Tusmørket har sænket sig

INTERVIEW: Forfatteren Simon Fruelunds nye roman "Borgerligt tusmørke" om livet på en villavej er blevet politisk, og det er han tilfreds med. For det er svært ikke at tage politisk stilling i disse år, mener han

Der burde være overskud i det dasnke samfund til at være åbne over for det, der kommer udefra, mener forfatter Simon Fruelund. -- Foto: Peter Kristensen.
Der burde være overskud i det dasnke samfund til at være åbne over for det, der kommer udefra, mener forfatter Simon Fruelund. -- Foto: Peter Kristensen.

De er der alle sammen. Det ældre ægtepar. Teenagedrengen i kernefamilien. Kæresteparret i slutningen af 30'erne. Præsten. Den enlige mor med to børn. Den pensionerede pedel, der er født og opvokset i kvarteret.

I Simon Fruelunds nye roman "Borgerligt tusmørke", der netop er udkommet, er middelklassen og det bedre borgerskab samlet på den fiktive villavej Dantes Allé, som ligger i en forstad til København. Lige ovre på den anden side af mosen ligger boligblokken "Mosehøj", hvor beboerne repræsenterer en helt anden del af samfundet. Her møder vi indvandrerfamilien, taxachaufføren, invalidepensionisten, den arbejdsløse, rengøringsdamen og mange, mange flere.

Med Dantes Allé og Mosehøj har Simon Fruelund skabt det, han kalder en miniudgave og et herognu- billede af samfundet, set gennem egne øjne. Og som skriveprocessen skred frem, blev det en politisk bog. Det er kun godt, mener den 40-årige forfatter og forlagsredaktør fra Gyldendal.

– Vi er så velbjergede som aldrig før. Derfor burde der være overskud til at være åbne over for det, der kommer udefra. Men i praksis er det ikke sådan, siger han.

Her tænker han blandt andet på vores forhold til udlændinge, religionens og særligt islams indflydelse på samfundet og hverdagen.

– Vi klynger os til dansk identitet og danske værdier. Religionen bliver reaktualiseret. Vi er så nervøse for det, der kommer udefra, at vi lukker os om os selv.

Nu kunne det være på sin plads med et kort referat af bogens handling, så læsere af denne artikel ved, hvad der tales om. Men sådan en har "Borgerligt tusmørke" ikke. Den er i stedet bygget op af fragmenter, hvor der på de første 71 sider er korte portrætter af beboerne på Dantes Allé, husnummer for husnummer.

Efter 86 husnumre og dermed 86 personbeskrivelser giver han på 10 sider en forkortet og subjektiv version af Danmarkshistorien fra stenøksen og frem til i dag. Afsnittet er ifølge forfatteren selv skrevet for at vise, at den danske identitet, som, han mener, vi higer efter at styrke, er en fiktiv størrelse. For den danske identitet har gennem historien set meget forskellig ud sammenstykket af mange forskellige påvirkninger.

Bogens tredje del er portrætter af beboerne i Mosehøj 1. Simon Fruelund beskriver hver sal fra stueetagen og helt op til 12.th., hvor der bor en enlig mand, som har boet i Mosehøj i fire måneder. "Før det havde han hyre på en Mærsk-tanker, og før det boede han hjemme hos sin mor." Han er desuden født og opvokset i Aalborg og fik tilbudt en tam gibbonabe i Indien og fortryder sit nej.

Nok har romanen ingen handling, men indholdsløs er den ikke. For i de mange portrætter ligger bogens temaer og de pointer, som Simon Fruelund vil ud med, gemt.

På spørgsmålet om, hvilke temaer, han selv mener, bogen tager op, bliver han nødt til at tænke sig om.

– Jeg kan se en række temaer, kommer det tøvende.

– Bogen behandler blandt andet danskere over for nydanskere. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi i Danmark på det her tidspunkt lukker af for omverdenen. Vi har lige fået en national kulturkanon, Dansk Folkeparti er et stort parti, angsten for det fremmede er tydelig, og vi revitaliserer alt, hvad der har med traditioner at gøre.

– Velstanden burde gøre, at vi slappede af og var åbne. Nogle eksperter peger på, at muslimske immigranter bliver mere troende i et forsøg på at holde fast på det, de kommer fra. Vi er en majoritet, men vi opfører os, som om vi er et mindretal.

