Mogens Amdi Petersen (født 1939) er en af den nyere danmarkshistories mest gådefulde skikkelser. ”Hvor er Amdi?” er et spørgsmål, der i forskellige variationer har dannet baggrund for mange avisoverskrifter – og sågar et brætspil.
Journalist Peter Tygesen har sat sig for at finde Amdi, eller i hvert fald at finde ud af, hvem han er. I denne bog behandler han de første 40 år af Amdi Petersens liv, og det er forudset, at der vil komme et andet bind, der behandler resten af hans biografi.
Det er ikke, fordi der mangler bøger om Amdi og Tvind. Jeg udgav selv i 1999 en bog om Tvind, og jeg må med det samme deklarere, at jeg er en blandt mange, der har hjulpet Tygesen med hans research, og for dette takkes vi i bogen.
De gode år
Historien om Mogens Amdi Petersen er for så vidt velkendt. Hans far var overlærer i Ringe på Fyn og siden skoleinspektør af den konservative skole. Han blev student fra Odense Katedralskole, blev uddannet lærer fra seminariet i Haderslev og valgte sammen med ligesindede i 1963 at søge til Kroggårdsskolen i Næsby på Fyn, hvor skoleinspektøren, Sidenius, var kendt for at være pædagogisk progressiv.
Næsby var en forstad til Odense, og Amdi Petersen gjorde sig bemærket som fremtrædende skikkelse i byens kulturliv og som medgrundlægger af Danmarks første kollektiv, Huset på Hunderupvej. Sensation skabte det, da skolekommissionen i Næsby efter to års prøvetid nægtede Amdi Petersen fast ansættelse med den udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Det skubbede ham på sin vis ud i en karriere som skaber af et alternativ til det officielle skolevæsen. Det begyndte med, at nogle af vennerne fra kollektivet i Odense rejste verden rundt, en erfaring som de siden omsatte i skabelsen af Den rejsende Højskole, hvis barnesko blev trådt i Svendborg og på Fanø, men som især voksede i styrke og betydning, da de i 1972 købte en ejendom ved Ulfborg i Vestjylland, kaldet Tvind.
Amdi Petersens triumf var opbyggelsen af Det Nødvendige Seminarium, som betød, at Tvind kunne tilbyde en alternativ læreruddannelse. Opførelsen af den store elektricitetsproducerende vindmølle beskriver Tygesen minutiøst. Han kortlægger, hvordan det lykkedes Amdi at få meget billig eller sågar gratis teknisk rådgivning fra eksperter i ind- og udland til sit store projekt, som kunne indvies i foråret 1978.
Farlige forbindelser
Tvindmøllen blev et meget håndgribeligt argument imod planerne om at indføre atomkraft i Danmark efter den store oliekrise i begyndelsen af 1970'erne. Tygesen mener, at møllen også har haft betydning for udviklingen af den vindmølleindustri, der voksede frem i netop Vestjylland. Men overførslen af erfaringer med opførelsen af den store mølle må snarere siges at have været forbavsende ringe, for det tog de danske vindmøllefabrikanter en snes år, før de kunne bygge i samme skala som Tvindmøllen, der ved opførelsen var verdens største vindmølle og – med nogle tekniske forbehold – stadig er den længst fungerende megawatt-mølle nogensinde.
Tvind havde som pædagogisk eksperiment og skoleform fra starten fået kolossalt medløb i medierne. Ikke kun den venstreorienterede presse, men også borgerlige aviser skrev beundrende om, hvordan Tvind havde held med at forbyde alkohol og stoffer, samtidig med at de unge mennesker fik hænderne op af lommen og bestilte noget.
Men i 1978 vendte offentligheden nærmest på en tallerken. Tvind blev kritiseret for at undertrykke individet, for fortielser, ideologisk ensretning og meget mere. Amdi Petersen var blevet sat under overvågning af PET, blandt andet fordi Tvind plejede omgang med PFLP i Mellemøsten og ZANU i det sydlige Afrika. Og det kom frem, at Tvind ikke blot sværmede lidt for alternative samfundsformer, men havde en næsten sekterisk forventning om de sidste dages komme i skikkelse af verdensrevolutionen. Afsløringerne tvang Amdi Petersen væk fra de poster, som han havde beklædt i organisationen. Han begyndte at udvise paranoide træk, og til slut gik han under jorden. Med denne cliffhanger slutter bogen.
Plads til detaljer og nuancer
Tygesens bog er godt fortalt. Hvis man kan lide Peter Øvigs krøniker om den samme epoke i Danmarks historie, vil man også kunne lide Tygesens. Den er grundigt researchet. Tygesen har fundet mange øjenvidner, der ikke før er trådt frem, og han er omhyggelig med at vise, hvor han har sin viden fra. Det betyder også, at beretningen får detaljer og nuancer frem i historien, som ikke har været kendt før.
Endelig er den meget sobert fortalt. Han ser på Tvind udefra, i modsætning til for eksempel Pia Elers, hvis bog fra 2020, ”På Rejse med Amdi”, er en mere personlig øjenvidneberetning, sine steder med tendens til idyllisering af tiden i Tvind. Tygesen er mere kritisk uden at være sensationslysten eller fordømmende. Han har heller ikke selv været en del af foretagendet, men har alderen (født 1954) til at sætte sig ind i, hvordan man tænkte dengang. Det giver klangbund til forståelsen af det, der var en anden tid. Nye læsere kan begynde her, og der er al mulig grund til at se frem til bind to.
Peter Tygesen: Amdi og Tvind. Iværksætteren. Bind 1. 432 sider. 350 kroner. Gads Forlag.
