Prøv avisen
Bog

Bergmans selvbiografiske romaner taler mesterligt sammen

5 stjerner
I kølvandet på den legendariske svenske film- og teaterinstruktørs store jubilæumsår sidste år – 100-året for hans fødsel – har Gyldendal udgivet Ingmar Bergmans fortrinlige selvbiografiske romaner, ”Den gode vilje” (1991), ”Søndagsbarn” (1993) og ”Personlige samtaler” (1996), som en samlet romantrilogi. Foto: Bonniers Hylen/AFP/Ritzau Scanpix

Ingmar Bergman er lige så underspillet dæmonisk, lige så hårrejsende præcis, i sine selvbiografiske slægtsromaner som i sine bedste film

Skumring. Timerne af tiltagende tusmørke frem til natten falder på. ”Skumring” er et af de hyppigst forekommende ord i Ingmar Bergmans smertefortættede slægtsromaner. Ganske sagte trænger mørket sig på og med det den dirrende spænding inden et sammenbrud. Det er barnet, der skjult i korridorens halvskygge ser sine forældres ægteskab gå i opløsning, den kendte verden synke i grus. Det er løsrevne sagn om selvmordere, genfærd og druknede piger med mavesækken fulde af ål. Men det er også det mere prosaiske mørke; som når forelskelse nægter at blive til kærlighed, men i stedet forstener i bitter ægteskabsstrid, kolde blikke og kalkuleret ondskab. Det er den knugende afstand mellem forældre og børn, fortvivlelsen og de martrende magtkampe.

Bergman er åndsbeslægtet aftager til landsmanden Strindberg, hvis metalliske rædselskonstatering ”det er synd for menneskene” giver genlyd i værket. Han er tusmørkets mester. Det er ikke den rene begsorte elendighed, men øjeblikket, det umærkelige moment, hvor lys slår over i mørke, der optager ham. Det splitsekund, hvor kærlighed bliver til krænkelse og rendyrket had, og hvor ondskaben, som iboende i mennesket, blotter sine tænder. Han forstår som få at skabe træffende motiver, der balancerer på tærsklen mellem drøm og virkelighed, hvor ”ingen ved, men alle ser”.

I kølvandet på den legendariske svenske film- og teaterinstruktørs store jubilæumsår sidste år – 100-året for hans fødsel – har Gyldendal udgivet Ingmar Bergmans fortrinlige selvbiografiske romaner, ”Den gode vilje” (1991), ”Søndagsbarn” (1993) og ”Personlige samtaler” (1996), som en samlet romantrilogi. Og det giver god mening at lade de tre fortællinger optræde sammen, til trods for at de ikke oprindeligt var tænkt som en trilogi. Det er den samme beretning om forældrenes konfliktfyldte forhold, der går igen blot gennemlyst fra forskellige perspektiver i de tre separate romaner. Fra det iagttagende barns perspektiv med ”det alt for befolkede rum bag øjenlågene”, fra den rodløse, længselssyge mor og fra faderen, den indesluttede sognepræst, der mister sin tro og fortæres af ubodelig anger og åndelig kval.

Teksterne kredser om samme selvbiografiske temaer, vi kender til hudløshed fra forfatterens berømte film. Det moderne menneskes livsvilkår i en verden præget af gudløshed, eksistentiel vaklen og brudte relationer. I det hele taget er det ambivalente forhold til den protestantiske kristendom et tilbagevendende emne i præstesønnen Bergmans værk. Spørgsmål om tro, tvivl og Guds væsen strømmer med usvækket kraft igennem de tre fortællinger, ligesom den dogmatiske protestantisme forplanter sig som strenghed og enkelhed i stilen. Der er en umiskendelig lede ved den drakoniske religionsdyrkelse, som især skildres gennem det vanskelige forhold til faderen; præsten, der i dyrisk blodrus gennemtæsker børnene med en tæppebanker.

Men Bergmans kristendomskritik er tillige omgærdet af en tvetydighed, der gør den interessant. For nok er det kristne puritanske livssyn behæftet med hykleri, men alternativet synes ikke mindre slemt; en åndelig ødemark, hvor menneskene er overladt til ydmygende og frugtesløse kampe med hinanden. Kun korte glimts lykke og lys får lov at finde vej i den dunkle familiekrønike. Som i barndomsskildringen ”Søndagsbarn”, når far og søn for en stund nærmer sig hinanden med ægte ømhed på en cykeltur i det idylliske svenske sommerland. Men endnu oftere er der isnende afstand mellem menneskene i den bergmanske dystopi. Trods lutter god vilje er der ikke meget at stille op over for konflikterne og kulden, der hober sig op mellem familiemedlemmerne. Den gryende livskatastrofe, som moderen desillusioneret erklærer i sin dagbog.

Stilistisk er der tale om tre væsensforskellige værker. ”Den gode vilje”, som trilogien indledes med, er omtrent udformet som et filmmanuskript med lange teatralske dialogpassager kun afbrudt af nøgterne regianvisninger. Det er instruktøren, filmmanden, der sætter scenen. Vi springer, entrerer fra en anden vinkel, zoomer ind og panorerer hen over det uppsalanske landskab. Stramt orkestrerede, præcise sætninger fremmaner på én gang det indre og ydre landskab:

”Solen står højt på en farveløs himmel. Det er vindstille, der er en duft af indtørrede tårer, syrnet sorg, stilnet smerte, en svag, men absolut mærkbar lugt, skarp og lidt muggen.”

Her er det forældrenes tidlige samliv, deres forelskelse og spirende stridigheder, der skildres. Men det er også i dette trilogiens længste tekst, at den store familiehistorie oprulles flere generationer tilbage, og her vi for alvor får fornemmelsen af, hvordan smerten har lange, labyrintiske rødder.

Midterromanen ”Søndagsbarn” er mere beskeden i omfang, men afgjort den mest medrivende af de tre. Den udmærker sig ved på ubesværet vis at lade barnet kigge ind i den ubegribelige, forfærdende voksenvirkelighed. Det synske søndagsbarn fornemmer, men forstår ikke til fulde den lurende katastrofe i ægteskabet mellem forældrene, i faderens melankoli, i moderens maniske insisteren på idyl. Fortællestilen adskiller sig fra de andre værker ved sin sparsomme handling, sin lavmælte antydningskunst, der som det barnlige sind væver drøm, mareridt og virkelighed sammen til et sælsomt, sitrende gøglebillede.

”Personlige samtaler” runder trilogien af med fem inkvisitoriske skriftemål med figurer fra de andre fortællinger. Præstefruen, der bekender sin fornedrende affære med den unge teologistuderende, Tomas, en indrømmelse, der fører til værkets mest pinefulde dialog mellem den bedragede ægtemand og den kyniske hustru. Her har vi Bergman, som vi kender ham bedst. I det gysende, komisk genkendelige kammerspil, magtkampen med ægteskabet som slagmark.

Da trilogien udkom i Norge, gav den anledning til en passioneret genrestrid i de norske dagblade, for kan man i det hele taget tale om romaner? Er det ikke snarere erindring, selvbiografi, autofiktion – og en trilogi? Vi skal ikke gå nærmere ind i diskussionen her, men nøjes med at konstatere, at de tre bergmanske fortællinger taler mesterligt sammen i denne konstellation.

Som Daniel Mendelsohn, den amerikanske forfatter, foreslår i sit udmærkede forord, kunne man måske kalde samlingen et triptykon. Et tredelt billede, hvor hvert motiv fremkalder, tilføjer og trækker fra i det uendelige. Et stedse omskifteligt familieportræt.

For hvem kender i virkeligheden den fulde sandhed om sin familie?