sig, at faderen i lignelsen om den fortabte søn må have stået klar til at omfavne sin søn, der endelig havde forstået, at han ikke kunne alting selv. Men det er jo det, vi moderne mennesker har så svært ved. Jeg tror, at vi føler, at vi skal bære meget på vores skuldre i dag, hvor vi har dræbt Gud og derfor overtaget ansvaret for vores egen lykke. Vi vil klare alting selv. Men det er tungt at være menneske i en tid, hvor man helst skal have hele kontrollen over sit liv, der også helst skal være perfekt. Med perfekt job, perfekt partner, perfekt hus og perfekte børn. Det er jo et kæmpe pres, vi lægger på os selv, og jeg tror, at mange mennesker dybest set længes efter at give slip på det ansvar og lægge det i hænderne på nogen eller noget, der er større end dem selv,” siger Ellen Hillingsø, som fra i dag er aktuel med samtalepodcasten ”Er der en engel til stede?”, der består af otte samtaler om tro, som kan findes på Gyldendals hjemmeside.

Herinde i domkirken er der faktisk mindst en engel til stede. For døbefonten er udformet som en engel, der holder det hellige vand. Men det er altså Jesus, man først lægger mærke til.

”Kommer til mig”, står der under Thorvaldsens ikoniske Kristus-figur. Inskriptionen er – i en ældre oversættelse – et citatstykke fra Mattæus-evangeliet, hvor Jesus netop tilbyder mennesker at lægge deres byrder hos ham: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt. 11,28). Og hæver man blikket lidt i Vor Frue Kirke, vil man opdage, at Jesus vitterligt kan bære meget, for på en frise over den berømte skulptur bærer Jesus sit eget tunge kors for hele menneskeheden.

”Det kunne have været en frise fra Triumfbuen. For det ligner jo lidt en krigsscene,” siger generaldatteren Ellen Hillingsø, som selv er vokset op med aftenbøn og sjældne, men dog naturlige, besøg i kirken.

Som voksen har hun også været en relativ sjælden gæst i kirken. Men nu har hun fået lyst til at komme mere i kirke, efter hun har lavet sine otte samtaler om tro for Gyldendal.

”Jeg skal simpelthen ud og shoppe lidt,” siger hun og griner, inden hun tilføjer:

”Det gælder jo om at finde de gode forkyndere, og dem er der heldigvis mange af. Michael Brautsch (sognepræst i Frederiksberg Kirke, red.), som jeg har med i podcasten, vil jeg for eksempel gerne høre. Men der skal være noget på spil for præsten, når han eller hun holder sin prædiken. Det er jo ligesom i mit eget fag, når man stiller sig frem som skuespiller og bliver nødt til at give noget af sig selv, hvis det skal kunne mærkes af andre. Det skal koste noget,” siger hun, da vi har sat os under prædikestolen, hvor kirkebænkene er bløde og modsatrettede hinanden som i en luksuskaret for det bedre borgerskab, dengang H.C. Andersen og Søren Kierkegaard også gik til alters herinde.

”Der er sket meget siden dengang, men det er jo de samme grundlæggende eksistentielle spørgsmål, vi har. Og det har været en åndelig rejse for mig selv at lave de otte samtaler om tro. Det er netop blevet meget eksistentielle samtaler, der handler om, hvorfor vi er til, og hvorfor vi tror, som vi gør. Jeg blev nok selv udvalgt til opgaven, fordi jeg selv har udtalt mig meget om tro og kristendom. Men jeg er ikke færdig med at søge. Jeg har et nysgerrigt forhold til tro og folks tros-oplevelser. Men jeg er stadig det, jeg vil kalde en kulturkristen, og jeg synes selv, at det er interessant, hvorfor jeg ikke er en erklæret kristen, men er ramt af samme blufærdigheder som mange andre danskere, der gør, at jeg sommetider hellere har villet høre på min yogalærer end en folkekirkepræst.”

Kirkerummet er ikke kun bygget for at få os til at føle os små, men også for at få os til at føle os som en del af noget større, mener skuespilleren Ellen Hillingsø, der her ses i Københavns domkirke og nu er aktuel med podcasten ”Er der en engel til stede?”. – Foto: Leif Tuxen.
Kirkerummet er ikke kun bygget for at få os til at føle os små, men også for at få os til at føle os som en del af noget større, mener skuespilleren Ellen Hillingsø, der her ses i Københavns domkirke og nu er aktuel med podcasten ”Er der en engel til stede?”. – Foto: Leif Tuxen.

Er du også blufærdig over for at få religiøse oplevelser?

