Tysk bredside mod klimakunst vækker debat

Kunstverdenen moraliserer i stigende grad mod klimaforandringer, men taler kun til de frelste og bærer selv et stort ansvar for belastningen af klimaet. Det mener forfatter og journalist ved den indflydelsesrige tyske ugeavis Die Zeit

Kan kunst, som propagerer det gode og det rigtige, være mere end en æstetisk afladshandel?”, spørger tysk skribent. Her ses tysk a-kraftværker. Arkivfoto.
Kan kunst, som propagerer det gode og det rigtige, være mere end en æstetisk afladshandel?”, spørger tysk skribent. Her ses tysk a-kraftværker. Arkivfoto. Foto: Wolfgang Rattay/Reuters

Fokus på klimaændringer er ikke forbeholdt unge aktivister og de fremstormende grønne partier i Europa. Også blandt kunstnere er der næppe noget andet tema, der får så megen opmærksomhed for tiden.

Kunstnere protesterer mod plasticaffald og drivhusgasser, begræder forurenede have og forgiftede bier og diskuterer indlandsisens og regnskovenes fremtid. Med al den klimakunst kunne man nemt fylde et helt museum, skriver den tyske forfatter, journalist og kunstkritiker Hanno Rauterberg i ugeavisen Die Zeit under overskriften ”Skinhellighedens kunst”.

”Men fører det til noget? Kan kunst, som propagerer det gode og det rigtige, være mere end en æstetisk afladshandel?”, spørger han.

Han peger på, at den ingangværende Biennale i Venedig flyder over med klimakunst, og at samtlige besøgende ved den berømte kunstfestival formentlig på forhånd er helt overbeviste om, at plastic i havene eller flyrejser er skadeligt. Når kunstnere og publikum således er rørende enige, har kunsten ikke længere så meget en oplysende som en beroligende effekt, skriver Hanno Rauterberg.

”Den besøgende investerer penge og tid for at betragte værkerne og får til gengæld den gode følelse af ikke at være en af de forsmædelige turister, men noget ganske andet, noget bedre: En rejsende i kulturen, som garanteret står på den rigtige side. Netop denne følelse af velvære er naturligvis den bedste forudsætning for, at alt bliver ved det gamle,” skriver han.

Hvor virkningsløs denne form for kunst er, ser man blandt andet ved, at kritikken altid er rettet mod ”de andre”, ikke mod kunstneren selv eller kunstindustrien. Det er hyklerisk, forstår man på Hanno Rauterberg. Teaterscenerne buldrer i disse år for eksempel mod neoliberalisme, men fører en personalepolitik så hård, at få andre brancher kan følge med. Heller ikke den omsiggribende klimakunst fører til, at museerne nedjusterer de enorme udstillinger, eller at kunstnerne modererer deres overflod af materialer.

”Den kulturelle verden som helhed, men frem for alt kunstindustrien, producerer et økologisk fodaftryk, som er lige så umådeholdent som branchens trang til anerkendelse,” skriver han.

Kuratorer flyver jorden rundt for et kort visit i et galleri, kunstværker transporteres konsekvent med fly, og kunstmuseer bruger uanede mængder energi på lys. En kunstner som dansk-islandske Olafur Eliasson, der forsøger at fremme større klimabevidsthed, har sagt, at han nærmest uafbrudt rejser med fly for at holde øje med sine egne udstillinger rundtom i verden, påpeger Hanno Rauterberg.

”Gennem årene har mange i kulturverdenen internaliseret denne dobbeltmoral i en sådan grad, at de blev forbløffede, da Tate i London for nogle dage siden udråbte en klimanødsituation – og faktisk refererede til dem selv, til deres egen drift som museum,” skriver han med henvisning til, at den verdensberømte britiske kunstinstitution vil indføre grøn energi, flere veganske retter på menuen og nye rejseregler for ansatte for at reducere CO2-udslippet med mindst 10 procent.

Det er beskedent, men langt mere end hvad andre kunstinstitutioner har kunnet diske op med, skriver Hanno Rauterberg.

Hans frontalangreb på kunstverdenens omgang med klimaet har fået mange læsere af den indflydelsesrige ugeavis til tasterne. På avisens hjemmeside Zeit Online skriver én:

”Hvad foreslår forfatteren. Skal kulturområdet afskaffes? Skal vi fremover kun konsumere kunst virtuelt, hvormed dataoverførsler dog stadig vil producere CO2? Med anklager vil klimaændringerne ikke blive stoppet,” skriver vedkommende.

En anden peger på, at den uomgængelige globalisering også gælder kunstverdenen.

”Når kulturen er international, bliver man ganske enkelt nødt til at rejse. Allerede Goethe mente, at det var tilfældet. Den, der ikke vil det, men vil gøre flyrejser dyrere eller endda forbyde dem, afskaffer også den internationale kultur,” skriver læseren.

Det egentlig skræmmende er imidlertid ikke hykleriet, men at klimabevægelsen med dens ”tiltagende totalitære træk” får grebet om kunstverdenen, skriver en tredje læser.

”Kunst er langt mere vigtigt end det i sidste ende meget lille bidrag til CO2-udledning forårsaget af kunstnerisk skabelse eller ved, at jeg besøger en udstilling eller en teaterforestilling.”