Tyrkisk forfatter: Empati er som en muskel, der skal trænes

Flygtninge er mere end tal i statistikker. De er mennesker, og det skal vi huske, før vi bliver bange for dem, mener den tyrkiske forfatter Hakan Günday. Han er aktuel på dansk med sin barske roman ”Mere, mere”, der handler om menneskesmuglernes kyniske menneskesyn

Når man køber frygt, skal man altid spørge sig selv, hvad man betaler med, siger den tyrkiske forfatter Hakan Günday, der netop har været i Danmark for at tale om sin roman ”Mere, mere”. –
Når man køber frygt, skal man altid spørge sig selv, hvad man betaler med, siger den tyrkiske forfatter Hakan Günday, der netop har været i Danmark for at tale om sin roman ”Mere, mere”. – . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Aylan Kurdi havde stadig sine små sko på, da hans lig sidste år blev fotograferet på en tyrkisk strand. Som den lille, døde dreng lå der i vandkanten med ryggen til og sine små buttede arme liggende slapt ned langs sin røde t-shirt, som om han bare sov, kunne han være alles barn.

Men Aylan Kurdi blev kun tre år ”gammel”, og synet af hans lille hoved, der ikke hvilede på en pude, som det burde, men på et hjerteskærende leje af blide bølger, ramte mange som en fotografisk tsunami.

Billedet var iscenesat, men det gik som bekendt viralt og blev så ikonisk, at det siden er blevet brugt som motiv af kunstnere som kinesiske Ai Weiwei, graffitikunstnere i Berlin og billedkunstneren Nadia Plesner herhjemme.

Aylan Kurdis tragedie var reel, for han druknede, men siden er det blevet dokumenteret, hvordan han faktisk først blev fundet på de nærliggende klipper, men siden blev båret ned i vandkanten for at få et stærkere foto. Men den tyrkiske forfatter Hakan Günday mener, at det iscenesatte foto af Aylan Kurdi havde en vigtig funktion, fordi det ”i det mindste et kort øjeblik slog folks empati til”, som han siger.

Det håber han også, at hans prisvindende roman ”Mere, mere”, der netop er udkommet på dansk, kan gøre. For selvom fotoet af Aylan Kurdis lig blev ikonisk, har mange allerede glemt hans navn, og der findes stadig tusinder af andre døde bådflygtninge i alle aldre, der aldrig får mediernes opmærksomhed.

”Nyhederne gør os hurtigt immune over for andre menneskers lidelser. Det er svært at forholde sig til, at millioner af mennesker er så desperate, at de er villige til at sætte livet på spil blot for at flytte sig fra a til b. Og at tusindvis dør i forsøget på at flygte. Men det gjorde mig alligevel indigneret at læse en lille note i en tyrkisk avis på tre-fire linjer om, hvordan en masse mennesker nu igen var druknet. For de mennesker var netop bare tal i historien, der ikke fortalte noget om, hvem de var, og hvor de kom fra. De mennesker var som spøgelser, som kun kom i nyhederne, fordi de var døde. Det var deres eneste identitet, at de var døde, ellers var de komplet usynlige,” siger Hakan Günday, der er i København i forbindelse med udgivelsen af ”Mere, mere”.

”Jeg begynder altid med ét spørgsmål, når jeg begynder at skrive en roman. Målet er ikke nødvendigvis at besvare spørgsmålet, men snarere at starte med et spørgsmål, der til sidst driver mig frem mod tusind andre spørgsmål. Og her begyndte jeg med at spørge mig selv, hvordan forholdet er mellem menneskesmugleren og den gruppe, han har ansvaret for,” forklarer han og tilføjer:

”Bådflygtningene kan have været matematikprofessorer, gartnere eller kunstmalere, før de flygtede, men i det øjeblik de i deres desperation forlader deres hjem for at lægge deres skæbne i hænderne på en menneskesmugler i håbet om et bedre liv, er de alle sammen bogstaveligt talt i samme båd. De er nødt til at stole fuldstændig på en fremmed, en menneskesmugler, der nu har enorm magt over disse menneskers liv. Det forhold ville jeg gerne undersøge, og jeg fandt hurtigt ud af, at det er et forhold, hvor vold hurtigt bliver en naturlig kommunikationsform.”

Selvom fotoet af Aylan Kurdis lig blev ikonisk, har mange allerede glemt hans navn, og der findes stadig tusinder af andre døde bådflygtninge i alle aldre, der aldrig får mediernes opmærksomhed.
Selvom fotoet af Aylan Kurdis lig blev ikonisk, har mange allerede glemt hans navn, og der findes stadig tusinder af andre døde bådflygtninge i alle aldre, der aldrig får mediernes opmærksomhed. Foto: AP

”Mere, mere” handler om drengen Gaza, der fra ni-årsalderen bliver opdraget til, at det kun er hans eget liv, der betyder noget. Faderen er menneskesmugler og lærer ham ”faget”, der består i at tjene flest mulige penge på andres elendighed.

Fra deres hus i en tyrkisk landsby modtager de flygtninge fra Afghanistan, Pakistan og andre lande i området, og Gaza og faderen opbevarer flygtningene som købmandsvarer og sender dem videre til fiskere, der kan sejle dem til Europa. Det er en livsfarlig forretning for de flygtninge, der er afhængige af, at alt går ordentligt til.

