Prøv avisen
Interview

Grundtvig-bussen tager turen til både de kendte seværdigheder og de skæve krinkelkroge

Illustration: Rasmus Juul

Ove Korsgaard bidrager med bogen ”Grundtvig rundt” til den enorme bunke af bøger af og om den danske præst, salmedigter og samfundstænker. Vi får en rejseguide til både kendte seværdigheder og mere eksotiske krinkelkroge i Grundtvig-landskabet som Guds datter, kirkeskolen og modstanden mod kirkelig konfirmation

Tag plads i Grundtvig-bussen, så vil rejseguiden undervejs fortælle lidt om det landskab, vi kører igennem.

Vi har et skrapt program foran os, for Grundtvig er et stort og mangefacetteret land, et levet liv gennem næsten 90 år fra 1783 til 1872 og en produktion af så mange bøger, salmer, digte og alskens andre tekster, at det kan tage pusten fra enhver.

Måske I har været der før. Måske endda sammen med vor guide, professor i pædagogik ved DPU Aarhus Universitet Ove Korsgaard, som før har skrevet ”Kredsgang – Grundtvig som bokser” og ”Grundtvig som politisk tænker” foruden en lang række andre værker om dansk dannelseshistorie med hyppige strejftog til Grundtvig.

Men denne gang er det ikke ét tema, vi skal besøge. Det er den store rundrejse til både de kendte seværdigheder og derudover nogle mere skæve krinkelkroge i landskabet.

”Grundtvig rundt” hedder turen, delt i 12 stop eller kapitler om emner som nationen, skolen, kirken, følelser og de fremmede.

”Jeg bruger Grundtvig som et spejl til at trække nogle problemstillinger frem, som optog ham, men som også er aktuelle i nutiden. Det er synd, hvis Grundtvig kun bliver set som en fortidig person, så jeg prøver at ryste lidt af støvet af ham,” forklarer Ove Korsgaard indledningsvis, mens turistbussen finder ud på landevejen.

Vores rejseguide slår fast, at Grundtvig er så stor en gigant i dansk identitets- kultur-, skole- og kirkehistorie, at der er mange lokaliteter, man kunne stoppe ved. For eksempel folkehøjskolen, som han udtænkte i 1830’erne, og som siden 1844 til har spillet en stor rolle i samfundet.

Men bag de trestjernede seværdigheder gemmer der sig tit små oversete tilføjelser.

For eksempel ved kun få, at Grundtvig så folkehøjskolen som én ud af tre dannelsesinstitutioner for henholdsvis dannelsen til folk, til det almenmenneskelige og til det religiøse. På et nyt nordisk universitet i Göteborg skulle en lille elite fordybe sig i, hvad det set fra et nordisk perspektiv vil sige at være et menneske i verden. Og en tredje institution, kirkeskolen, eller Herrens Skole, skulle oplære sognebørnene i kristne dyder.

En af årsagerne til, at han ønskede denne opdeling, var ifølge Kors- gaard, at Grundtvig grundlæggende var skeptisk over for Martin Luthers sammenblanding af kristendom og jura, af religiøs tro og statsborgerskab.

”Religion skulle ikke direkte bruges til at forme samfundet efter, men gerne indirekte i kraft af den enkeltes oplæring i kristne dyder. For Grundtvig var det vigtigt, at alle er borgere uanset religion. Derfor var han en stærk kritiker af den daværende form for kirkelig konfirmation og fortaler for en borgerlig konfirmation i stedet, fordi der var juridiske rettigheder forbundet med konfirmationen. Men det er der ikke mange, der har beskæftiget sig med,” fortæller Ove Korsgaard.

Der findes områder af Grundtvig, som nogle turistguider helst undgår. Som regel fordi disse steder ikke harmonerer med den dagsorden, man har for sit Grundtvig-projekt.

For eksempel er der mange skole- og højskolefolk, der gerne vil bruge Grundtvig til at kritisere konkurrencestaten og vor tids fokus på målbare præstationer. Men på den store rundrejse med Ove Korsgaard bliver man også, hvad det angår, taget nye steder hen.

”Grundtvig var meget optaget af kappestrid, fordi vi skal blive bedre. Både som samfund og som individer. Det er med til at udvikle vores

idéer, tanker, evner og personlighed at konkurrere,” siger Ove Korsgaard.

Han tilføjer, at datidens eksamenssystem i latinskoler og andre steder blev stærkt kritiseret af Grundtvig, men det er ikke sikkert, at den kappestrids-begejstrede Grundtvig ville være lige så kritisk over for nutidens krav om præstationer.

Et andet minefyldt sted i Grundtvig-land er hele det område, der handler om begejstringen for det danske folk og synet på de fremmede, ikke mindst tyskerne. Et centralt element i den nutidige kritik af Grundtvig er, at han var nationalist, der ville hævde danskeden og den danske nation på bekostning af andre. Men læser man ham på datidens præmisser, ser det ifølge Korsgaard anderledes ud.

”Grundtvigs kritik af Tyskland var en kritik af den tyske nationalisme. Han betragtede tyskerne som et stort og betydningsfuldt folk, men den nationalisme, der var under udvikling i Tyskland, truede Danmarks eksistens,” siger han og tilføjer;

”Det er nyt for mig selv at komme så tæt på dette. En række tyske politikere, kunstnere og intellektuelle diskuterede, om Danmark skulle bestå. I hvert fald skulle Slesvig-Holsten være tysk, og folk som Jacob Grimm mente, at hele Jylland burde indlemmes i Tyskland.”

