Hvad er meningen i en verden, der synes meningsløs?
Det er det helt store spørgsmål i Wolfram Eilenbergers bog ”Troldmændenes tid”, der udkom på dansk sidste år, og som stiller skarpt på 10-året efter Første Verdenskrig, hvor de fire mandlige filosoffer Ludwig Wittgenstein, Martin Heidegger, Walter Benjamin og Ernst Cassirer alle tumlede med eksistensen i en tid, hvor skyttegravene havde gjort det svært at bevare troen på menneskehedens og civilisationens fremgang.
Til efteråret kommer så Wolfram Eilenbergers næste bog på dansk i den trilogi, som ”Troldmændenes tid” indledte. ”Feuer der Freiheit”, der på dansk får titlen ”Frihedens ild”, handler om det 10-år, der fulgte efter, fra 1933 til 1943. Hvor krigstrommerne igen begyndte at kunne høres, og masseideologierne var på march gennem Europa. Her fokuserer Wolfram Eilenberger på fire kvindelige tænkere, Hannah Arendt, Simone de Beauvoir, Simone Weil og Ayn Rand, der alle er optaget af spørgsmålet om forholdet mellem den enkelte og de andre.
”Tidens, og deres, største udfordring er jo ikke bare at forstå, at der findes andre folk, der grundlæggende er som mig – men at anerkende deres eksistens. For hvad betyder det så for den enkeltes frihed, for autonomien, at den Anden også findes? De fire kvinder kommer frem til forskellige svar, men deres udgangspunkt er det samme, og derfor har jeg sat netop dem sammen i bogen,” fortæller Wolfram Eilenberger, der selv er uddannet filosof, men primært arbejder som forfatter i dag.
Umiddelbart ville man måske tænke, at det ikke lige er bøger som disse, folk skynder sig hen i boghandlen for at købe. Men Wolfram Eilenbergers to seneste bøger har i den grad fundet læsere over hele verden. ”Troldmændenes tid” er oversat til 20 sprog og blev med det samme en bestseller, og ”Frihedens ild” er blevet kaldt en fornem opfølger og et indlysende mesterværk.
På spørgsmålet om, hvorfor han tror, at bøger om netop filosoffer, deres liv og deres tænkning, har nået så bredt et publikum, lyder svaret:
”Jeg skriver ikke kun om filosoffernes tænkning, men også om deres liv, og det biografiske stof er med til at vise, hvordan deres egen eksistens er påvirket af deres idéer og omvendt. Jeg tror, der er en længsel hos folk efter at se netop det; at filosofi ikke bare er tankespind, men at det gør en forskel for os, hvis vi tænker over vores eksistens eller lader være. For vi har nok allesammen en idé om os selv som nogle, der burde tænke over de her spørgsmål. Og jeg vil gerne vise, at filosofien kan være transformativ, at den kan gøre en forskel – så bøgerne er på den måde også en opfordring til selv at tænke, til selv at filosofere,” siger Wolfram Eilenberger.
Som et eksempel på, hvordan liv og tænkning hænger sammen hos de filosoffer, der er portrætteret i bøgerne, peger Wolfram Eilenberger på, at de fire tænkere i ”Frihedens ild” alle er kvinder, som på grund af deres køn havde sværere ved at blive en del af det akademiske parnas i deres samtid og dermed måtte søge andre veje.
”De blev faktisk slet ikke opfattet som filosoffer, så i stedet for at gå den traditionelle forskervej fandt deres tænkning vej ind i de noveller, dramaer og journalistiske reportager, som de skrev. Man kan derfor sige, at de havde en mere narrativ tilgang til eksistensen, end de mandlige filosoffer på samme tid. Og så søgte de alle fire noget, som Hannah Arendt kaldte ’kærligheden til verden’. For mens mange af deres mandlige ’kolleger’ ofte havde svært ved at se den menneskelige eksistens som et ubetinget gode, så går det igen hos disse fire kvinder, at selv i mørke tider er livet altid en gave,” siger Wolfram Eilenberger, der også fremhæver, at tre af de fire kvinder var af jødisk afstamning, og at perioden mellem 1933 og 1943 derfor gjorde spørgsmålet om livets dyrebarhed og den enkeltes frihed endnu mere presserende for netop dem.