”Normale drenge, der for eksempel hjælper deres købmandsfædre, risikerer i værste fald at ødelægge en maskine eller tabe en pose mel på gulvet, men her kan fejl koste liv. Det sker også. Men så forklarer Gazas far ham, at man sagtens kan erstatte et menneskeliv ved at betale lidt penge for det. Og det bliver et vendepunkt for Gaza, som i første omgang overtager det menneskesyn fra faderen, hvor et menneskeliv ikke betyder mere end andet smuglergods.”

I begyndelsen tror Gaza således kun, at det er ham og hans far, der betyder noget, mens alle andre kun er ligegyldige objekter i verden. Men med tiden begynder han at stille spørgsmål, da han ser, hvor meget folk er villige til at lide for at få et bedre liv. Og sådan indser han, at livet er fattigt, hvis man kun har blik for sit eget livs værdi, forklarer den tyrkiske forfatter.

”I hver eneste konfliktsituation har Gaza før tænkt: ’Dig eller mig’, men han indser, at man til sidst bliver helt alene, hvis man altid tænker sådan, så han forsøger at gøre ’dig eller mig’ til ’dig og mig’. For han forstår, at han kun får fred, hvis han hjælper andre end sig selv. For man kan ikke ignorere andres tragedier. Måske ser man kun tragedierne i fjernsynet i dag, men måske kommer de tragedier til ens egen gade eller i det mindste til ens barnebarns gade med tiden. For vi lever i et lukket system her i verden. Hvis der er et sted, hvor det ikke går godt, vil det få konsekvenser alle steder,” siger han og lader en hånd glide igennem sit hår, inden han sukker:

”Jeg udgav min roman i 2013 i Tyrkiet. Dengang blev den betragtet som ren fiktion, men dens temaer er uhyggeligt aktuelle. I dag ved alle, at der drukner masser af mennesker, men man lader det fortsat ske. Og når liv på den måde ikke har nogen værdi i et samfund, forgifter det alting. Det er som en virus, der angriber moralen og medmenneskeligheden. Og det oprører mig at se verdens mangel på barmhjertighed,” siger han og tilføjer:

”Jeg har skrevet otte romaner, men har aldrig været i stand til at skrive lige så voldelige scener, som virkeligheden byder på. Men mit håb er, at mine historier alligevel får folk til at tænke og blive bedre til at sætte sig ind i andre menneskers problemer. For empati er som en muskel, der skal trænes. Hvis man ikke træner sin empati, forsvinder den. Og man kan blandt andet træne sin empati ved at læse romaner. Og ved at se på voldsomme billeder som det af Aylan Kurdi. Hans skæbne er overgået mange drenge i mange år. Men billedet af ham åbnede manges øjne. Men derfra er det op til den enkelte at bevare øjne og hjerter åbne. Det er bare svært.”

Hvorfor?

”Fordi vi er så styret af frygt, og frygt forstyrrer vores empatiske sans. Derfor går vi hurtigt over til at tænke ’dig eller mig’ i stedet for ’dig og mig’. Det er også roden til mange af de politiske problemer, at vi tænker på os selv først. ”

Er det også det, der sker i Tyrkiet nu?

”Situationen er meget kaotisk. Hver morgen vågner vi til et nyt land. Og det er især hårde tider for journalister.”

Er du selv bange for at ytre dig?

”Jeg skriver romaner. For 70 år siden var det forfatterne og poeterne, der havde problemer. Nu er det mest journalisterne, der står for skud. Men jeg har også forfattervenner, der er i fængsel lige nu, fordi de har skrevet i aviserne. Det er, hvad der sker lige nu.

Og jeg er da bange for, hvad der skal ske med mine venner og de folk, der ytrer sig politisk. Men lige nu retter censuren sig mest mod Twitter. For Twitter er et mere magtfuldt kommunikationsværktøj end romaner. Det er meget simpelt. Censuren retter sig derhen, hvor der er meget larm. Det er som en følsom børs, der hele tiden skifter fokus efter de største bevægelser, så ingen kan vide sig sikre,” siger forfatteren, der dog nægter at lade sig styre af frygt:

”Frygten gør os egoistiske og alene. Men vores frygt bliver konstant fodret. For de fleste af de informationer, der kommer til os, sælger os frygt, hvad enten det er politikere eller reklamefolk, der vil gøre os bange. For hvis man kan sælge frygt til folk, kan man sælge hvad som helst til dem. Folk vil købe racisme, paranoia eller vaskemaskiner, hvis de tror, at det hjælper dem af med deres frygt. Men når man lader sig skræmme, skal man altid spørge sig selv, hvad man så betaler med. Betaler man med sin uskyld, sin medmenneskelighed eller sin empatiske sans, når man køber frygt?”.

Han ser op med et hemmelighedsfuldt smil, så han et øjeblik ligner den lille kloge jediridder Yoda, som i en Star Wars-film engang sagde, at frygt fører til ”the dark side”. Men lyset i livet finder Hakan Günday selv ved at læse og skrive:

”Siden jeg var barn, har jeg trænet min empati med læsning. Sådan har jeg haft det, siden jeg som 10-årig havde min første store læseoplevelse med en svær og mørk roman, som jeg kun forstod stemningerne i. Men jeg tænker bedst, når jeg selv skriver. Det er også en måde at lære mig selv bedre at kende på. Når jeg når til den tiende sætning, møder jeg tit en tanke, som jeg ikke troede, at jeg kunne rumme,” siger han og slår en mild latter op, inden han tilføjer:

”Og sådan kan jeg pludselig også forstå andre bedre ved at diskutere med mig selv først.”