Hvem andre end Desmond Tutu ville kunne slippe fra at henvende sig til sin læser med ordene »kære Guds barn«? Næppe ret mange. Men han kan gøre det, uden at det et øjeblik kommer til at virke forlorent. Og han kan gentage det, kapitel efter kapitel i denne bog, som forlaget på sideflappen kalder »sjælesøgende«, fordi de åbenbart ikke kender ordet »sjælesørgende«. Men det er så også den eneste mislyd i denne fornemme bog, hvor Desmond Tutu øser både af sin livserfaring og sin gennemreflekterede kristne tro.
Tutus baggrund for at skrive bogen, der fremstår som hans åndelige testamente, er de omvæltninger, der er sket i vor tid - især i Sydafrika. Det fortæller han om med et væld af selvoplevede detaljer. Men det bliver aldrig privat. Hans interesse er at fortælle om de begivenheder, der giver mennesker deres glæde over livet tilbage.
Han fortæller om de første frie valg i Sydafrika: »Folk gik ind i stemmeboksene som en person og kom ud på den anden side som et totalt forandret menneske.« Hvordan er det muligt? Her svarer biskoppen. Gud tror på os! Og den Gud må vi ikke spærre inde, for »Gud er især en nådens Gud« - »en utrættelig og langmodig forælder, når vi er parate til at lytte til Hans sagte, lille stemme i vores liv«. Dermed har han så også fået sagt, at Gud ikke uden videre er hankøn eller hunkøn - et problem, han aldrig selv har haft, fordi bantu-sproget ikke kender til kønsbestemte stedord!
Tutu væver sine egne fortællinger sammen med veloplagt fortalt bibelhistorie, der er fortalt med et betydeligt humoristisk overskud. For Tutu er vi dybt afhængige af hinanden og af den natur, som Gud har skabt. Vi har ansvar, og vi har frihed - og Gud tror på os. »Gud sætter sin lid til, at vi hjælper med at gøre denne verden til alt det, Gud har drømt om, at den skal være.« Pointen er: I Guds familie er ingen udenfor. Den er ikke kun for kristne. Og heller ikke kun for de gode: »Arafat og Sharon hører altså sammen. Ja, George Bush og Osama bin Laden hører sammen.«
Det helt fundamentale i Tutus tro er Guds kærlighed - og vores: »Kærlighed er mere krævende end selv loven. Der findes ingen love, som siger, at en udmattet mor eller far, der ikke ønsker andet end at sove, skal stå op midt om natten for at trøste deres baby og gå rundt i timevis, indtil barnet falder til ro, men det gør forældre - fordi det er det, kærligheden kræver.«
$SUBT_ON$Hug til materialismen
På den baggrund uddeler han drøje hug til Vestens materialisme, og han strejfer lige nazismen, som han i lighed med andre tænkere i nutiden ser som resultatet af en bestemt livsfilosofi, hvis følger vi ikke kan sige os fri for. Men »Gud deler ikke vores had«, betoner han og vender sig imod enhver form for diskrimination - også inden for kirken: »Jeg er sikker på, at kirken har mistet noget værdifuldt ved i så lang tid modsætte sig ordination af kvinder« - hvad der får han til at citere sin hustrus yndlingsklistermærke: »En kvinde, som ønsker at være ligeværdig med en mand, har ingen ambitioner.«
Desmond Tutu er ikke til at rubricere. Som anglikaner elsker han den katolske tradition. Men han sætter sig bestandig ud over den, fordi tilgivelse ikke kender til grænser. Han fortæller anekdoter, case-stories, han bruger Bibelen, sine erfaringer og mennesker, han har mødt, som den nonne, der betoner, at Jesus ikke er en støvsuger, men en opvaskemaskine: »Ligesom en opvaskemaskine absorberede Jesus alt det, der kom til ham, for derefter at give det videre til Faderen.« Sådan kan man leve i kærlighed. Tutu understreger, at Gud ikke sagde: Hold af dine fjender - for det kan man ikke. Man kan elske dem, fordi »kærligheden er noget, vi gør for andre«. Han er ikke bange for at kritisere sin egen tradition. Augustin må holde for som ophavsmand til den opfattelse, at de værste former for synd er seksuelle synder.
Og sådan har anmelderen lyst til at citere og fortælle om denne rige og sprudlende bog, skrevet af en mand, der ikke et øjeblik mister sansen for det væsentlige. Hans kristendom er udogmatisk, men klart bibelsk rodfæstet. Han tumler med de store teologiske problemer uden at miste fodfæstet. Han fortæller både om det forfærdelige og det vidunderlige. Og han er ikke i tvivl om, at vi - igen - lever i tidens fylde, hvor der ved siden af ondskab findes gode handlinger og generøsitet.
Og som han selv har humoristisk sans, er han overbevist om, at det har Gud også. Eller havde han ikke valgt Sydafrika: »Vi var et håbløst tilfælde. Det lykkedes for os, fordi Gud ønskede, det skulle lykkes for os.« Man læser sig glad og opmuntret i Desmond Tutus bog. Det er forkyndelse, der aldrig pånøder sin læser en bestemt opfattelse, men indbyder til at tænke med og tro med og få åbnet øjnene for Guds kærlighed og verdens herlighed. Anbefales? Ja, mon ikke!
Desmond Tutu: Gud har en drøm. 136 sider. 199 kr. Aschehoug.