Personligt er han blevet mest overvældet af den dybde, han fandt i den franske Simone Weils tænkning.
”Jeg opdagede hende først for alvor, mens jeg skrev bogen, og jeg tror næsten, at det er sådan, det er: Hun er det 20. århundredes ’glemte barn’, og det er for mig at se en stor sorg eller skam, at vores kultur har glemt hende.”
Simone Weil er blevet kaldt både filosof, politisk aktivist og mystiker. Og alle betegnelser passer. For spørgsmålet om frihed og forholdet mellem den enkelte og de andre bliver for hende fuldstændig afgørende for, hvordan hun ikke bare tænkte, men også levede sit liv. Hvis materialisme, masseideologier og egoisme spærrer vejen for ikke bare den enkeltes, men også for den andens gode liv og frisættelse, så må næstekærligheden og sympatien være svaret, mente Weil.
I begyndelsen af sin filosofiske tænkning var hun især optaget af den politiske frigørelseskamp. Som en del af den sammenhæng mellem liv og tænkning, hun i den grad repræsenterer, blev hun selv fabriksarbejder for at mærke arbejderlivet på egen krop, og hun deltog senere i Den Spanske Borgerkrig, hvor hun kæmpede imod Franco, ligesom hun blev frihedskæmper under Anden Verdenskrig. Med årene blev Weil mere og mere optaget af det religiøse. Hun fik en række religiøse åbenbaringer, og på trods af sin jødiske afstamning vendte hun sig efterhånden mod kristendommen med næstekærligheden som fortegn. Weil udviklede også en særlig teologisk metafysik, hvor hun når frem til, at den sande frihed ikke længere kan findes på jorden og mellem mennesker, men kun i den guddommelige nåde.
Som Wolfram Eilenberger kondenserer det i bogen:
”Det virkeligt befriende mål er ikke hengivenhed over for andre i solidaritet, men barmhjertig selvopgivelse under den guddommelige transcendens’ tegn.”
I telefonen uddyber han sin fascination af Simone Weil, der døde allerede i 1943 i en alder af kun 34 år.
”Der er en klarhed i hendes engagement, som er helt unik. Og så insisterer hun på, at idéen om Gud ikke må fjernes fra vores tale om, eller undersøgelse af, os selv. Det er direkte farligt, når filosofien tror, at den kan klare sig uden transcendens – at vi blot ved hjælp af logiske argumenter kan nå frem til alt. Hvor nogle erfaringer derfor på forhånd er dømt ude, fordi vi ikke har sprog for dem. Derfor søger jeg også selv mod filosoffer, der ikke på forhånd dømmer de metafysiske spørgsmål ude, men tværtimod insisterer på at stille dem,” siger Wolfram Eilenberger.
Derudover mener han også, at Simone Weil har nogle væsentlige pointer, når det handler om dagens optagethed af et emne som identitetspolitik og MeToo.
”Weil var helt med på, at jeg’et kan stå i vejen for menneskelig frisættelse. Men vi’et er endnu værre. Hun så nemlig, hvordan det i virkeligheden ofte er et kollektiv af narcissister, der står og råber ’vi’. Tænk for eksempel på nogle af de kampagner, der lige nu foregiver at handle om et fællesskab, om et ’vi’ – og se så, hvilket ord de faktisk indledes med: ’me’, altså mig. Det så hun allerede dengang, så hun er virkelig værd at genlæse.”
Hos alle fire kvinder finder Wolfram Eilenberger denne dybe sammenhæng mellem deres liv og deres tænkning, og hos Simone de Beauvoir kobler han blandt andet hendes undersøgelse af frihedsbegrebet med hendes velkendte relation til Jean Paul Sartre, der var gift, men alligevel havde en særlig ”kærlighedspagt” med hende.
