Fem timer og et kvarter. Så lang tid tager det at fortælle Europas blodige historie gennem otte af Shakespeares kongedramaer i tiden før og under Rosekrigene (1455-1487) fra Richard II over Henry IV – VI og sluttende med Richard III – i hvert fald på Odense Teater, hvor spandevis af blodrød maling, kaskader af slagmarkmudder, silende regn, børn, dyr og et 14-mandsensemble plus statister binder den enorme teater-montage sammen.
”Det her bliver noget værre rod” advarer de i begyndelsen. Og "rod" er måske det mest rammende ord om "Det europæiske slagtehus" – og om Tue Bierings æstetik i det hele taget. Her er ingen imposante borge, ingen hermelinskåber eller renæssancekjoler. Alt er grimt og snavset, ituslået og sølet til som på slagmarken – og som i magtens korridorer lige under de civiliserede facader i øvrigt. Simpelt, men effektfuldt.
I løbet af forestillingens fem stive timer skifter magten hænder et utal af gange, scenografien bygges op og brydes ned, bygges op og brydes ned, mens voldskaosset tonser løs i ruinerne. Det er magtmaskineriets kværnende ubønhørlighed. Intet har tilsyneladende ændret sig siden middelalderens mørke raven rundt på den tomme scene, som er stykkets åbningsbillede, og til nu, hvor referencer til både Ukrainekrig og til stormen på kongressen i Washington D.C. runder blodbadet af.
At magten korrumperer er forestillingens bærende budskab og vel ikke det mest originale af slagsen. I det hele taget savner man lidt af Bierings vanlige idérigdom og farligere valg, der tidligere har givet os storværker som "Rocky" og "My Deer Hunter". Går der ikke lovlig meget "greatest hits fra bagkataloget" i denne shakespeareske stadionkoncert? Metatemaet kender vi i hvert fald. Den tyske tradition for Verfremdung og for hele tiden at pege på fiktionen.
Scenearbejderne er til stede og synlige, når de rykker rundt på stilladser og sænker vægge ned fra loftet. Scenen er en scene, ligesom verden jo er det, som Shakespeare skrev. Skiftende imperier papirtynde kulisser, det næste styre må slå i stykker.
Også spillerne bidrager til dekonstruktionen. Når der løbende filmes på mobiltelefoner eller som i et andet reality-program, der med stangmikrofon og rullende kamera optager interne fader-søn-opgør og mentale sammenbrud. Eller når skuespillerne beder om lidt mere instruktion eller klager over de manglende kvinderoller. De shakespeareske blankvers har ladet livet til fordel for Bierings egne mundrette gendigtninger fyldt med betændte nutidsparoler som "Gør England stort igen", hvilket man først ærgrer sig over og siden næsten glemmer i det generelle kaos.
Ikke desto mindre er "Det europæiske slagtehus" en imponerende magtdemonstration ud i ensemblespil. De 14 skuespillere veksler ind og ud af hoved- og biroller med en organisk elegance og et mesterligt sammenspil, der gør dem til magtens monstrøse kæmpekrop. Alle bliver de opslugt i dens indre, alle spyttes de ud igen, forkomne, afklædte og moralsk deforme. Hvem der krones, og hvem der slagtes, er styret af tilfældets hårde ubarmhjertighed. Opportunister, narcissister, forrædere og vendekåber. Overklasse og underklasse smeltet sammen som en lurvet flok i joggingtøj, slidte kondisko, dåseøl, kongekrone, fedtet pibekrave og tennistøj.
Alle brillerer. Kristoffer Helmuth som rygradsrislende Richard III-incel. Frank Thiels nuancerige Henry IV og snedige Bolingbroke. Nicolaj Jandorfs depraverede playboy-konge. Freja Klint Sandbergs søde, voldsparate Henry V. Benjamin Kitter som vægelsindede Richard II og så videre, og så videre.
"Det europæiske slagtehus" er et statement, en udmattelseskamp, der med sin blotte spillelængde, sin demonstrative brug af blod, sine menneskehorder på scenen, sin eksplicitte vold vil vise, at magtens ansigt altid er det samme. At nok kan den klæde sig forskelligt, men mekanismerne bag er uforanderlige. Fra middelalderens mørke mudderpøl til nutidens hvide lædersofaer.
En ganske udmærket idé, og man må give Tue Biering, at han går planken ud for at få sit budskab igennem. Alligevel kan tiden synes vel lang, når først tiøren er faldet, og der stadig er fem timer og ti minutter til tæppefald.
Det europæiske slagtehus. Iscenesættelse og bearbejdning: Tue Biering. Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech. Scenografi og kostumer: Nicolaj Spangaa og Marie Rosendahl Chemnitz. Komponist: Daniel Fogh. Medvirkende: Frank Thiel, Kristoffer Helmuth, Benjamin Kitter, Klaus T. Søndergaard, Freja Klint Sandberg, Natalí Vallespir Sand, Anders Gjellerup Koch, Nicolai Jandorf, Louise Davidsen, Malene Melsen, Mikkel Bay Mortensen, Githa Lehrmann, Niels Skovgaard Andersen, Cecilie Gerberg, m.fl. Spiller til d. 8. oktober på Odense Teater.