Prøv avisen

Tugt og utugt i mellemtiden

BØGER: Det er opspind, men det er sindrigt lavet. »Regine Olsens dagbog« udkommer i dag

Pyha! Hvad skal man dog mene og tro om »Regine Olsens dagbog«? Her har vi gået og troet, at Søren Kierkegaards udlægning af forlovelsen og ikke mindst bruddet var (i det mindste en smule) korrekt, og så dukker en vis »Erik Søndergaard Hansen« op med en dagbog, som har ligget 100 år og dirret stille, hvori det klart fremgår, at Regine ville have (en smule) mere end distræt kysseri og allegoriske hints, og da hun ikke fik dét, ja, så faldt hun tilbage til en tidligere flamme, Johan Frederik (Fritz) Schlegel.

Nu er den her så, den lille bog, som verden sandsynligvis har ventet med stor spænding. Lad os lige få lidt hold på selve fiktionen i fiktionen: Torsdag 23. januar 1840 får Regine en dagbog »af Oluf og Jonas til min Geburtsdag«. Fint nok. Det er på Regines 18-års fødselsdag, og så går det ellers over stok og skrift i en ungdommeligt, evigt vekslende rapportering af det provinsielle Københavns borgerskab og småpludrende drømmerier. Regine har således været i stødet søndagen efter fødselsdagen, for hun fortæller, at hun kunne tænke sig »at være Skuespillerinde ved et Theater«.

Da Regine møder Kierkegaard - eller »Kjerkegaard«, som frøkenen fejlagtigt noterer - får dagbogen at vide, at han »igjen var meget talende«. Nuvel, et eller andet stemmes i Regines længsler. Torsdag 16. juli 1840 har hun siddet og sukket ned i skriftens mantra: »Kjerke-gaard Fritz Søren Fritz«. Hvem skal hun tage? Men Søren kommer hende i forkøbet, for torsdag 10. september samme år kysser han Regine, så nodebladene falder på gulvet, og ganske som i »Forførerens Dagbog« er der ikke megen betænkningstid: »Vi ere Forlovede og Kjærester. Kierkegaard har talt med Fader, som bifalder«.

Hvad laver så sådan nogle kærester? Ikke meget. Og Regine har vist nok ikke helt ro i hjertet, for allerede onsdagen efter Kierkegaards let kiksede gerning møder Regine Fritz. De tøver begge, men går videre. »Jeg vendte om lidt efter, men han var der ikke, og jeg blev varm«. Omkring marts-april 1841 bliver det hele dog lidt for meget varm luft for Regine, og hun meddeler sin mening om »Kjærlighed« til Søren, nemlig at den »er Andet end Længsel«. Søren er tavs.

Og nu går det stærkt: Gudhjælpemig om ikke Søren har været til middag hos Rørdams og bliver forelsket i Bolette (»Lindberghs lille Datter«). Ellers er den unge magister indædt optaget af sin afhandling, hvis han altså ikke lige pludselig besvimer ved kaffen eller taler om trykfejl i bogen, »og det var nok for at prøve Fader«. Nu kommer det, vi skriver onsdag 16. oktober 1841: »Der kom bitter Brev. Jeg gjør det forbi og siger, at nu har han sin Frihed. Jeg savner Fritz«. Jo, han havde nok været bedre og mere ligetil - og for øvrigt er Kierkegaard også plaget af en byld på et centralt og temmelig pinagtigt sted på kroppen. Som en del af frihedskonceptet går Regine med til at tie, og for alle andre end hende og Søren ser det nu ud som om, det er ham, der har brudt med hende.

