Lige så stor begejstringen var ved Donald Trumps indsættelse som præsident i 2016, lige så voldsom var vreden.
Det sidste har lige siden udmøntet sig i alt fra faktuelt baseret kritik til blindt raseri, men også i den særlige disciplin, der befinder sig et sted midt imellem, nemlig satiren.
Trump er således blevet latterliggjort og udstillet i tegninger og tekster og er med sit gule hår og ansigt, med sine anklager om ”fake news” og eget sideløbende storforbrug af løgne, et let offer. Han er dog også så ekstrem en præsident, at satiren har svært ved at overgå ham, og de to forhold – den lidt for oplagte karikatur og den vilde virkelighed – er også nogle af de problemer, Dave Eggers løber ind i med kortromanen ”Kaptajnen og Æren”.
Her er hovedkarakteren en uduelig, løgnagtig, overfladisk, misogyn, pædofil og super-narcissistisk mand med ”en gul fjer i håret”, der bor på det gode skib ”Æren”, hvor folk fra alle lag – pædagoger, kokke, pedeller, kunstmalere – bor og arbejder.
Men da den aldrende kaptajn går på pension, opstår et ønske om forandring. Væk fra det ophøjede og fornuftsbaserede, og manden med den gule fjer, ”der siger lige, hvad der falder ham ind”, virker derfor oplagt som ny kaptajn.
De får, hvad de ønsker sig, og noget af det første, den nye kaptajn gør, er at smide skibsmanualen samt alle bøger om søfart i havet og indsætte sine anløbne venner på vigtige poster. Og når han gider, skriver han korte, hadefulde og dårligt formulerede tekster på tavlen i kantinen, hvor alle kommer. Som: ”Ca. halvdelen af folk på skibet = røvhuller”.
Senere nøjes han ikke med at skrive grimt, men begynder, med rådgivning fra en stemme i aftrækskanalen, at smide folk over bord. Men da et andet skib dukker op, ranker han ryggen. Kaptajnen derovre er ikke bare pirat, men tager sig også uhyre maskulin ud til hest og i bar overkrop.
Det er naturligvis Vladimir Putin, der ligesom alle andre i bogen er løftet fra virkeligheden.
Steve Bannon, Kim Jong-un, Ivanka Trump, de er der allesammen, og andre i galleriet har navne som Langefinger, Vælte-Pete, Manafort-Paul og ”et pjok ved navn Cohen-Michael”.
”Kaptajnen og Æren” kunne have fungeret fint som novelle, som et opslag i en søndagsavis på den amerikanske øst- eller vestkyst, men selvom romanen kun er på 116 små sider – inklusive Nathaniel Richs rigtig gode illustrationer – føles den for lang. Som en ondsindet morsomhed, der trækker ud, og at Eggers, der har skrevet stærke romaner som ”The Circle” og ”Et hjertegribende værk af overvældende genialitet”, har valgt at udgive romanen, der nok er velskrevet og gennemført i sin Amerika-som-skib-metaforik, men intet nyt lægger til den demokratiske forestilling om Trump eller trumpisme, ja, det er svært at forstå.
Men mon ikke det handler om had? At Eggers simpelthen ikke kan udstå Trump og alt, hvad han står for? Den slags kan der godt komme stor kunst ud af. Som George Orwells ”Kammerat Napoleon” fra 1945, der syder af væmmelse ved Josef Stalin og Sovjetunionens totalitarisme. Men hos Eggers løfter satiren sig ikke til kunst, og selvom ”Kaptajnen og Æren” i dén grad er en bog til tiden, byder den ikke på indsigt eller nuancer. Og er på den måde selv det, den kritiserer så insisterende.