Prøv avisen
Bogen i tiden

Trump-kritisk bog i kamp om troværdighed

Bogen ”Fire and Fury”, der skildrer Trump som en egocentreret politisk novice, har skabt debat i både USA og Danmark. – Foto: Matt Rourke/AP/ritzau

Udgivelsen af ”Fire and Fury” blev fremrykket i USA, hvor bogen straks lagde sig som nummer et på bestsellerlisten, og herhjemme melder internetboghandlen Saxo om et ekstraordinært stort forhåndssalg. Men skyldes det selve bogen om USA’s præsident Trump eller snarere hans egen reaktion på den?

Allerede efter en uge på markedet har den trukket store overskrifter i alverdens medier på grund af sit indhold og forfatterens metode – men måske mest på grund af hovedpersonens reaktion på bogen, der har fået bålet til at blusse næsten hysterisk op.

Det er naturligvis ”Fire and Fury. Inside the Trump White House” (Bål og brand. Inde i Trumps Det Hvide Hus) af den amerikanske journalist Michael Wolff, det skal handle om – en bog, som Det Hvide Hus har kaldt for ”smudsig tabloid-fiktion” og forsøgt at standse med trusler om sagsanlæg og fogedforbud.

De har både fascineret og forarget, påstandene om, at Donald Trumps ældste søn er landsforræder, at han selv ikke ønskede at blive præsident – og at Melania græd på valgnatten, fordi han blev det. Som Sidsel Nyholm rapporterede fra USA i Kristeligt Dagblad forleden, så ”skildrer bogen Trump som en uklog og uforberedt politisk novice, der står i spidsen for en dysfunktionel regering og primært er optaget af at pleje sit eget ego”.

I et tweet i forbindelse med udgivelsen skrev Donald Trump: ”Michael Wolff er en total taber, der har opfundet historier for at sælge sin kedelige og usandfærdige bog.” Og diskussionen om troværdighed og fake news har bølget frem og tilbage lige siden. Kan man stole på præsidentens udsagn? Og på forfatterens?

Som Martin Burcharth skriver i sin anmeldelse i Information, er Michael Wolffs bog tydeligvis et partsindlæg – ”der er derfor god grund til at tage visse ting i denne bog med et gran salt” – men han hæfter sig ved, at så få af de citerede personer har valgt at dementere deres udtalelser, og konkluderer: ”Hvis bare halvdelen af denne udlægning stemmer overens med virkeligheden, er USA og verden virkelig på spanden.”

Mads Fuglede er mindre foruroliget i Berlingske. Han kalder bogen en ”guldgrube af detaljer om livet i og omkring Det Hvide Hus” – hvis man vel at mærke finder det interessant, at Ivanka Trump angiveligt har gjort grin med sin fars frisure, eller at Donald Trump går i seng ved 18.30-tiden, mens han spiser aftensmad og ser tv på tre skærme. Men ellers ikke rigtig. Som han skriver: ”Måske er Trump bare sær. Efter at have læst Wolff er man ikke blevet rigtigt klogere på, hvem Trump egentlig er. Præsidenten forbliver sin egen karikatur gennem samtlige flere end 300 sider.”

Den mest interessante del er for ham den, der handler om, hvordan Trump har organiseret – eller snarere ikke organiseret – Det Hvide Hus, som han ifølge bogen hverken regnede med eller ønskede, at han skulle flytte ind i. ”Hvis alt, hvad Wolff beskriver i denne del af ’Fire and Fury’, står til troende, er den amerikanske centralmagt udsat for en type ledelse, vi ikke har set før. Det er en skam, at forfatteren underminerer sin troværdighed ved samtidig at agere mikrofonholder for de mange personangreb.”

Også Philip Chr. Ulrich på kongressen.com, der dækker amerikansk politik, er skeptisk og opfordrer til en kildekritisk læsning af en bog, som han ikke mener bidrager ”med nogen nye problemstillinger, som vi ikke allerede var opmærksomme på. Det er ikke den tunge politiske analyse, men til gengæld en overflod af tabloide fremstillinger af livet i Det Hvide Hus.”

Heller ikke Kristeligt Dagblads Michael Bach Henriksen mener, at bogen gør os meget klogere på Trump. Han giver tre stjerner og skriver, at den blot bekræfter og ikke nuancerer den gængse opfattelse af præsidenten, og at forfatteren gør sig sårbar ved sin flittige brug af unavngivne kilder, men underkende den kan man ikke, konkluderer han: ”’Fire and Fury’ vil helt sikkert indgå på historikernes kildeliste, når fremtidens vurderinger af Trumps fire – eller otte – år ved magten skal vurderes. Men ukontroversiel er den ikke, objektiv er den slet ikke, og den får næppe hverken venner eller fjender til at skifte holdning til Trump. Men nu kan vi i hvert fald ikke sige, at vi ikke vidste, hvad der (nok) foregik i Det Hvide Hus under Donald Trumps første år ved magten.”

De amerikanske medier er om muligt hårdere ved forfatter Michael Wolff end de danske. Wall Street Journal, der som Berlingske ligger til højre i det politiske spektrum, giver heller ikke meget for Michael Wolffs troværdighed, og avisens anmeldelse ligner det karaktermord på ham, som hans egen bog er på USA’s præsident.

Her skriver Barton Swain nemlig, at det var en idiotisk beslutning at lade Michael Wolff, som er kendt for at være skødesløs, sjusket og jagte sensationen, følge livet i Det Hvide Hus. ”Hvis Mr. Wolff havde påtaget sig at fortælle os, hvad der skete, og ikke blot servere sin egen smarte fortolkning af det, så ville han måske have følt sig knap så fristet til at gentage hver eneste usømmelighed, som han kunne trække ud af personalet i Det Hvide Hus. Men så ville han ikke være blevet rig.”

Også Jonathan Martin påpeger problemet omkring troværdighed i sin anmeldelse i New York Times: ”Wolff er også upålidelig, når det kommer til, om han var til stede ved nogle af de samtaler, han gengiver, eller om han blot gengiver en version fra dem, der var.” Dog kalder han bogen ”unægtelig underholdende” og medgiver, at Wolff er stærk, når han skriver om Trumps usikkerhed og ambitioner og ikke mindst om hans omgang med pressen – men svag, når det gælder skildringen af det mere politiske spil.

I ”Bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig, aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.