Simon Fruelund mener ikke, det gavner at være vred eller oprørsk indigneret over tingenes tilstand. Man må i stedet prøve at forstå, at det forholder sig sådan. Det gælder også den globalisering, som nogen så gerne vil holde uden for døren. Men den er her allerede, mener forfatteren.

– Parret, der stemmer på Dansk Folkeparti, kører i en udenlandsk bil og spiser italiensk. Det er allerede for sent og for absurd at føre Danmark tilbage til 1950'erne.

Omvendt forstår Simon Fruelund godt de mennesker, der tænker sådan, og han ønsker ikke at nedgøre dem. For ansvaret kan ikke placeres hos en bestemt befolkningsgruppe eller et bestemt parti. Ansvaret er fælles.

– Der er mange, der har meget at tabe i en globaliseret verden. Vi sidder i en klemme, hvor arbejdspladserne flytter til udlandet, og et eller andet sted ved vi godt, at vi ikke kan integrere mennesker gennem bistandshjælpen.

– Jeg mener, vi bør prøve at forstå dem frem for at blive sure. Jeg ærgrer mig bare over, at vores overskud ikke forplanter sig til en generøsitet. Der er nogen, der udnytter folks frygt. En frygt, der sjældent er særlig velbegrundet, men den er stærk.

Et andet af bogens temaer er relationer mellem mennesker, fra fødsel til død. For selvom bogen ikke har en gennemgående historie, man som læser følger, så er beboerne i området involveret med hinanden. Men ikke mere end på en normal villavej.

– Bogen beskæftiger sig med, hvor lidt vi egentlig har med naboen at gøre på trods af, at vi lever så tæt, som vi gør.

– Det er jo vores liv, det handler om. Et så stort begreb kan vi ikke sættes os ud over. Romanens form og genre er i en vis forstand socialrealisme, fordi formen skildrer samfundet. På Dantes Allé og i Mosehøj har vi kontrasten mellem de velbjergede og dem i boligblokken.

Det kan umiddelbart virke, som om Simon Fruelund ikke kan se meget lykke på en villavej i en forstad. Heller ikke, når det angår forholdet til vores medmennesker. Men Simon Fruelund vil med portrætterne også vise læseren, hvor mange ressourcefulde individer, der findes rundt omkring, som vi bare aldrig lægger mærke til eller hører på.

– Når man som jeg er vokset op på landet, er der noget tiltrækkende og eksotisk ved et liv på vejen med børn, der leger, og naboer, der taler sammen over hækken. Det er på sin vis en tryg sammenhængs-kraft, der findes på villavejen. Men det udelukker også andre fra at være med, hvis de ikke lige passer ind.

Bogens titel er hentet fra Dantes Alle 57. "Han ved, at der findes tre former for tusmørke. (...) Det borgerlige tusmørke varer fra solnedgang til solen er seks grader under horisonten." Konen forstår ikke, hvorfor han pludselig er så interesseret i den slags. "Det er godt at tænke i, siger han. Man ser tingene klarere."

– Det er altid svært at finde en titel til et værk. Romanens form er meget åben – meget virkelighed kan suse ind og ud – og derfor er det vigtigt, at titlen ikke er alt for lukkende.

Og så kan ordet borgerligt forstås på mange måder.

– Man kan leve borgerligt. Leve et traditionelt borgerligt liv med den charme og de begrænsninger, der er i det. Samtidig klinger ordet med på det politiske niveau. Vi har en borgerlig regering, der har bevæget sig ud i mørket med dens støtteparti, måske meget mere end man lige skulle tro, siger han.

Men Simon Fruelund er stadig ikke sur. Han håber bare, at han kan være med til at give et lille skub væk fra danskheden og over mod en større åbenhed.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Simon Fruelund

**Født 1966.

**Forfatter og forlagsredaktør på Gyldendal med fokus på oversat litteratur. Han er cand.mag i dansk og engelsk fra Københavns Universitet og afsluttede forfatterskolen i 1995. Han har tidligere udgivet novellesamlingerne "Mælk" fra 1997 og "Planer for sommeren" fra 2002. "Borgerligt tusmørke" er hans romandebut.

**Han er gift med Camilla Frue-lund og sammen har de en datter på halvandet år.