”Jeg ville da elske, hvis Jesus sprang frem midt i Irma, mens jeg gik der. Det ville da være fantastisk, men det er jo meget få beskåret, og ud af de otte, jeg har talt med, er journalisten Charlotte Rørth den eneste, der har haft sådan en oplevelse, mens astrofysikeren Anja C. Andersen sagde, at det på en måde også ville være forfærdeligt, hvis man fandt Gud. For så ville forskerne jo bare begynde at måle og teste på ham. Men det, der slog mig, da jeg lavede samtalerne, var, hvordan alle griber ud efter det, der er større end os, i fortvivlelsens øjeblik. Og jeg har indtryk af, at rigtig mange mennesker har spirituelle oplevelser. Måske har jeg selv haft det. Jeg har i hvert fald flere gange haft fornemmelsen af, at der var en, der passede på mig. Jeg husker helt banalt en gang, jeg gik hjem sent om aftenen, og pludselig følte, at jeg skulle bremse op. Da jeg så ned, lå der en kæde, som jeg ikke havde set i mørket, men hvis jeg var gået ind i den kæde, havde jeg sikkert brækket både tænder, kæbe og næse. Men det var der nok en, der syntes, at jeg skulle undgå,” siger hun og smiler forundret.

”Man bruger jo tit udtrykket: ’Er der en voksen til stede?’ Men hvad nu, hvis der var en engel til stede? Er der det, når vi i kunsten oplever store ting? Er der det, når vi i vores mørkeste timer vender os mod noget større? Er det en engel, der gør, at vi pludselig husker at søge ind i os selv? Var det en engel, der skabte Big Bang?”

Tror du selv på engle?

”Ja, det gør jeg faktisk. Engang imellem oplever man jo også en slags Guds budbringere, der kommer en til hjælp ud af det blå. Jeg husker en anden lille banal oplevelse. Mine børn var små og var syge. Jeg havde været i sommerhus, og jeg havde glemt deres penicillin, som de skulle have. Jeg fik min bror, der er læge, til at lave en recept. Jeg skyndte mig hen på det nærmeste døgnapotek. Jeg skulle nå at optræde på teatret samme aften, men jeg havde syge børn på armen, som jeg skulle hjem og aflevere inden. Der var en kæmpe kø på apoteket. Men pludselig var der en, der afleverede et nummer til mig, så jeg kom langt frem i køen. Jeg vidste ikke, hvem den person var. Er det ikke en engel?”

Nogle fortæller jo også om møder med engle som et mere mystisk lys…

”Det har ikke været mig forundt, men jeg har haft nogle fantastiske kunstneriske oplevelser, hvor jeg tænkte, at den manifestation mellem mennesker på en eller anden måde var beåndet. Og i fortvivlelsens stunder, hvor jeg for eksempel har været ramt af sorg, har jeg også mærket en form for tilstedeværelse af Gud. Og jeg tror ikke, at det er helt tilfældigt, at man oplever det sådan, når man er afmægtig nok til at forstå, at man ikke kan klare alting selv. For den dybeste kerne i kristendommen er vel, at vi er elskede uanset hvad. Jeg elsker titlen på Peter Bastians sidste samtalebog ’Altid allerede elsket’. Det fandt han jo en dyb fred i at være, inden han døde. Han har også søgt mening alle mulige steder, men til sidst fandt han en hvile i at være elsket som Guds barn. Det synes jeg er meget smukt,” siger hun og kigger igen op mod Kristusfiguren bag sig.

”Ham dér er jo et billede på, hvordan vi aldrig skal gøre os fortjent til kærligheden. Men at kærligheden er at tage ansvar for hinanden og løfte hinandens byrder. Og det er vel essensen i det kristne budskab. Man kan sagtens affeje Paulus som en fascistoid mandschauvinist, men han skrev alligevel det smukkeste, der er sagt om kærlighed. Uden kærligheden er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Han skriver, at kærlighed er det største, der findes. Gud er kærlighed. Men vi må også blive kærlige over for hinanden. Og som han også meget smukt skriver, må man som voksen tænke som en voksen og tage ansvar for andre. Sådan synes jeg også, at Bibelen kan modne os, ligesom der i Prædikerens Bog står, at der er en tid til alting. Hvad skulle jeg for eksempel lave på et diskotek i dag. Den tid er forbi, men det er også fint nok. For der er netop en tid til alting.”

Er du så selv blevet bedre til at hvile i kærligheden?

”Sommetider tænker jeg også over, hvor meget vi egentlig forandrer os gennem livet. Jeg tror egentlig allerede, at jeg var god til det som barn. Jeg er selvfølgelig på en måde vokset op i en præsta-tionskultur. Min far er general, og det bliver man kun, hvis man præsterer. Men jeg voksede også op med, at der findes noget, der er større end os. Da jeg var lille, elskede jeg at kigge ud i verdensrummet og sige til mig selv, at verdensrummet er uendeligt. Det gav mig en følelse af at være lille, men alligevel trøstet. Sådan kan man også føle herinde i en kirke med højt til loftet. Vi sidder her og hvisker, fordi vi har respekt for det rum. Men det er ikke kun bygget for at få os til at føle os små, men også som en del af noget større,” siger hun og kigger op over Kristus-figuren, frisen med den korsbærende frelser og den hvide kuppelhvælving med smukke mønstre, inden hun tilføjer.

”Vi higer efter en form for trøst, og den er tilgængelig, hvis vi tør bryde gennem vores blufærdighed og række ud efter troen.”