“Tyngdens regnbue”, Thomas Pynchons på alle måder monstrøse roman fra 1973, findes omsider på dansk

Nyklassikeren “Tyngdens regnbue”, Thomas Pynchons på alle måder monstrøse krigsroman, er i en klasse for sig og en af de vigtigste oversættelser fra i år

Thomas Pynchon er relevant med sine tanker om, hvordan vi af kapitalismen er podet til at være forbrugere, hvordan krige bare er profitfester for våbenindustrien, og hvordan multinationale firmaer styrer verden og ikke regeringerne. Eller borgerne. Hvem sagde Google, Amazon eller Facebook?, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen i sin anmeldelse.
Thomas Pynchon er relevant med sine tanker om, hvordan vi af kapitalismen er podet til at være forbrugere, hvordan krige bare er profitfester for våbenindustrien, og hvordan multinationale firmaer styrer verden og ikke regeringerne. Eller borgerne. Hvem sagde Google, Amazon eller Facebook?, skriver Jeppe Krogsgaard Christensen i sin anmeldelse. Foto: Reuters File Photo/Reuters/Ritzau Scanpix.

I verdenslitteraturens bibliotek findes en lille samling bøger, som omgærdes af både fascination og ærefrygt. De er lige så krævende, som de er givende, og hvor mange læsere må give op, så vil de, der gennemfører – og forstår – blive rigt belønnet.

Til den samling hører Herman Melvilles “Moby Dick” (1851), Marcel Prousts “På sporet af den tabte tid” (1913-1927), James Joyces “Ulysses” (1920) og også Thomas Pynchons “Gravity’s Rainbow” (1973), der nu – 49 år efter den amerikanske udgivelse – omsider er oversat til dansk.

Det er Claus Bech, der har stået for det kolossale arbejde og er kommet fantastisk stærkt og beundringsværdigt sikkert gennem alle 952 sider, hvor sætninger, afsnit og kapitler snor, slår og slynger sig.

Bech kan dog ikke forvente, at alle hans læsere vil nå hele vejen igennem “Tyngdens regnbue”, som romanen hedder på dansk. Mange vil fare vild i Pynchons labyrint og give op. Mens andre måske vil lade, som om de kom ud på den anden side.

Det sidste er en pynchonsk pointe. At intet er, hvad det syner. At der er en sort sandhed under løgnen, og “Tyngdens regnbue” er vel – i et forfatterskab, der tæller andre originale værker som “V.” (1963) og “Katalognummer 49 udbydes” (1966) – den kultdyrkede amerikaners mest paranoide, mest ekstreme og mest komplekse bedrift.

Men i romanens flygtige, evigt forskudte centrum står Tyrone Slothrop. Året er 1944, og den amerikanske løjtnant er udstationeret i London, hvor de tyske V2-missiler regner ned. Og der er en sælsom forbindelse mellem Slothrops, hm, lem og så missilerne. De lander nemlig dér, hvor den altid lystne Slothrop har haft sex. Det viser sig, at han som helt lille er blevet påvirket til at få erektion, hver gang et bestemt materiale – det såkaldte Imipolex G, der er i missilerne – nærmer sig. En pavlovsk refleks. Hvem, der står bag eksperimentet, skal ikke røbes her, men Slothrops evner interesserer andre parter end den ansvarlige – militære, intellektuelle, kommercielle – og snart er han drevet ud på en vild færd i Europa på jagt efter den såkaldte “Raket 00000”.

Det er lige så absurd, som det er paranoidt, og hvirvlet ind i utallige andre former for vanvid, mareridt og absurditeter under krigen og i tiden efter. Og der er så mange digressioner i romanen, at det måske ikke giver mening at kalde det digressioner. For fra hvad? Digressionerne er på sin vis romanen, der kommer omkring et væld af personer med navne som Lazlo Jamf, Clive Mossmoon, Katje Borgesius og den ene, den anden og den tiende faglighed – fysik, kemi, ballistik, luftfart, litteratur – og også kaster grænseoverskridende sex, omgang med fækalier, heftigt banderi og limericks ind i ligningen. Men så de her pludselige læsemirakler. Som da der dukker en historie op om en elpære ved navn Byron. Den har vist sig at kunne brænde evigt og er derfor kommet på kant med “Phoebus, et internationalt elpærekartel i Schweiz. Det styres hovedsagelig af International GE, Osram og Associated Electrical Industries of Britain, som igen ejes henholdsvis 100 %, 29 % og 46 %, af General Electric Company i USA.”

Da kartellet opdager, at pæren aldrig springer, kontakter de “Comitéen for Illuminerede Anomalier” og får dem til at sende en lejemorder. Fordi man ikke kan have udødelige elpærer. Så er der jo ingen penge at tjene for producenterne!

Historien om Byron er helt igennem fantastisk. Ligesom for eksempel sætningerne om den sovende soldat, der er ved at glide ud over kanten på første sal “og det eneste, der holder ham deroppe, er en champagneprop med ståltråd i hans bukselomme, som på en eller anden måde har haget sig–“

Ja, sådan slutter sætningen. Uden at slutte, og Pynchons stil er både eksperimenterende, plat og poetisk. Men da forfatteren Anthony Burgess i sin bog “Ninety-nine Novels” fra 1984 – om det han anså for verdens 99 bedste romaner –  skrev, at “Tyngdens regnbue” var “krigsromanen over dem alle”, ja, så var det en halv sandhed. For nok udspiller romanen sig under og omkring Anden Verdenskrig. Men Pynchon synes at benytte datidens galskab, måden hvorpå meningen går op i sømmene, til at beskrive sin egen samtid og det postmoderne vilkår, hvor Den store sandhed er fortid. Hvor sammenhæng er noget, man selv må skabe. Og i Pynchons tilfælde med kapitalismen og industrierne som de nye manipulerende guder. “Tyngdens regnbue” er således fuld af skjulte motiver og ikke mindst konspirationsteorier. Men det var noget andet USA i 1973, end det er i dag. Dengang var den form for mistro forbeholdt den progressive venstrefløj og ikke som i 2022 nutidens rablende Trump-højrefløj.

Pynchon er ikke desto mindre relevant med sine tanker om, hvordan vi af kapitalismen er podet til at være forbrugere, hvordan krige bare er profitfester for våbenindustrien, og hvordan multinationale firmaer styrer verden og ikke regeringerne. Eller borgerne. Hvem sagde Google, Amazon eller Facebook?

På den måde peger Pynchon på, hvor ufrie vi er i "The Free World". At vi nok føler os frie, men reelt ikke er det. At vi er underlagt det, der i marxistisk jargon kaldes “falsk bevidsthed”.

“Tyngdens regnbue” rummer alt dette, som kun en roman kan rumme. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg først sled med den. Blev irriteret. At Pynchon som Joyce i “Ulysses” tydeligvis har moret sig med at lægge referencer ind og spor ud, som læserne kan tænke over. I det uendelige. Men som siderne gik, læste jeg også med en stadig større vished om, at guldet ventede lige om hjørnet. At det lå på næste side. Som historien om elpæren Byron. Der er det hele værd. Som så mange andre passager i det på alle måder monstrøse værk, Claus Bech har genfødt på velklingende dansk. Så nu kan endnu flere træde ind i Pynchons store syngende, snurrige, skrumplede fiktionsapparat. Og se om de nogensinde kommer ud igen.

Thomas Pynchon: Tyngdens regnbue. Oversat af Claus Bech, versene ved Thomas Rasmussen. 952 sider. 400 kroner. Multivers.