Ove Korsgaard slår fast, at Grundtvig i 1848 var den mest klarsynede, da han foreslog, at Danmark skulle være mindre, fordi den dansk-tyske grænse skulle drages efter sprog og sindelag. Samtiden betragtede ham lidt som en tosse i det politiske, men det var lige akkurat sådan, grænsen blev draget i 1920, to slesvigske krige og en verdenskrig senere.

Allerede tidligt i sit liv så Grundtvig England som det land, hvor de interessante samfundsmæssige forandringer skete, selvom England under Napoleonskrigene havde udgjort en fjende. Grundtvig så, at pendulet var svinget, så det var Tyskland, der truede nationen.

Ifølge Ove Korsgaard er dette blot en af de mange store forandringer, som fik Grundtvig til at karakterisere sin levetid som en overgangstid. Det var også en periode, hvor stændertiden blev erstattet af folketiden.

Det ord, folk, som havde været betegnelse for de mennesker i samfundet, man regnede for mindst, blev nu samfundets rygrad.

”I dag står vi igen i en overgangstid. Folketiden er ikke hørt op. Men de seneste årtiers udvikling med europæisering, globalisering og migration indikerer, at vi igen er i en overgangstid og derfor bevidsthedsmæssigt igen har mere tilfælles med Grundtvig,” siger han.

Mens turistbussen svinger tilbage på hovedvejen, kan man med et blik tilbage på området for den danske nation godt se tegn på, at pendulet rent geopolitisk er svinget, så det nu er Tyskland, der er vores nærmeste ven, mens båndene til Storbritannien og USA bliver løsere.

Grundtvigs folkeånd, idéen om, at vi er ét, har en fælles bevidsthed og en særlig opgave i verden, er mange i dag skeptiske over for. Uden at kun

ne dokumentere det med en konkret ”tilståelse” vurderer Korsgaard, at Grundtvig godt vidste, at folkeånden var noget, han fandt på.

”Jeg mener, at Grundtvig var yderst bevidst om, at det var en konstruktion. Men jeg er med på, at der også kan argumenteres imod det, og han ville nok ikke selv formulere det sådan. Han knyttede tilbage til den nordiske oldtid og mytologi som vores gamle testamente. Der er noget klargørende i at se det sådan, at hvert folk har sin forhistorie til den kristne, men i dag er det jo tydeligt, at det er konstruktioner,” siger han.

Danskhed og folkeånd er ikke just kølige, rationelle størrelser. Men følelser og deres plads i menneskelivet er også et område i Grundtvig-land, som det kan være værd at gøre et kort stop ved. Filosoffen Grundtvig havde et markant andet syn på forholdet mellem fornuft og følelse end Immanuel Kant, der mente, at følelser er upålidelige og derfor må holdes ude af de rationelle betragtninger og beslutninger.

”Grundtvig siger i stedet: ’Fornuft er en følelse, der bliver sig selv klar.’ Det er flot og prægnant at sige, at man hverken skal være helt i sine følelsers vold eller afskære sig helt fra dem. Man skal komme tættere på dem for derudfra at kunne handle fornuftigt,” forklarer Ove Kors- gaard, som også her finder et syn på tilværelsen, som han mener har holdt relevans frem til i dag.

Dette fører turistbussen frem til rundrejsens sidste stop, hvor de færreste nok havde ventet at finde en seværdighed med forbindelse til Dan Browns hæsblæsende bestseller ”Da Vinci-Mysteriet”. Bogen, som udkom på dansk i 2003, fortæller en kulørt historie om gåder og konspirationer knyttet til idéen om, at kirken gennem århundreder har fortiet, at Jesus stiftede familie med Maria Magdalene, og at kristendommen således har et stærkere feminint islæt end hidtil troet.

”Grundtvig var efter min mening langt forud for sin tid i sit kvindesyn, selvom han i høj grad også levede sit eget liv som en patriark. I 1851 var han en af de få, der støttede og hjalp forfatteren Mathilde Fibiger, efter at hun havde udgivet den kvindefrigørende roman ’Clara Raphael’. I 1857 gik han i den grad ind for et lovforslag om, at kvinder over 25 år skulle kunne være selvstændigt erhvervsdrivende. Og han bevægede sig helt ud ad tangenten med sine forestillinger om, at kristendommen skulle indoptage Guds datter som en afgørende dimension,” fortæller han.

Guds datter er en idé om, at Jesus skulle have haft en søster, og at det guddommelige dermed ikke kun blev ført videre i en mandlig, men også en kvindelig skikkelse. Idéen om, at mennesket er født lige og spaltet ud i mand og kvinde støtter sig til Bibelen. Men historiens mål er, at mænd og kvinder ikke skal samles, men indoptage hinandens dimension i sig.

Ove Korsgaard opsummerer, at der på den måde er mange af Grundtvigs steder, kendte som ukendte, der synes at appellere til os i dag. Både når vi reflekterer over, hvordan vi danner os som mennesker, hvordan vi skal se os selv som folk og forholde os til andre folk, og hvordan vi balancerer følelse med fornuft og det kvindelige med det mandlige.

Det er emner, som optager os, og når sådanne temaer strejfes på den rigtige måde af en forfatter, har det en bred appel i dag, hvilket er hans forklaring på, at en bog som ”Da Vinci Mysteriet” kunne blive en bestseller.

Det er blevet tid at stå af bussen. Rundrejsen er forbi, og den stedkendte turguide takker for opmærksomheden. Turen gik til Grundtvig, og der er så mange steder at besøge, at det næppe er den sidste tur.