I denne uge lancerede DR sit nye, store kulturmagasin. Det har været længe ventet, for et af de tilbagevendende kritikpunkter af DR har været, at ”Danmarks største kulturinstitution” behandler netop kulturstoffet noget stedmoderligt.
Men nu gør man noget ved det med ”Gejst”, som programmet med journalisten Louise Wolff som vært hedder.
Om kritikken så forstummer, er højst tvivlsomt. ”Gejst” er bedre end ingenting, men slet ikke den lange ventetid værd, gennemsyret som det er af middelmådighed og lave ambitioner på seernes vegne. Enhver, der følger avisernes kultursider blot kursorisk, vil føle sig talt ned til.
Til premieren havde man valgt at bruge al tiden på at følge skuespiller Søren Malling under nogle optagelser i Irland til en kommende krimi-serie på streamingtjenesten Viaplay. Vi så nogle triste kulisser, der skulle illudere boreplatform, og ukendte skuespillere fra en masse lande, der blev sminket og kastede sig lidt rundt i noget støv, mens de skændtes om, hvem morderen er. Søren Malling var fuldkommen uden den gejst, som programtitlen ellers lover, og sagde befriende ærligt, at han kun gad fryse i den kedelige hal under en uentusiastisk svensk instruktør for at tjene nogle flere penge og måske blive opdaget til en endnu større international produktion.
I fraværet af gode billeder og en bare nogenlunde interessant historie havde man indkaldt to glade drenge, der blev præsenteret som eksperter i tv-serier. Gejst besad de rigtignok, men deres ekspertudsagn hævede sig aldrig over almindeligheder. Det mest vovede udsagn var noget med, at tv-serier nu om dage er som fortidens store romaner. På intet tidspunkt viste Louise Wolff tegn på, at hun ved noget om kultur. Glad og gerne viste hun rundt i den irske fabrikshal, men det kunne lige så godt være et program om sport eller finansnyt, hun bestyrede. Bortset fra, at sportskommentatorer og erhversjournalister som regel ved noget om det, de taler om. Hvorfor kultur af alle områder skal være undtaget fra at formidles af mennesker, der ved noget, og ikke bare ”føler” eller ”synes”, er til stadighed en gåde. For DR er kultur åbenbart stadigvæk noget med følelser og gejst, trygt tidsfordriv i omegnen af laveste fællesnævner.
Til DR’s forsvar må man sige, at kombinationen krimi + Viaplay + glad kvindelig journalist ikke ligefrem signalerer Wegner-stol-baseret Jørgen Thorgaard’sk enetale om ny Shakespeare-oversættelse, så i den forstand melder man da klart ud, hvad et kulturprogram skal være. Men mon de friske 20-årige, man så gerne vil have i tale, får set ”Gejst”? Næppe. Alle andre kulturinteresserede mangler stadig et kulturprogram, der tager dem og kulturen alvorligt på DR.