Beretningen om disciplen, apostlen og missionæren Thomas har betydet meget for den svenske præst Tomas Sjödins tro. Og på sin vej gennem livet har han mødt mange mennesker, der spejler hans historie: mennesker, som ikke rigtig hører til, mennesker, som uventet får en ny chance, mennesker, som går fra ensomhed til tro. Som der står i Johannesevangeliet om det første møde mellem den opstandne og hans nedslåede disciple, der troede, at han var død: ”Thomas, også kaldet Tvillingen, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom.”
Og ifølge Tomas Sjödin kan disciplen Thomas lære os om vigtigheden af ikke at tvivle, men om at bevare sin tro. Eller om at genfinde den. Og nok så vigtigt: Om at finde sin plads her i livet. Som Thomas gjorde det som missionær i Indien, og som Tomas gør som præst i Göteborg.
Tomas Sjödin har rejst i sin tvillingesjæls og sin navnebrors fodspor. Og det fører ham – og os – ud på en lang rejse fra Potsdam, hvor Caravaggios maleri ”Thomas Tvivleren” hænger, over Genesaret sø og til Indien, hvortil Thomas skulle være kommet ad søvejen år 52. e.Kr. Her bærer de mange såkaldte Thomas-kristne og de syv kirker, som han grundlagde, vidnesbyrd om hans store betydning, og i bogens første halvdel er Thomas-vinklen skarp.
Det er den ikke i bogens anden del, hvor afstikkerne og løst causerende anekdoter kommer til at dominere, og hvor Thomas synes at fortone sig. Barndomsberetninger blander sig med rejseskildringer og beskrivelser af hverdagen som præst i Göteborg, med konkrete cases og overvejelser om lederskab, og det stritter lidt i alle retninger. Der er så meget, som Tomas Sjödin gerne vil fortælle os.
Det er på sin vis charmerende, og han kan ikke undgå at løbe med læserens allerstørste sympati, ikke mindst for tabet af to af sine tre sønner og for sit utrættelige arbejde for alverdens udsatte, hvilket dog desværre ikke ændrer ved, at ”Den der finder sin plads tager ikke en andens” havde vundet ved en strammere redigering. Den sludrende stil, som Tomas Sjödin er kendt for i sine klummer, og som klæder den stramme form så glimrende, kommer til kort her, og det er en skam. For han er stadig skarp og kærlig i såvel sin individ- som i sin samfundsdiagnostik, som vi så i hans klummesamling ”Der er så meget vi ikke er nødt til”, hvor han utrætteligt fremførte sit næstekærlige budskab.
Og det er da også stadig på netop det område, det etisk-relationelle, at Sjödin er stærkest. Som for eksempel når han opfordrer os til at møde livet og hinanden med et ja, til at huske, at ”vi” er vigtigere end ”jeg”, og til ikke at hoppe ned i selvoptagethedens blanke brønd og drukne.