Da 10 tidligere amerikanske forsvarsministre i en kronik i Washington Post den 3. januar indtrængende bad præsident Donald Trump og hans støtter om at acceptere valgnederlaget og undlade at misbruge militæret i et forsøg på at fastholde magten, gøs mange ved tanken.
Endnu mere kunne man gyse ved tanken om, at nogen overhovedet kunne få tanken – kun én gang tidligere i USA’s lange historie har magtoverdragelsen været præget af vold. Det var, da valget af Abraham Lincoln som præsident i 1860 førte til splittelse af Den Amerikanske Union: Resultatet var fire års borgerkrig.
Og som om dét ikke var gysende nok, kunne man hæfte sig ved datoen for kronikken, for som de siger i USA: Timing is everything . Den 3. januar var i år helligtrekongerssøndag, den dag, hvor kirken fejrer, at en lille flok vise mænd nåede frem til en ganske særlig familie i Betlehem. Opmuntret af kong Herodes var vismændene taget fra Jerusalem ud til landsbyen for at finde en nyfødt kongesøn, men den siddende konges egentlige plan var ikke tilbedelse, sådan som han havde bebudet. Den var at skaffe sig af med tronprætendenten, så Herodes satte militæret ind og orkestrerede et barnemord, der kostede alle smådrenge i Betlehem og omegn livet.
Ikke kun den amerikanske historie og bibelhistorien rummer eksempler på, hvad der sker, når magtfulde mænd mærker tøjlerne glide ud af hænderne. Også kulturhistorien har blik for reaktionsmønstrene, når magtens dødskramper sætter ind. Og ingen ser det bedre end Shakespeare. Hos ham udrulles det ene voldsomme magtdrama efter det andet, som regel fyldt med intriger, svigt, vendekåberi, trusler – og død.
Da Det Kongelige Teater i 2009 satte ”Richard III” op, illustrerede scenografien hvordan. Klaustrofobisk var scenen indrammet af en stor sort væg, hvorpå navnene på alle stykkets figurer var skrevet med kridt. Efterhånden som intrigerne tog til og magtkampene intensiveredes, døde den ene efter den anden. Hver gang blev endnu et navn streget over, og tilskueren sad til sidst tilbage med en komplet tabsliste.
Både på vejen til embedet og i sine fire år på præsidentposten har Donald Trump på samme måde adskillige mennesker på samvittigheden. Ingen er døde, men antallet af afskedigelser er rekordlang og passer perfekt til Trumps fortid som vært på et realityshow, hvor han smed deltagerne ud med bemærkningen ”You’re fired!”
Det er da også ”Richard III”, der er den mest oplagte at sammenligne Trump med, hvis man spørger Danmarks bedste kender af Shakespeare, Niels Brunse. Han har oversat alle den engelske mesters 37 skuespil og har dermed lagt danske ord i munden på alt fra smægtende romantikere over snurrige hofnarre til magtforblændede tyranner.
”Hos Shakespeare er Richard III superskurken over dem alle, og han er præcis lige så skruppelløs som Trump. Men hvor Richard III kunne køre det hele på hofintriger og betroede folks hjælp, har Trump spillet på sin folkelige appel – den kan man ikke påstå, at den engelske konge havde. Men selve tankegangen er hos dem begge fuldstændig machiavellisk: Lederen har ret til alt – og ret i alt.”
Ifølge historikere var den virkelige Richard III (1452-1485) en udmærket konge, der kom voldsomt af dage. Det sidste blev bekræftet, da man i 2012 fandt hans lig under en parkeringsplads i Leicester, og arkæologer kunne afsløre, at han var død efter øksehug i hovedet og var blevet efterladt med en kniv i bagdelen.
”Men også ’Coriolanus’ er oplagt,” siger Niels Brunse og peger på et af Shakespeares romerske dramaer, hvor en stærk militærmand med en umådelig arrogance prøver at få magten, rager uklar med Rom og går over til fjenden, rede til at angribe, plyndre og nedbrænde sin hjemby. Omtrent som Donald Trump har skiftet sit partimedlemskab mellem Demokraterne og Republikanerne efter vindretningen. Hos Shakespeare ender det med, at Coriolanus bliver myrdet af dem, han havde lovet at tjene, men som type er han Trump op af dage, mener Niels Brunse.
