Gennem 26 år flød brevene i en lind strøm mellem den amerikanskfødte britiske forfatter T.S. Eliot og hans muse, dramalæreren Emily Hale, i Massachusetts i USA.
I alt har 1131 af hans breve til hende fra 1930 til 1956 overlevet, og hun donerede dem alle til det amerikanske universitet Princeton, hvor de har været gemt væk under klausulen, at de først måtte åbnes 50 år efter hendes død.
De to mødte første gang hinanden, da han gik på Harvard Universitet i 1912, og selvom der var kærlighed i luften, så forblev Emily Hale blot den mystiske muse, som inspirerede digteren og forfatteren.
Eksperter udi hans forfatterskab står ikke overraskende klar til at dykke ned i de mange breve. Eliot-eksperten Tony Cuda fra University of North Carolina, der ligeledes leder en årlig sommerskole i London dedikeret til T.S. Eliot, siger til avisen The Guardian, at brevene ikke alene afdækker en hidtil skjult kærlighedshistorie i T.S. Eliots liv, men også giver et indblik i litterær modernisme.
”Brevene viser manglende brikker i hans karriere og er med sikkerhed den mest markante indsigt, vi har fået om en ledende poet fra det 20. århundrede,” siger han.
T.S. Eliot har erklæret, at de to aldrig havde et seksuelt forhold – og selv de mange breve undsagde han i et posthumt brev, som han pålagde sine litterære bobestyrere at udsende, når Princeton frigav hans breve.
”Jeg kom til at indse, at min kærlighed til Emily var et spøgelses kærlighed til et andet spøgelse, og at de breve, jeg skrev, var breve fra en hallucinerende mand,” skrev T.S. Eliot således i brevet, hvor han gør det klart, at han ikke selv ønskede de mange breve frigivet, og at han selv destruerede alle de breve, han modtog fra Emily Hale.
Ifølge poesidirektør Matthew Hollis fra forlaget Faber, som udgav Eliots værker, viser det brev, hvad forfatteren følte om, at alle skulle kunne læse hans private breve.
”Jeg tænkte, at det var et brev fra en mand i pine, som var såret og tydeligvis følte, at hans privatliv var blevet invaderet, og at han var vred over den invasion. Hans reaktion er skarp og bidende,” siger Matthew Hollis til BBC.
Omvendt fremhæver kommentatoren og forfatteren Jenny McCartney i avisen The Sunday Times, at der er noget særligt over breve, som vi i internetgenerationen vil miste.
”Det, Princeton-brevene afslører, ud over den konstante uberegnelighed i det menneskelige hjerte, er, hvor meget klimaet i det litterære liv har ændret sig. Kunsten at skrive breve fordamper – og i særdeleshed kærlighedsbreve, hvor kraftfulde følelser blev bevaret for eftertiden, medmindre nogen brændte dem,” skriver Jenny McCartney.
T.S. Eliot giftede sig i 1915 med Vivienne Haigh-Wood. Ægteskabet var ulykkeligt, og hun var indlagt flere gange med psykiske problemer, og hun døde i 1947.
I 1957 giftede den 68-årige forfatter sig med den 38 år yngre Esme Valerie Fletcher, som efter hans død i 1965 nidkært vogtede over hans litterære arv, til hun selv døde i 2012.
T.S. Eliot var opvokset i den unitariske kirke, men konverterede i 1927 til den anglikanske kirke, hvor han bekendte sig til den såkaldte anglo-katolske fløj, som har højmesser i fuld ornat og med røgelse.
Han sagde selv senere i livet, at han havde ”et katolsk tankesæt, arven fra calvinisterne og et puritansk temperament”.