Trubaduren på spanden

Kul, spande og stiger i Den Jyske Operas Verdi-opsætning

Sødmefyldte Lina Valantiejute var vokalt en fyldestgørende Leonora i Den Jyske Operas opførelse af Verdis Trubaduren
Sødmefyldte Lina Valantiejute var vokalt en fyldestgørende Leonora i Den Jyske Operas opførelse af Verdis Trubaduren. Foto: Den Jyske Opera.

Trubaduren er måske den mest omstridte af Verdis 27 operaer. Dens libretto anses for mere end almindelig kulørt, og nok er musikken præget af en herlig melodisk strøm og fylde, men næppe den mest dybsindige, komponisten har begået. Men på bundlinjen står, at Trubaduren er så sprængfyldt med ørehængere, at man uvægerligt lader sig rive med.

Men fordi handlingen med bål og brand og forbyttede børn er forvrøvlet, behøver man jo ikke lave en iscenesættelse, der ligefrem udkonkurrerer librettoen i urimeligheder.

Tag nu alle de spande, der fylder godt op i scenebilledet i første halvdel af operaen. Spande er praktiske i mere end én forstand. Korsangerne kan tæske muntert løs på dem, mens de synger. Det understreger ligesom rytmen. Og de kan anbringes på den runde sceneplade, så de danner et kors. Så har man det religiøse aspekt med. Desuden kan man hælde rød væske i dem og dermed understrege værkets blodige karakter. Endelig er det praktisk med spande i sådan en turnéforestilling. Spande kan stables.

Den berømte scene med sigøjnerkoret i anden akt er i Niki Turners scenografi henlagt til et (sindssyge)hospital. Masser af hvide kitler og en overlæge, der spankulerer omkring og minder om Ulf Pilgaard i en sketch i Cirkusrevyen. Og Azucena selv er havnet i rullestol. Den kommer hun dog hurtigt op af, for som sigøjner drager jeg uden rist eller ro omkring. Hvis hun ellers kan komme uden om de kuldynger, der fylder godt op på scenegulvet. De har sikkert noget med det skæbnesvangre bål at gøre. Måske er det kullet, man skal bruge spandene til?

I 3. og 4. akt har man dog opgivet dem. Nu er det stiger, der præger scenebilledet. De er også praktiske, for dem kan sangerne holde fast i eller klatre et par trin op i. I øvrigt må den røde tråd i instruktionen have været: Frem med fingeren! Både solister og korsangere peger fingre ad hinanden i ét væk. Manende eller truende: Bang, bang, jeg skyder dig!

Regien, der tangerer det dilettantiske, lader desværre sangerne i stikken, og det var i aftenens besætning især synd for de to bærende kvindelige sangere. Katja Lytting havde både en smuk dybde og en vokal styrke til at være en autentisk Azucena, mens sødmefyldte Lina Valantiejute vokalt var en fyldestgørende Leonora, men hvorfor var hun iført et kostume, Ellen Skjern ville have båret med stolthed i Matador? Hvor var vi egentlig henne tidsmæssigt?

I titelrollen begyndte Josep Fadó lovende, men fik problemer, efterhånden som forestillingen skred frem, og hans hulketenor skød nogle flere forbiere. Robert Hyman var tålelig, men harmløs som grev Luna. Manglen på en overordnet idé trods alle løse påfund gør det naturligvis ikke lettere at være sanger. Et par af dem holdt niveauet, og man forlod da FrederiksborgCentret i Hillerød brummende Verdis mageløse musik, som aftenens dirigent, Giordano Bellincampi, med glødende ildhu og intenst mimende havde styret os igennem. Han hiver lige akkurat denne anmeldelses tredje stjerne hjem.

kultur@k.dk

Verdi: Trubaduren, Den Jyske Opera med vekslende sangere, dirigent: Giordano Bellincampi. Spiller i november i København, Vejle, Odense, Aarhus, Herning, Randers og Aalborg.