”De nye julekalendere, I har lavet, er så uhyggelige, at jeg bliver meget bange og har svært ved at få det ud af mit hoved.”
Sådan skrev 10-årige Emma Nord Hansen fra Herning i et åbent brev til DR og TV 2 i tirsdagens udgave af Kristeligt Dagblad. Og noget tyder på, at Emma Nord Hansen har ret.
For tv-julekalenderne er blevet mere uhyggelige med årene, lyder vurderingen fra medieforsker ved Aalborg Universitet Gunhild Agger.
Fra at have været uskyldigt småbørns-tv med dukker i 1970’ernes ”Vinterbyøster” og ”Jullerup Færgeby” til familiejulekalendere med nisser og snelandskab i eksempelvis 1980’ernes ”Nissebanden”, har tv-julekalenderne snarere udviklet sig til at være ungdoms-tv. Og det er der ifølge Gunhild Agger en helt naturlig årsag til: En genre er nødt til at udvikle sig. Det gælder også for den populære julekalender.
”Hvis en genre ikke udvikler sig, så kan den godt pakke sammen, for så er den ikke længere interessant. Derfor er man nødt til at afprøve nye ting. Og det er det, man ser nu med blandt andet ”Den anden verden” på DR, hvor nisserne er kørt ud på et sidespor, og eventyret i stedet spiller en større rolle. Og når man prøver nye ting, så støder man altid på barrierer fra folket, at ’det ikke er ligesom, det plejer at være’,” siger Gunhild Agger.
Mediekommentator og tv-redaktør på dagbladet Politiken, Henrik Palle, mener også, at decembers tv-nedtælling til juleaften er blevet mere uhyggelig. Men de er samtidig blevet mere realistiske, hvor regulære problemer skildres, og den menneskelige kulde tematiseres. Derfor er figurerne også mindre uskyldige sammenlignet med tidligere julekalenderes sneklædte dukke- eller nisseunivers.
”Hvis man vil statuere, at julekalenderne i et eller andet omfang også er samtidsdramaer, og hvis de skal fungere som andet end visuelt akkompagnement til klementinspisning og pebernøddebagning, er det en nødvendig udvikling,” siger Henrik Palle.
Han mener, at julekalenderuhyggen er opstået i lyset af, at virkelighedens verden også er blevet mere turbulent. Og derfor kommer julen til at repræsentere det gode i en ond verden, hvor julen bliver mere attråværdig og fredhellig. Netop, fordi den også bliver mere besværlig at nå frem til.
”Det karakteristiske for julekalenderne er, at den ængstelse, der er forbundet med verden, bliver tryllet væk den 24. december. Der finder vi trygheden, fordi trygheden er en and med rødkål og nogle gaver under et træ,” lyder det fra Henrik Palle.
Børnepsykolog John Aasted Halse vurderer dog, at de uhyggelige julekalendere kan være skadelige for børn og især mindre børn. På kort sigt kan det betyde, at børnene er mere bange. Det kan manifestere sig ved, at lyset ikke må slukkes om natten. Men på længere sigt kan det også have en indflydelse på den måde, børn betragter julen:
”Julekalendere har en tradition for at være sjove og hyggelige. Med de uhyggelige julekalendere kan koblingen mellem jul som det hyggelige, det rare og det varme blive brudt. I stedet bliver det til en forestilling om, at julen er forbundet med kampen mellem det gode og det onde. Altså noget, der er uhyggeligt.”
Men gider nutidens børn overhovedet se de idylliske, pussenussede julekalendere? Eller skal der bare mere spænding til for at fange børnenes opmærksomhed?
”Børn kan godt blive fascineret, selvom det ikke er uhyggeligt. Men der ligger en udfordring for medierne i at drage børnene, uden at det nødvendigvis skal være med tjubang, uhygge og håndholdte kameraer ned ad underjordiske gange. Det komplicerede er at gøre det spændende til noget, der ikke er uhyggeligt, og som selvfølgelig heller ikke ligner noget, man lavede i 1950’erne,” lyder udmeldingen fra børnepsykologen og påpeger, at medieverdenens raffinerede teknikker, hvor scenerne skifter hurtigt, og man springer i tid, kan gøre det svært for børn at skelne mellem fantasi og virkelighed.
Men hvis et slukket tv ikke virker som en farbar løsning i forsøget på at skåne børnene for uhyggen, opfordrer John Aasted Halse til, at forældrene i langt højere grad ser julekalenderen sammen med børnene:
”Forældrene skal hjælpe børnene med at forstå, at der er tale om en fantasiverden, og det kan de gøre ved at kommentere udsendelserne sammen med dem, både under og efter. Jeg vil altid råde forældrene til at sætte sig ind i den medieverden, hvor børnene færdes. I det her tilfælde bliver det bare ekstra nødvendigt.”