Prøv avisen

Tv-station tør ikke vise terror-satire

Tv-station tør ikke vise satireserien "Cellen", skrevet af komiker Omar Marzouk, der her ses i et foto fra serien. Foto: Teitur Jonasson / STR

TV-station afviser komiker Omar Marzouks satireserie om terrorister. Uforståeligt, mener direktør for filminstituttet

Det er svært at forstå tv-selskabet SBS' bekymring for komikeren Omar Marzouks satireserie "Cellen".

Det mener direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen. Instituttet har ydet millionstøtte til serien.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke vil vise serien. Det en meget morsom satireserie, og jeg har ikke set noget, der ville give mig anledning til bekymring, siger direktøren, der har set udsnit af serien.

Serien, der var færdig allerede for to år siden, skulle have været SBS' store satiresatsning.

Først ændrede SBS navnet på serien, der handler om en flok uduelige europæiske terrorister fra "Terrorcellen" til "Cellen". Derefter blev den flyttet fra Kanal 5 til den mindre sete 6'eren. Og nu er serien rykket på ubestemt tid.

Ifølge informationschef på SBS, Jesper Jürgensen, kan serien muligvis genere nogle af annoncørerne. Også den aktuelle terrortrussel mod Danmark har spillet ind under beslutningen om at droppe serien.

Et tyndt argument, mener seriens forfatter.

- Jeg er rasende over, at SBS ikke tør vise en serie, der tager pis på ekstremister, sagde Omar Marzouk forleden til BT.

SBS er forpligtet til at vise serien, inden for et år efter at statsstøtten på 4,5 millioner kroner er bevilget. Den frist blev forlænget til 6. december, og nu har selskabet fået dispensation af kulturministeriet frem til 6. juni 2011. Ellers skal pengene tilbagebetales.

Serien har Omar Mazouk, Nicolas Bro, Ramadan Huseini og Simon Juul i hovedrollerne som de uduelige terrorister.