Tue Biering går planken ud i sjældent blodigt Shakespeare-maraton om magtkrig til alle tider

"Det europæiske slagtehus" er både et teater-enfant terrible og et Shakespearesk blodbad. Men er idéen dyb nok til at bære den timelange bersærkergang?

"Rod" er måske det mest rammende ord at bruge for at beskrive forestillingen "Det europæiske slagtehus" på Odense Teater, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. Ikke desto mindre veksler de 14 skuespillere på imponerende vis ind og ud af hoved- og biroller med en organisk elegance og et mesterligt sammenspil.
"Rod" er måske det mest rammende ord at bruge for at beskrive forestillingen "Det europæiske slagtehus" på Odense Teater, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. Ikke desto mindre veksler de 14 skuespillere på imponerende vis ind og ud af hoved- og biroller med en organisk elegance og et mesterligt sammenspil. Foto: Emilia Therese.

Fem timer og et kvarter. Så lang tid tager det at fortælle Europas blodige historie gennem otte af Shakespeares kongedramaer i tiden før og under Rosekrigene (1455-1487) fra Richard II over Henry IV – VI og sluttende med Richard III – i hvert fald på Odense Teater, hvor spandevis af blodrød maling, kaskader af slagmarkmudder, silende regn, børn, dyr og et 14-mandsensemble plus statister binder den enorme teater-montage sammen.  

”Det her bliver noget værre rod” advarer de i begyndelsen. Og "rod" er måske det mest rammende ord om "Det europæiske slagtehus" – og om Tue Bierings æstetik i det hele taget. Her er ingen imposante borge, ingen hermelinskåber eller renæssancekjoler. Alt er grimt og snavset, ituslået og sølet til som på slagmarken – og som i magtens korridorer lige under de civiliserede facader i øvrigt. Simpelt, men effektfuldt.