Tysk familie: ”Gudenåen er vores paradis”

Martina Lohmann og hendes familie har holdt ferie i kano på Gudenåen i 33 år. De kender efterhånden naturen omkring Silkeborg bedre end deres tyske hjemegn

51-årige Martina Lohmann, hendes mand, Tom Knütel, på samme alder og deres to sønner sidder i tredje og fjerde kano fra venstre. I 33 år har parret holdt ferie på Gudenåen, og både familie og venner har sluttet sig til dem gennem tiden på ruten, der går fra Emborg Bro ved Gammel Rye til Silkeborg. – Privatfoto.
51-årige Martina Lohmann, hendes mand, Tom Knütel, på samme alder og deres to sønner sidder i tredje og fjerde kano fra venstre. I 33 år har parret holdt ferie på Gudenåen, og både familie og venner har sluttet sig til dem gennem tiden på ruten, der går fra Emborg Bro ved Gammel Rye til Silkeborg. – Privatfoto.

Lyden af metal, der skraber mod grus, skærer i luften, men Martina Lohmann på 51 år fortsætter ufortrødent med at slæbe sin kano længere op på land. I et sidste snuptag kommer snuden langt nok op af vandet til, at hun kan tømme den for bagage. Hendes fire dage lange ferie op ad Gudenåen er nået til ende her i Silkeborg Havn.

Fra Hjejlekiosken på havnen på den anden side af åen råbes en madordre fra køkkenet så højt, at den trods en spruttende gammel hjuldamper på vandet og afstand kan høres helt herover, hvor Martina Lohmann slæber tasker op af kanoer.

Hun er oversætter og fra byen Wedel vest for Hamborg, men hvert år til sommer tager hun, hendes mand og deres to sønner på 13 og 11 år på kanotur i Danmark. For Martina Lohmann og hendes mand er turen i år den 33. af slagsen i træk. Og de kommer igen næste år.

”Efter så mange år er det simpelthen blevet umuligt ikke at tage af sted,” siger hun.

Det hele begyndte i 1984, da hendes mand, Tom Knütel, som teenager tog turen med sin sportsklub. Han er kommet igen hvert år siden, og da han mødte Martina som 18-årig, tog hun med.

Gennem årene er traditionen vokset til at inkludere omkring 30 venner og familiemedlemmer. Hvert år, et par uger før den typiske dato, begynder mailkorrespondancen mellem dem, mens de finder ud af, hvem der skal med. Denne gang er gruppen stor nok til at fylde 11 kanoer med voksne og børn ned til otteårsalderen.

Tim Hambach på 49 år og hans søn Paul på 13 år pruster og slæber deres bagage. Deres kano er meget mere fyldt end Martina Lohmanns. Og de synes i øvrigt, at det var hårdt at padle hen over Julsø i stormvejr. Martina Lohmann griner ad dem.

”Tim er ny. Det er kun anden gang, han er med. Han ved ikke så meget om noget,” siger hun.

Hun peger på al hans bagage og på de andre fyldte kanoer. Der er guitartasker, ukuleler og badedyr. Et par tomme ølflasker klirrer sammen i bunden af en af kanoerne.

”Vi, der har været med fra starten, ved bedre end at tage for meget med. Til gengæld kan man også se på det, vi så rent faktisk pakker, at vi er ved at blive gamle. Puderne til bagdelen i kanosædet var der for eksempel ikke de første 20 år,” ler hun.

Endnu en kano fra gruppen melder sin ankomst, og teenageren i den sejler øvet sin kanosnude ind mod land, så hun ikke driver videre med strømmen. Hun kan ikke komme op af kanoen, før dem foran hende er væk. I stedet slænger hun sig tilbage med armene bag hovedet og venter med lukkede øjne. Tim Hambach sætter ord på det, man kunne mistænke for at være hele gruppens motto:

”Ingen stress. Vi har al tid i verden.”

Det understreges af, at dagens sejlads fra deres sidste lejrplads og ind mod byen har taget Martina Lohmann og kompagni fire timer at sejle, selvom kanoudlejningen anslår det til at tage halvanden time. Og den sidste kano, med Martina Lohmanns mand og yngste søn, er endnu ikke at se noget sted i horisonten. Som en vigtig faktor i deres langsommelige padlestrategi skal naturligvis nævnes, at så snart kanoerne rammer bredden i Silkeborg, er ferien forbi. Og hvem i deres rette sind ville skynde sig med det?

Selvom det var tilfældigt, at Gudenåen blev ramme for familietraditionen, kender de den i dag så godt, at Martina Lohmann ikke vil være dens danske omgivelser foruden. I nat har gruppen overnattet på sit yndlingssted langs åen: en lille ø i en gruppe på fire i den vestlige del af Borre Sø mellem Silkeborg og Julsø. ”Det er vores helt eget paradis, vi har det altid for os selv,” forklarer hun.

Selvom de har camperet der i 33 år, kender Martina Lohmann ikke de lokale navne på de fire øer. Hun aner ikke, om det er Annekens Ø, Bredø, Langø eller Borre Ø, der er deres hemmelige feriested.

Hun ved heller ikke, at øerne tilsammen populært kaldes Paradisøerne af lokale, der er lige så begejstrede for dem, som hun selv er. Martina Lohmann kalder blot øen for ”vores ø”. Og hendes børn kender hvert eneste træ på den. De holder især af et ødelagt et af slagsen– det er knækket lidt over midten og ligger som en bro, man kan klatre op i himlen på, siger de.

”Vi elsker det sted. Og vi elsker at være sammen i naturen og beskidte i fire dage – for naturen er jo fuldstændig ligeglad med, hvordan du ser ud. I år har vi haft to nye med, som benyttede en bruser, da vi sejlede forbi en campingplads en dag, men ellers gør vi ikke i den slags,” siger Martina Lohmann.

”Og om aftenen gør børnene, som de har lyst til, der er ingen elektronik på turen, så de snitter våben og holder sangkonkurrencer, mens de voksne drikker sig lidt fulde og synger rundt om bålet,” siger hun og uddyber, at det primært er sange fra den amerikanske rock-trio ”Crosby, Stills og Nash”, der skråles under den danske nattehimmel.

Hun sender de store børn hen til kiosken efter is, mens de venter på, at de sidste kanoer skal komme. Tim Hambach har snart fået alle sine ting på land. Han finder sin bil og opdager, at den har stået med vinduet åbent i Silkeborg midtby i fire dage. Han bemærker, at hverken tyve eller regn er kommet ind.

”Det er typisk Danmark,” siger han og ler.