Prøv avisen

Turister ødelægger Det Sixtinske Kapel

Vatikanet vil begrænse antallet af turister til Michelangelos berømte freskomalerier i Det Sixtinske Kapel

Mens Det Sixtinske Kapel fejrer dets 500 års jubilæum, siger Vatikanet onsdag, at det kan blive nødvendigt at begrænse det store antal besøgende. Det skyldes, at forurening ødelægger Michelangelos freskomalerier, der er et af verdens kunstneriske underværker.

Scenerierne, heriblandt det øjeblik, da Gud rækker ud og giver liv til Adam med sin fingerspids, er blevet ødelagt af fugten fra de 10.000 til 30.000 daglige besøgendes åndedræt, sved og varme, når de vandrer igennem det storslåede kapel.

Vatikanet havde opstillet et aircondition-system under restaureringen af kapellet i 1990'erne, men kritikere har advaret mod, at det ikke længere er tilstrækkeligt til at håndtere de store mængder støv og snavs, som de besøgende i dag hiver med sig.

Museumsinspektør Antonio Paolucci siger, at et firma, der har specialiseret sig i luftrensning, er blevet bedt om at konstruere et nyt system. Hvis ikke der er fundet en løsning inden næste år, vil Vatikanet begynde at begrænse antallet af turister.

Michelangelo brugte det meste af fire år på ryggen på at male kapellets loftsfresker, som Paolucci siger, at de færreste turister ville undvære at se på en rejse til Rom. Han beskriver dem som "en fatal seværdighed, et objekt af begær".

Kapellet var bestilt af pave Julius II, som i en aftenbøn 31. oktober 1551 indviede rummet, og pave Benedikt XVI har onsdag aften også holdt aftenvesper i det 2500 kvadratmeter store lokale for at markere dets 500 års jubilæum.

- Det er Guds lys, der illuminerer disse freskomalerier, lyset som med dets kraft vinder over kaos og mørke for at give liv, siger pave Benedikt og fortsætter:

- Med en enestående ekspressiv intensitet er det lykkedes den store kunstner at afbillede Gud, skaberen, hans handling, hans magt for at udtrykke, at jorden er ikke skabt af mørke, tilfældighed eller absurditet, men af den højeste kærlighedshandling.

Kapellet, der bruges af kardinalerne, når der skal vælges en ny pave, er et af de mest besøgte steder på jorden. Vagter forsøger fortvivlet at opretholde en andægtig stemning blandt de ivrigt fotograferende turister.