Prøv avisen

"Foucaults pendul" viser, at tvivlen er et grundvilkår

”Mit forhold til Gud tager ikke skade af, at jeg støder på andre med modsatrettede holdninger end mig selv,” siger Gerd Rathje, der er museumsleder på Museet for Religiøs Kunst, om Umberto Ecos litterære klassiker ”Foucaults pendul”. Foto: Jens Bach.

Det moderne menneske tager på mange måder afstand fra troen på mening og sammenhæng i tilværelsen. Alligevel kan vi ikke lade være med at søge efter den, som Umberto Eco viser i klassikeren Foucaults pendul. For sandheden må jo være derude et sted, siger museumsleder Gerd Rathje

Museumsleder Gerd Rathje står i det dunkle udstillingslokale og betragter den unge kunstner Alexander Tovborgs oplyste værk Triptykon Blå #1, der lige nu er udstillet på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Gerd Rathje peger i bølgende bevægelser på de blå og gule trapper på lærredet, der fører hendes blik længere og længere ind i motivet.

Det er modigt gjort. Alexander Tovborg forsøger med sin kunst at finde ind til troens essens, selvom det synes umuligt. Der er en transparens i billedet og en masse krinkelkroge, der giver troen på, at man kan komme ind bag overfladen. Alligevel bliver overfladen pointeret, så beskueren bremses, siger hun og flytter pegefingeren hen til de trapper og indgange i billedet, der fører blikket ind i en blindgyde.

"Foucaults pendul" viser søgningen efter sandheden

Alexander gør på sin vis det samme som personerne i "Foucaults pendul". Han søger efter sandheden og håber på, det lykkes. Men han ser nok også i sidste ende sit projekt som en utopi, fordi troen på Gud netop ikke er fornuft, men tro. Han undersøger troen og religiøsiteten gennem sine værker, selvom det strider mod det, vi kan forstå med vores fornuft, siger hun og drejer sig rundt i lokalet med kunstneriske udgaver af triptykonet i stærke oliefarver på væggene.

"Foucaults Pendul" er den berømte, italienske forfatter og filosof Umberto Ecos anden roman, som Gerd Rath­je læste i samme periode, som hun begyndte uddannelsen til kunsthistoriker ved Københavns Universitet i 2001. Det er en af de romaner, der har gjort størst indtryk på den 30-årige museumsleder nogensinde.

I bogen følger vi de tre personer Casaubon, Belbo og Diotallevi, der møder fantastikeren Ardenti på de okkulte bøgers forlag Manuzio i Milano. Ardenti fortæller passioneret om tempelriddernes hemmelige plan om at sikre deres efterkommere verdensherredømmet. Casaubon er selv ved at skrive et videnskabeligt universitetsspeciale om tempelridderne som historisk fænomen. Men den mystiske Ardenti præsenterer pludselig en forunderlig myte omkring ordenen af korsriddere.

De tre venner bliver grebet af overtroen og konstruerer for sjov Den Store Plan, der kan forklare tempelriddernes hemmelige eksistens. Men som de bliver opsøgt af andre okkulte gruppers søgen efter svar, og selv bliver optaget af planen og dens myter, kommer de til at tro på den.

Troen på en større sandhed gør dem søgende. Samtidig kan de genkende falskheden. Men man skal huske på, at modsætningen til falskhed jo netop er sandhed. Så sandheden må være derude et sted. I bogen nævner hovedpersonen Casau­bon flere steder, at han tror, at verden består af overflader. Underforstået, at man ikke kan tale om en overordnet sandhed, en Gud. Men til trods for den ironiske distance, han har til sandheden, kan han ikke lade være med at søge efter den, konstaterer Gerd Rathje, inden hun fortsætter:

Derfor kommer de til sidst til at tro på planen. De er drevet af ønsket om at tro på den. Ønsket om, at der bag overfladen ligger noget, der er håndgribeligt en overordnet sandhed. Ligesom Alexander Tovborg og modernisterne har søgt efter kunstens essens. Og ligesom mange i dag stadig søger efter den guddommelige mening, siger hun.

Dét er omdrejningspunktet for den filosofiske krimi, som Umberto Eco udgav i 1988. En litterær klassiker, der har skræmt mange læsere væk på grund af de mange filosofiske, religiøse og naturvidenskabelige begreber, forfatteren strør om sig med uden nærmere forklaring.

Eco skildrer troens mange facetter

Mange har kaldt romanen de lærdes Da Vinci Mysteriet, og den er Umberto Ecos forsøg på at fortælle sine læsere noget essentielt om forholdet mellem tro og virkelighed.

Via den hemmelighedsfulde filosofiske skole kabbalismen, der ser systemer omkring tal og bogstaver som vejen til det guddommelige, viser Umberto Eco en sammenhæng mellem videnskab og religion. Som da Eckersberg i romantikkens Danmark forsøgte at finde harmonien ved at male videnskabeligt nøjagtigt. Eller da H.C. Ørsted ledte efter det guddommelige i naturen og dermed fandt nogle af grundstenene til den videnskab, vi er drevet af i dag.