”Hos Coriolanus er der meget af den stejlhed og mangel på forståelse af, hvad man står i, som vi ser hos Trump i disse dage.”
Man behøver nu ikke spole 400 år tilbage for at finde kulturhistoriske fremstillinger af magtfulde mænd, der minder om Donald Trump. Den tyske storfilm ”Der Untergang” (2004) fortæller om de sidste 12 dage i Hitlers liv, hvor han sidder i en bunker med resterne af sine støtter, der falder fra, mens diktatoren får stadig voldsommere raserianfald.
”Den film er så oplagt at nævne,” siger Peter Schepelern, lektor emeritus i filmvidenskab.
”Man skal ganske vist være varsom med at trække Hitler-kortet, for Trump har ikke et holocaust på samvittigheden, men der er mange paralleller. Hitler blev valgt på dolkestødslegenden, altså myten om, at Tyskland egentlig ikke havde tabt Første Verdenskrig, men var blevet dolket i ryggen af jøder og andre forrædere. På samme måde køber mere end tre fjerdedele af de 74 millioner mennesker, der stemte på Trump, hans argument om valgsvindel. Derudover har Trump fra begyndelsen opført sig fascistisk eller i hvert fald diktatoragtigt – sagt, at det vil jeg ikke, det sløjfer vi, det gælder ikke længere.”
Sammenligningen gælder også virkelighedsfornægtelsen.
”I ’Der Untergang’ er Hitler en slags Komiske Ali, der tror, at han stadig kan gøre alt muligt, selvom omgivelserne ved, at det er for sent. Så føler han sig svigtet og kalder dem forrædere. Nogle af dem bliver skudt. Alt det her med Trump ligner Hitler i bunkeren, det ligner Saddam Hussein i jordhulen. Efter de seneste begivenheder må vi sige, at så langt er vi ikke kommet. Endnu. Så et statskup synes afværget – hvis vi kan stole på, hvad han siger.”
Også en ældre filmklassiker falder i øjnene, mener Peter Schepelern, der allerede i 2017 i en artikel sammenlignede Donald Trump med hovedpersonen i ”Citizen Kane” (1941). Her iscenesætter bladmagnaten Charles Foster Kane sig som en self made man og har den samme sans for manipulation og lige så høje tanker om sig selv som Donald Trump synes at have. Begge har de en sjette sans for, hvad der virker i moderne medier, begge ser sig som en mand af folket over for en sammentømret elite, begge har et dubiøst forhold til kvinder. Men med sin type peger Trump også på den russisk-amerikanske forfatter Ayn Rand (1905-1982), der i romaner som ”Fountainhead” (1943) og ”Atlas Shrugged” (1957) fokuserede på det store individ, der kom brasende ind på scenen, tog for sig af kvinderne og tillod sig det meste, forklarer Peter Schepelern.
”Hun har stadig et stort publikum, der finder det fascinerende med hendes tanke om den stærkeres ret. Det er sådan en nitzscheansk forståelse, hvor det store menneske får verden til at køre, mens resten kan feje fortove, så han kan komme frem. I det her lidt anløbne univers passer Trump næsten for godt ind.”
Med mindre end 10 dage til indsættelsen af Joe Biden som USA’s 46. præsident er Donald Trumps dage talte. Men hvordan i alverden kommer man videre herfra?
”Jeg kan ikke se, at noget som helst kan lade sig gøre uden en tilnærmelse hen over midten,” siger Niels Brunse og fortæller om den løsning, Shakespeare gengiver i slutningen af ”Richard III”, efter tyrannens død. Hidtil har enhver været tvunget til at tilkendegive sit tilhørsforhold til de to rivaliserende slægter, Lancaster og York, med henholdsvis en rød og en hvid rose.
”Men så kommer frelseren i skikkelse af jarlen af Richmond, der bliver Henrik VII. Han gifter sig ind i huset York og vælger som sit mærke en kombination af den hvide og den røde rose – en blomst, der ikke findes botanisk, men i dag kendes som The Tudor Rose. Så selvom vi ikke kan forvente idel forbrødring i USA, bliver parterne nødt til at arbejde sammen. Joe Biden og den republikanske leder af Senatet, Mitch McConnell, finder hinanden meget godt, men om de kan beslutte noget sammen, må vi vente og se. Der står stadig en bagdør til kaos åben.”