Turist bag Vatikanets mure

Forfatteren Majse Aymo-Boot og fotograf Jan Søndergaard opererer i fællesbogen ”Postkort fra Vatikanet” i krydsfeltet mellem tro og turisme. Bogen er et fascinerende alternativt billede af livet i og omkring Peterskirken

Turist bag Vatikanets mure
Foto: Fabio Frustaci/AP/Ritzau Scanpix.

Fotografen Jan Søndergaard og forfatteren Majse Aymo-Boot giver i bogen ”Postkort fra Vatikanet” et fascinerende skævt billede af det liv, der udspiller sig i og omkring Peterskirken og resten af Vatikanet i Rom.

Søndergaards fotografier og Aymo-Boots tekster taler ikke direkte sammen – fotografierne illustrerer ikke teksterne, ligesom teksterne ikke beskriver fotografierne – men synes alligevel at være fælles om at gå bag om eller ved siden af de mest iøjnefaldende motiver og emner, som knytter sig til dette højhellige og sakrale centrum for den romersk-katolske kirke.

Omdrejningspunktet for Søndergaards fotografier er således hverken det sublime kirkerum eller de pompøse udsmykninger, men det profane og timelige liv, alt det almindelige, som man gerne redigerer ud af turistfolderne og postkortbillederne, men som hører til den turist- attraktion og arbejdsplads, Vatikanet selvfølgelig også er: en ventilator, en brandslukker, en affugter, et stillads, turisternes paraplyer og mobiltelefoner, maden, iskiosken og sprinkleren, der vander græsset.

Når de er bedst, fascinerer Søndergaards fotografier, netop fordi de udtrykker en art omsorg for de hverdagsagtige ting og fænomener ved at trække dem ud af deres skyggetilværelser og gøre dem til en del af det hellige rum.

Hos Søndergaard ophøjes det jordnære, så det upåfaldende pludselig bliver påfaldende, og de ubemærkede og beskedne ting forvandler sig til værdifulde genstande.

Aymo-Boot, der i sin seneste bog, den lille, vidunderligt veldrejede og humoristiske roman ”Over os hænger en vidunderlig sol” (2014), kortlægger folkeskolen, har altså nu, foranlediget af Søndergaard, valgt at ”fedte sig ind” i troen, som der står et sted, og kaste sin legende, livfulde og skarpe pen over den katolske kirke som turistindustri, som politisk magtfaktor, som korrumperet.

De 24 korte tekster (den korteste er på tre ord, mens den længste er lige over halvanden side) er delt i tre med hver deres fokus og stemme.

I første del hører vi fra det mylder af turister, der hver dag træder tæerne af hinanden for at besøge Peterskirken.

Med let ironi og befriende humor fremviser Aymo-Boot de sammenstød og sprækker, der er mellem tro og turisme, og udstiller den forlorenhed, den forstillelse, der er en uundgåelig del af det at være turist på troens steder:

”Al den begejstring jeg skal mønstre, den mønstrer jeg. Jeg lod mig overvælde inde i kirken mellem arme med fremstrakte smartphones. Jeg kastede mig ned på knæ med et brag, det gjorde ondt, og bad […]. Dvs. jeg prøvede at bede idet jeg lurede de andre af, jeg prøvede i det mindste at ligne en troende.”

I anden del er det kirkens egne folk, kardinalerne og præsterne, der taler, og teksterne kredser dels om de jordiske tilbøjeligheder og skandaløse hændelser, som desværre også præger kirkens mænd (penge- og magtmisbrug og overgreb), dels om katolicismens dekadente forkærlighed for udstyr og ting, for med patos og storladen ødselhed at besmykke sig med purpur, flæser, silke, klunker, marmor og så videre. Disse tekster udmærker sig særligt ved, at Aymo-Bott så at sige også har klædt teksterne på ved at skrue op for stilen og patossen.

Det er kosteligt.

I den sidste og korteste del, der kun består af to mindre interessante tekster, befinder vi os uden for Vatikanet, hjemme hos en farmor, der ser påskemessen i Rom.

”Postkort fra Vatikanet” synes desværre at have lidt samme skæbne som de breve og pakker, der omdeles af Postnord: Enten modtager man dem for sent eller slet ikke.

I hvert fald har den, måske fordi det trods alt er en nichebog, ikke fået nævneværdig opmærksomhed i offentligheden.

Det er en skam.

Så kære læser, skynd dig at bestille et eksemplar, inden posten helt forsvinder.