I rollen som Frank Underwood i tv-serien "House of Cards," sætter den oscar-vindende Kevin Spacey ingen grænser for de længder, han vil gå for at tiltvinge sig det politiske herredømme. Han siger det bedst selv, da han i første afsnit af første sæson ser ind i kameraet, mens han med sine bare nævner kvæler en hund, der er blevet ramt af en bil:
"Der er to former for smerte. Den slags smerte, der gør dig stærk, og så er der ubrugelig smerte, den slags der blot er en lidelse. Jeg har ingen tålmodighed for ubrugelige ting."
Anden sæson af "House of Cards," der centreres om det politiske magtspil i USA, appellerer vidt og bredt med sin nådesløse skildring af Frank Underwoods vej mod toppen.
Både USAs præsident Barack Obama, politikere fra højre mod venstre i Folketinget og helt almindelige danskere ser serien, der også er blevet den amerikanske streamingtjeneste Netflix flagskib. Netflix, der mod en fast månedlig betaling udbyder tv-serier og film, er blevet en stor succes på kort tid. Efter at have været tilgængelig i Danmark i et år er den ifølge
DR Medieforskning nu Danmarks sjettestørste tv-kanal, brugt af en femtedel af de danske husstande. På verdensplan har Netflix rundet mere end 40 millioner kunder, men også tjenester som HBO Nordic og YouBio udbyder tv-serier til seriehungrende danskere.
En stor del af de mennesker ser formentlig "House of Cards, "Game of Thrones," eller "The Sopranos" eller en af de andre serier i selskab med venner eller familie. Det, at se tv-serier, er nemlig i høj grad en social aktivitet
"Helt lavpraktisk hænger tv-seriernes succes antageligvis sammen med den sociale dimension. I modsætning til romanens dunkle, ensomme og i bund og grund indre univers, så kan tv-serien indtages i fællesskabets favn. Det resulterer i en umiddelbar og intim oplevelse med et eller flere mennesker, som romanen ganske enkelt ikke kan give," forklarer Søren Staal Balslev, kulturjournalist ved Weekendavisen.
Lysten til at indtage og fordybe sig i tv-serier har at gøre med samlingen af tv-serier i DVD-bokssæt og i eksempelvis Netflix beslutning om at lægge samtlige afsnit af en sæson op på én gang, siger Jakob Isak Nielsen, forsker i tv-serier på Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.
"Det er med tv-serier, som det er med en god roman. Du har ikke lyst til at få at vide, at du kun må læse et afsnit eller to. Hvis man vil læse hele skidtet, så gør man det, og hvis man vil se en hel sæson af en tv-serie i streg, så gør man det. På den måde minder romanlæsningen om et nyt udtryk inden for seriekiggeri, binge-watching."
Begrebet binge-watching handler ligesom binge-eating og binge-drinking om at overgøre en bestemt handling. På én gang. At drikke store mængder alkohol, spise store mængder mad eller at fortære mange episoder af sin nye yndlings-tv-serie på én gang. For parforholdet kan binge-watching være en særlig intimitetsform, siger Nils Gunder Hansen, professor med særlige opgaver på Institut for Kulturstudier ved Københavns Universitet.
"Det kan for nogle nærmest føles som en form for symbolsk utroskab, hvis deres partner ser et afsnit af en tv-serie, som de har set sammen, alene. Så tv-serier er i særdeleshed noget, man har sammen, ligesom min kone og jeg selvfølgelig ikke kunne drømme om at se "The Sopranos" med andre end hinanden."
Men hvad er det i tv-seriens fænomenologi, der tiltrækker seere i en sådan grad, det kan udvikle sig til en besættelse? Og hvad får prisbelønnede skuespillere som Kevin Spacey og Matthew McConaughey og Woody Harrelson fra "True Detective" til at medvirke i tv-serier, en kulturel udtryksform, der tidligere var forbundet med kunstnerisk afblomstring?
Med Jakob Isak Nielsen fra Aarhus Universitet ord kan det forklares med en branchesociologisk revolution.
"Hvor tv-serien tidligere var et sted, de udbrændte skuespillere kunne søge tilbage til, er det blevet mindst lige så attraktivt, måske mere attraktivt, at optræde i tv-serien, fordi der er større mulighed for at realisere ens kreative visioner."