Samtidig viser Umberto Eco i bogen kontrasten mellem naive mystikere og videnskabelige kynikere.

Han forholder sig til mytologien omkring tempelridderne som udtryk for det at tro på noget. På den måde rejser han spørgsmålet om, hvornår man er troende, og hvornår man er troskyldig. Det er netop vor tids paradoks, at vi tager kynisk distance til forestillingen om sammenhæng og mening, men alligevel ønsker at søge den, siger Gerd Rathje og ser med sin alvorlige, eftertænksomme mine gennem museets store glaspartier ud over Limfjorden, der under sin mørke overflade også gemmer på noget, man ikke umiddelbart kan se.

Han beskriver, hvordan vi er kommet til en poststrukturalistisk verden, hvor al mening konstrueres, men hvor der alligevel ligger en higen i mennesket efter at finde mening. Bogen handler om en søgen efter mening og søgen efter Gud. Men hvor man hele tiden støder på blindgyder i form af noget, som man godt kan gennemskue er en konstruktion eller en myte. Den handler om søgende mennesker og om en meget spørgende ting nemlig at tro.

I romanen præsenterer Umberto Eco troens mange facetter. Den troende, der blindt følger det fælles projekt, uden rigtig at tro på det. Han præsenterer den troskyldige, der naivt æder alting råt. Og han præsenterer den, der bare for en sikkerheds skyld tror ud fra en forestilling om, at det alligevel ikke kan skade. Men han gør det uden at pådutte læseren et bestemt svar på, hvad den rette tro eller den sunde tvivl er. Han fordømmer ikke det moderne menneske, men forsøger at vise et udsnit af det moderne samfund.

Tvivlen er evig

Fornemmelsen af en konstant søgen efter sammenhæng, selvom man tvivler på, at den eksisterer, kender alle mennesker. På den måde siger Umberto Eco noget universelt om mennesket, siger Gerd Rathje.

Måden, Umberto Eco serverer sine filosofiske pointer på, er ved at hvirvle Casaubon, Belbo og Diotallevi ind i et blodigt plot fra det øjeblik, de beslutter at konstruere Den Store Plan. Deres fortolkninger af en række historiske begivenheder får dem til at se meninger og sammenhænge, der aldrig har eksisteret. På den måde minder den italienske filosof sin læser om, at fortolkninger har konsekvenser.

Men det har været til stor provokation for mange troende, når Umberto Eco har sat tro og tvivl under lup. For på den måde tillader forfatteren også at sætte spørgsmålstegn ved, hvad den rette tro er. Stadig uden at give svar. For han er en af de forfattere, der har taget begrebet forfatterens død til sig, hvilket vil sige, at han skriver fiktivt, løsrevet fra sit manuskript. Han krænger ikke sin egen sjæl ud eller afslører sit sande væsen i bogen, selvom der er visse ligheder mellem ham og Casaubon, fortæller Gerd Rathje.

Derfor er det svært for mig at afgøre, om jeg er enig med Umberto Eco. Jeg er ikke enig med Casaubon i hans kynisme. Og jeg er ikke enig med bogen i dens ironiske virkelighedsbriller, men det behøver jeg heller ikke at være. Mit forhold til Gud tager ikke skade af, at jeg støder på andre med modsatrettede holdninger end mig selv. Derfor bliver jeg ikke stødt af bogen, siger Gerd Rathje.

Er du enig med Umberto Eco i, at der er mange måder at tro på?

Ja, men jeg kan også godt følge ham i, at nogle veje ikke er de rigtige. Man kan få bundet sin tro op på noget, som åbenlyst er en myte. En mening, der er stykket sammen, som ikke hænger sammen. Til gengæld er der andre måder at tro på, der er rigtige, uden at vi ved, hvad det er. Casaubon sætter troskyldighed op over for tro. Den troskyldige æder alle fortællinger råt, fra auralæsning til genfødsel uden at stille spørgsmål til en lidt letkøbt forklaringsmodel. Troen har derimod ikke behov for en forklaring. Den er til stede, når han opvejer, hvad der virkelig har betydning i hans liv hans kærlighed til Lia og deres lille søn. Hvis jeg har læst bogen rigtigt, så kan jeg godt nikke genkendende til denne uhåndgribelige tro.

Fik bogen dig til at reflektere over din egen tro?

Det gør jeg hele tiden. Det kan man ikke undgå, når man arbejder på Museet for Religiøs Kunst. Jeg tror på Gud, men i mit daglige arbejde skal jeg forholde mig til et museum, der gerne vil sammensætte begreberne kunst og religion. Det kan både gøres mytologisk og på en fantast måde. Det stiller mig hele tiden over for Gud og kristendom.

holtze@k.dk