»Jeg er ikke længer svimmel som igaar, da Søren gjentog, at det var saa ham, der gjorde det forbi. Tjen mig i det, sagde Søren. Han kyssede mig vist, og jeg sagde nok, at det vil Ingen jo troe, men det skal jeg lade ham om og bare tie med, at han har sin Frihed.«

Hvilken tjeneste! Hvilken hvid løgn! Havde Regine dog bare anet, at på dén medvidenhed skabtes ét af verdenslitteraturens ypperste værker; havde hun bare forstået, at Kierkegaard havde andre ærinder i Berlin end jublen over at være sluppet for den ondsindede byld! Men nej, nej, hun får lov at mindes som den ejegode lillepige, som dog også i de afgørende stunder rager op over den hjerteskærende armod, som mesterfilosoffen gang på gang demonstrerer. Et eller andet sted var det hende, der sejrede. Hun fik da sin Fritz. Og vi andre fik Søren.

Der er dog ingen tvivl. Det her er fiktion. Og derfor samler opmærksomheden sig faktisk om bogens indpakning, dvs. forordet af Erik Søndergaard Hansen - denne consulting engineer i De Forenede Arabiske Erimater (!) - og efterskriften af Johs. Nørregaard Frandsen. Især i det sidste bidrag holdes kortene tæt inde på kroppen, for Nørregaard Frandsen undlader behændigt at citere dagbogen, men perspektiverer den derimod i en bredere og ganske underholdende romantisk kontekst, lidt Luhmann og kompleksitetsteori er der også - og se nu, om der ikke er ansatser til en drillende dekonstruktivisme: »Litteraturen lever af at give den mulige historie form og mæle, og derved kan den bidrage til at skabe nye og alternative veje. Litteraturens særlige kunststykke er således at kunne etablere, udvide og fastholde adgange til de mulige virkeligheder i os og til virkelighedens muligheder omkring os. Den litterære tekst ejer først og fremmest den magiske evne at kunne veksle levet liv til ord, lige- som den omvendt af ordet - eller i ordet - kan skabe levende liv«.

Helt enig. Men tag så og benyt Nørregaard Frandsens dialektiske registrering af fiktionens bevæggrunde som løftestang til selve dagbogskonstruktionen, for hér er den »mulige historie«, som får »form og mæle« - og unægteligt om ikke denne forveksling af »levet liv« og »ord« i det mindste vil skabe »alternative veje« blandt Kierkegaard-forskere og andet godtfolk. Man kan sågar holde denne drilske, underbetonede tekstnøgle op imod Regines eget vidnesbyrd: »Jo, jo, kære Søren (læs: forfatter), selvfølgelig var det mig, der slog op« - for deraf jo - netop - fiktionen!

Og på den måde står alle figurerne i denne para-tekst i ledtog med hinanden. Ved et lykketræf døde Frithiof Brandt kort før et muligvis planlagt møde, der kunne have af- eller bekræftet miseren, og udgiveren Erik Søndergaard Hansen kan desværre ikke rigtig huske, om det nu var i Aalborg Stiftstidende eller i Vendsyssel Tidende, at en opklarende artikel var blevet bragt.

Hvis nu alt det hér alligevel som ved et meta-fiktivt trylletrick skulle vise sig at være sandt, så æder jeg gerne den hat, der gør mig usynlig. Men jeg tvivler. Min personlige tro på den virkelige mand bag værket - er det mon Svend Åge Madsen? - kan man aflæse af overskriften. Men det er en flot, lille bog. Det skægge er, at det faktisk er en readymade, et stykke avantgarde, der helt og aldeles spejler sig i litteraturoffentlighedens symbolsk generaliserede medium, og det er kun ved denne insisterende hægten sig på fordomme, tvivl og meddigtende begejstring, at bogen opnår sin fulde betydning. På den måde er »Regine Olsens dagbog« en ufærdig tekst, hvis substantielle hvile først hænder, når kritikervinden er drejet af, det stille grin har lagt sig, og virkningshistorien har skrevet »sand« eller »falsk«. Lad mig allerydmygst bede »Erik Søndergaard Hansen« om at tie herom. Det er nemlig meget sjovere.

Regine Olsens dagbog. Udgivet af Erik Sønder-gaard Hansen. Efterskrift ved Johs. Nørregaard Frandsen. 83 sider. 129 kr. Hovedland.

kulturkristeligt-dagblad.dk