Med kreative visioner følger med tiden også kvaliteten, mangfoldigheden og pengene, og det tiltrækker særligt de kræsne seere, der ønsker en dybde i fortællingerne.
"I et afsnit af "Breaking Bad" følger man hovedpersonen Walter Whites jagt efter en flue i det laboratorium, hvor de producerer methamfetamin. Det bruger man næsten hele afsnittet på, og kulminationen er da, hans kompagnon Jesse gør det af med fluen. Den mulighed for at indlægge et 45 minutters sidespor i fortællingen for i stedet at søge ned i karakterernes psykologi har man ikke på samme måde i en spillefilm for eksempel."
Udgangspunktet for serier som "Breaking Bad," "The Sopranos" og "Mad Men" er forandringsprocessen. Walter White forvandles ganske vist ikke til en flue, men fra almindelig kemilærer til skrupelløs narkobaron. Det sker langsomt, over fem sæsoner og i alt 62 afsnit med en gennemsnitlig længde på tre kvarter, og det er netop styrken for tv-serierne, siger
Jakob Isak Nielsen, at der er tid og rum til forandringen, også når det kan være svært at se den dramatiske kvalitet i et enkelt afsnit.
"Der er ingen tvivl om, at den amerikanske tv-kanal HBO kastede den første sten ved at lancere ambitiøse serier, der skildrer eksistentielle problemstillinger og tabubelagte områder. De henvender sig til en type seere, der vil udfordres og ikke tales ned til. Det har skabt hovedpersoner med stor moralsk kompleksitet, som så har bredt sig til andre kanaler og udviklere af tv-serier. Det bemærkelsesværdige er, at HBO ikke kun har skabt smalle serier, men også store seermagneter," siger Jakob Isak Nielsen.
Herhjemme har de danske tv-serier længe været garant for godt indhold, og samtidig har de haft vældigt pæne seertal, nævner Jakob Isak Nielsen.
"Serier som "Matador" og "Krøniken" har givet danskerne nuancerede og forgrenede fortællinger om samfundsudviklingen i Danmark. Danske serier er jo også ekstremt populære i Danmark i forhold til, hvor populære norske serier er i Norge eller tyske serier er i Tyskland. I Danmark har særligt DR også haft en ambition om at udvikle original tv-dramatik, mens man f.eks. i Sverige har fokuseret på at genindspille allerede populære krimibøger."
Der er dog længe, også i Danmark, foregået et spil mellem romaner og tv-serier. Serien "Matador" var oprindeligt tænkt som to bøger, mens "Bryggeren" byggede på Kristof Glamannns, historiker og erhvervsmand, bog af samme navn. "Arvingerne," der kører på DR1 i øjeblikket, er på sin vis også opstået på en bund af allerede udgivet litteratur, mener Gunhild Agger, professor på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.
"Der har været en kæmpe bølge af slægtsromaner i Danmark i de seneste par år, Jens Smærup Sørensens "Mærkedage," Katrine Marie Guldagers "Lille Hjerte," og Morten Ramslands "Hundehoved," er blot nogle eksempler. Det er i høj grad arven fra de bøger, som "Arvingerne" har med sig. For bøgerne og seriens vedkommende handler det om forholdet mellem generationerne, og hvordan vi arver hinanden og gentager de samme fejl igen og igen."
Så frem for at det ene skal erstatte det andet, vil vi formentlig se et parløb mellem romaner og tv-serier i fremtiden, vurderer Gunhild Agger.
Det er Jakob Isak Nielsen enig i. Han nævner selv "Game of Thrones," der er baseret på George R.R. Martins bestsellerromaner, og "True Detective", som er skrevet og skabt af forfatteren Nic Pizzolatto, som eksempler.
"Der er nok snarere tale om, at forfatterne i højere grad agerer som en del af fødekæden til tv-serier, end at romanen vil forsvinde i fremtiden. Men jeg ved da, at forfatteren Jonathan Franzen har sat spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt at skrive den store samfundsroman, når nu også tv-serier er begyndt at interessere sig for de mere tunge emner. Og for mit eget vedkommende læser jeg da også færre bøger, efter at jeg er begyndt at interessere mig for tv-serier. De to genrer konkurrerer jo om ens tid."