Prøv avisen
Teater

Tungt og overmættet problemdrama

2 stjerner
”Vrede” er et såkaldt problemdrama, der trækker på arven fra blandt andet Henrik Ibsen og George Bernard Shaw. Hovedpersonerne diskuterer kontroversielle sociale spørgsmål og repræsenterer modstridende synspunkter. I særdeleshed synes dette drama interesseret i at undersøge, hvornår civilsamfundet har ret og ansvar til at gribe ind over for radikalisering af individer. Arkivfoto Foto: Thomas Borberg/Polfoto

Folketeatrets ”Vrede” vil diskutere radikalisering og socialt ansvar, men glemmer at være kunst

Folketeatret er denne sæson taget på en storstilet turné med forestillingen ”Vrede”, som er skrevet af den prisvindende australske dramatiker Joanna Murray-Smith i 2013. Et skinnende hvidt middelklassepar, Alice (Sara Boberg) og Patrick (Troels Lyby), sidder i deres elfenbenstårn og kigger ud på verden med selvtilfredse miner. De er veluddannede, anerkendte og globalt tolerante.

Men da deres søn bliver taget i at male racistiske skældsord på en moské, må forældrene træde ud af deres utopi og indse, at deres hyperintelligente søn har udviklet sit eget syn på verden og andre mennesker. ”Jeg tror ikke på, at alle religioner og synspunkter gælder lige meget,” udtaler han hovmodigt og går i oprør mod sin mors politisk korrekte idealisme.

Spørgsmålet bliver så: Hvem er ansvarlig, når radikalisering, fremmedhad og terrorisme opstår i et ungt menneske? Er det generne? Er det moderen, som også har skeletter i skabet? Er det vennerne? Er det skolen? Er det samfundet?

”Vrede” er et såkaldt problemdrama, der trækker på arven fra blandt andet Henrik Ibsen og George Bernard Shaw. Hovedpersonerne diskuterer kontroversielle sociale spørgsmål og repræsenterer modstridende synspunkter. I særdeleshed synes dette drama interesseret i at undersøge, hvornår civilsamfundet har ret og ansvar til at gribe ind over for radikalisering af individer.

Men i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse ryger luften ud af debatballonen, og de vigtige diskussioner får en ligegyldig overfladebehandling. Emnerne kan ikke få plads og falder over hinanden hulter til bulter. Fremmedhad, radikalisme, ungdomsoprør, dobbeltmoral, arv versus miljø, mænd versus kvinder, ung versus gammel, højre versus venstre, uddannet versus uuddannet og så videre.

Hvis meningen er, at vi skal diskutere videre bagefter – ja, så ved vi jo slet ikke, hvor vi skal starte.

Det bliver ikke bedre af, at stykket har for travlt med at ville sige noget til at kunne udvikle sig til gedigen kunst med udfoldede, engagerende karakterer.

Hovedpersonerne er tomme beholdere, der udelukkende er sat i verden for at fremføre argumenter. Karakteren Alice – hjerneforsker, mor og kone med et utæmmeligt ego – er dragende kompleks, men Sara Boberg formår ikke at formidle motivationerne og selvmodsigelserne i den kvinde, hun skal portrættere.

Ordene i Niels Brunses oversættelse lyser op enkelte steder undervejs. Men stykket tynges af floskler og forudsigelige udsagn. Ordene falder som blylodder og dør en stille død uden at nå ud over scenekanten. Hvorvidt det skyldes teksten eller spillerne, er svært at sige. Troels Lyby og Camilla Bendix har en naturlig, filmisk friskhed, og de giver deres scener et lille pift. Men resten af holdet stavrer stift igennem stykket med uforklarligt ukyndig diktion og gestik.

Formen føles forældet, selvom stykket ikke har mere end fire år på bagen. Det skyldes ganske givet, at dansk teater de sidste par år har udviklet nogle voldsomt interessante formater, der langt mere effektivt skaber debat og teaterkunst på samme tid. Her er det oplagt at nævne Christian Lollikes værker, Aalborg Teaters ”En folkefjende” fra 2014 og også flere ungdomsforestillinger som for eksempel ”Ildsjæl” af Teateriet Apropos.

”Vrede” giver en grundlæggende introduktion til letbenet etik. Men er man på jagt efter en reel og dybdegående behandling af filosofiske, spirituelle og moralske forskelligheder, skal man lede andre steder.