Prøv avisen
Film

Troldmandens lærling

4 stjerner
Som lærer og elev yder J.K. Simmons og Miles Teller det ypperlige i jazzstudiet ”Whiplash”.

Den klassiske myte om, hvad det kræver at blive en stor kunstner iklædt jazzmusik, trommestikker og en solid portion melodrama

Scenerne mellem mesteren og hans lærling er gennemspillet i talrige romaner og film op igennem historien. Ofte med den udgang, at lærlingen bliver større end mesteren, ikke alene fordi han er i stand til at overtage hans færdigheder, men også fordi han psykisk overtrumfer og dermed udspiller den gamle mester. Med andre ord bliver han endnu mere selvisk og hensynsløs.

Det originale ved ”Whip-lash” er, at filmens scener udspiller i et miljø af jazzmusikere, hvor den forbandede maestro er orkesterleder, og hans lærling er trommeslager.

Filmens titel bliver derfor dobbelttydig. ”Whiplash” betyder piskesmæld, og der hentydes dermed både til dem, der falder mellem mester og lærling, og dem, der rammer trommeskind og bækkener med ubønhørlig splintrende energi og i filmens finale får karakter af masochistisk nydelse. Det er ikke ”Fifty Shades of Grey” der her, men en anderledes hårdtslående kunstnerisk praksis. Eller er det? Det vender jeg tilbage til.

”Whiplash” er som et kammerspil mellem kun to personer. Den ambitiøse 19-årige lærling Andrew Neiman (Miles Teller), der søger ind på det bedste jazzkonservatorium i New York for at realisere sin drøm om at blive elitetrommeslager. Over for ham står orkesterlederen, professor Terence Fletcher (J.K. Simmons), der plukker den udvalgte og sætter ham på prøve.

Fletcher er frygtet. Med god grund. Han presser sine elever helt ud til kanten af deres formåen - og i visse tilfælde ud over kanten og ned i afgrunden.

Filmen skildrer denne kamp mellem maestro og elev som et intenst psykologisk drama. Men den spidser også affæren til som et melodrama, hvor psykisk og fysisk vold, ja lemlæstelse, er en del af opdragelsen til at blive en virtuos musiker helt oppe på stikkerne.

Der er en del mytologisk (og amerikansk) arvegods i historien. Neiman ønsker ikke at blive en resigneret middelmådighed som sin omsorgsfulde og kærlige far (Paul Reiser). Og han ønsker heller ikke at forpligte sig i forhold til den søde pige (Melissa Benoist), som han dater. Neiman må ofte begge dele for at nå sine musikalske mål.

Hans egentlige far er jo Djævelen selv i skikkelse af Fletcher. Og hans hårdt tilkæmpede metier som jazztrommeslager lig med en forskrivelse til kunstens dæmoni. Den brutale og blødende bagside.

”Whiplash” er i den henseende en klassisk myte om vejen til den store kunst som et offer behæftet med betydelige afsavn og lidelser.

Instruktøren Damien Chazelle, der selv har en fortid som jazztrommeslager, fokuserer her på de dyrekøbte erfaringer med frygt, præstationsangst og ydmygelser, der følger med at blive en dygtig musiker. Og han stiller det berettigede spørgsmål om, hvorvidt det er de menneskelige omkostninger værd. Er de sublime øjeblikke af nydelse hos udøverne og deres publikum en sådan kompromisløshed værd?

Svaret står åbent i filmen. Den er inciterende og fascinerende et langt stykke ad vejen, ikke mindst fordi spillet mellem Miles Teller som Neiman og J.K. Simmons som Fletcher er så stærkt, ja sine steder næsten hypnotisk. J.K. Simmons er i sit livs rolle som Fletcher med de furede ansigtstræk og den skaldede isse.

Som Mefisto pisker han Neiman indtil det punkt, hvor eleven forvandler sig til hans eget udtrykte billede. Men karakteren holder ikke hele vejen. I instruktørens forsøg på at køre dramaet op bliver Fletchers psykopatiske træk for voldsomme, og filmen kammer flere gange over. Det understreges af en manieret klipning af de ellers præcise og dygtige kameraoptagelser.

Med fare for at få hele jazzmiljøet på nakken vil jeg også hævde, at der er for meget jazz i filmen. Den er for nørdet, simpelthen. I sin problemstilling forveksler instruktøren, Damien Chazelle, virtuositet og teknisk kunnen med kunst. Og det er jo dybest set ikke det, sand musikalitet og vidunderlige kunstneriske oplevelser handler om.

Tværtimod; det handler om at slå kontra på virtuositeten og erstatte den med følelse. For et par år siden faldt det danske jazzkritikermiljø i svime over, hvor meget bedre den danske trommeslager Søren Frost var end Rolling Stones-legenden Charlie Watts, da de to venner spillede sammen med DR Big Band. Men det er jo slet ikke det, der handler om. Det handler om swing.

Således også her i ”Whiplash”. Der er for meget pisk og for lidt swing i den film.

kultur@k.dk