”I begyndelsen har Simone de Beauvoir faktisk svært ved at svare på, hvorfor hun overhovedet skal interessere sig for den Anden. Og det tager hende 10 år at få kureret sig selv for den narcissisme, der har præget hende – og som jo i den grad også kendetegner den fælles pagt, hun og Sartre har indgået om fri seksualitet. Men som han nok nyder mere godt af end hun, og efterhånden går det op for hende, at ’ingen er en ø. Ingen kan være fri bare for sig selv’, som hun formulerer det. Det er med andre ord tænkningen, filosofien, der fører hende væk fra narcissismen og hen til idéen om en ’metafysisk solidaritet’, som blev et nøglebegreb for hende.”
Wolfram Eilenberger kalder selv sin planlagte trilogi for en ”modhistorie” om filosofien i det 20. århundrede. Han ønsker at pege på filosoffer, der ikke kun gik på arbejde og havde en såkaldt filosofisk karriere fra klokken 8 til 16. Men hvor det at filosofere og forholde sig til sig selv og sin verden var en måde at være i verden på. Hele tiden.
”Og nu er jeres avis og læserne selvfølgelig fra Danmark, så måske er det ikke nødvendigt at fortælle jer. For det var jo præcis på den måde, det var for Søren Kierkegaard: Liv og tænkning hænger sammen. Men i dag er netop den sammenhæng forsvundet, og filosofi er blevet et akademisk fag som alle andre, på en masseinstitution. Man kan gøre karriere i faget, og jeg tror aldrig, der har været så mange højtlønnede filosoffer før. Men de filosoffer, jeg skriver om, var det på en helt anden måde – de legemliggjorde deres tænkning,” siger Wolfram Eilenberger.
Han er ikke kun trist, men også bekymret over den udvikling, ”for vi har virkelig brug for at se filosofi som den vigtige kamp mod at tro, at man ved alt. Det er en fælles indsigt, som de fire kvinder i ’Frihedens ild’ deler, og som betyder, at vi konstant må kæmpe imod det, som Hannah Arendt kalder ’banaliteter’. Med ordet ’banalt’ mente hun ikke, at noget er uden betydning. Det betyder derimod, at det er noget, der findes overalt”, lyder det fra Wolfram Eilenberger, der tilføjer, at det netop er her, tænkningen eller filosofien skal træde ind og gøre den enkelte i stand til selv at dømme og ikke bare uden videre overtage ”banaliteterne”.
”Kant havde ret, da han sagde, at den enkelte både skal tænke og dømme for sig selv. Den nødvendighed forsvinder aldrig. I mine bøger har jeg så beskrevet flere forskellige bud, så der opstår forskellige svarmuligheder på de eksistentielle spørgsmål. Hvis man vil filosofere, er det nødvendigt at møde polyfonien – den fordyber kun tænkningen og udgør også en form for demokratisk dannelse,” siger han, der mener, at netop vores tid lige nu i den grad behøver filosofien.
”Jeg har allerede nævnt identitetspolitikken som et af de steder, hvor vi umiddelbart bevæger os fra en ’jeg’til en ’vi’-politik, og man kunne også nævne demokratiets krise i mange lande samt den cocktail af klimaudfordringer og teknologiske landvindinger, vi står midt i. Muligheden for totalitarisme og totalitære løsninger er til at få øje på. Tænk bare på den udbredte brug af overvågning, som sker i dag,” siger Wolfram Eilenberger og drager til sidst også vores fælles oplevelse af en verden i pandemisk alarmberedskab med ind i analysen.
”De yngre generationer, folk, der er født efter Anden Verdenskrig, har nok aldrig helt forstået, hvad staten kan. Men nu har vi set det igennem det sidste halvandet år. Og jeg siger ikke, at staterne overreagerede, men vi har i hvert fald set, hvad staten som sådan er i stand til at sætte ind med. Det bør da give enhver stof til filosofisk eftertanke. Til at tænke og dømme selv.”