Prøv avisen

Tysk film er inde i sin tredje guldalder

Tysk film har haft tre glansperioder. Den ene er vi midt i. Første gyldne periode var dog i 1920?erne, hvor Fritz Langs sort-hvide film "Metropolis" fra 1927 (øverst til venstre) blev regnet for en storfilm. I 1970?erne blomstrede filmproduktionen igen i Tyskland, og ikke mindst Rainer Werner Fassbinder satte sit præg på årtiet med blandt andet "Angst essen Seele auf" fra 1974 (øverst til højre). Netop nu har tysk film igen succes, og især den historiske fiktionsfilm "Der Untergang" fra 2004 af Oliver Hirschbirgel har været med til at udbrede kendskabet til moderne tysk film. -- Foto: .

I disse måneder har flere tyske film premiere i Danmark. Det er intet særsyn i disse år, for tysk film oplever netop nu en renæssance. Der er kommet en generation af filmfolk, der ikke er berøringsangste over for fortiden, mener eksperter

Da "Das Leben der Anderen" i 2007 vandt en Oscar for bedste udenlandske film, var det en foreløbig kulmination på en tiltagende tysk filmsucces, der begyndte sidst i 1990'erne. Næsten 160.000 biografbilletter solgte den herhjemme – rigtig mange for en film fra de kanter. Eksperter på filmområdet som chefredaktør på filmmagasinet Ekko Claus Christensen taler da også om, at tysk film netop nu er inde i sin tredje guldalder.

– Der er grøde i tysk film i disse år. Mest slående er bølgen af historiske fiktionsfilm, men også film, der beskæftiger sig med tunge samfundsaktuelle problemer, er tyskerne blevet rigtig gode til at lave, siger han.

Tysk film var allerede fra barnsben en succes. Helt tilbage i 1920?erne var Tyskland med filmselskabet UFA i Berlin således verdens fremmeste filmnation, og i dag betegnes film som "Dr. Mabuse" (1922) og "Metropolis" (1927) af instruktøren Fritz Lang stadig som tysk filmkunst. 1920'ernes succes blev dog afbrudt dels af amerikanernes nye filmstudiesystem, som overtrumfede tyskernes, dels af Anden Verdenskrig.

Efter krigen var den internationale interesse for tysk film naturligt nok ikke stor, og de tyske filmmagere selv turde heller ikke berøre de ømtålelige emner, som verdenskrigen havde bragt med sig. Derfor var det i efterkrigstiden de såkaldte "Heimatsfilm" som prægede tysk filmproduktion. Ganske ufarlige film a la vores egen Morten Korch-film, der som modsvar på krigens ødelæggelser og nazisme beskæftigede sig med bløde emner: venskab, familie og kærlighed, og gerne optaget i en idyllisk kulisse i de sydtyske bjerge.

Først i 1970?erne markerede Tyskland sig atter på den internationale filmscene. Særlig kendt er instruktøren Rainer Werner Fassbinder, der i løbet af sine kun 13 produktive år stod bag hele 60 film. Han var specielt optaget af at beskrive mennesker, som var fanget i undertrykkende samfunds- og familienormer, og mange vil sikkert kunne nikke genkendende til filmen "Angst essen Seele auf", som i mange år var obligatorisk pensum i tysktimerne.

I filmen skildrer Fassbinder, hvordan et kærlighedsforhold mellem en indvandrer og en tysk kvinde betyder gradvis udstødelse fra samfundet.

Efter Fassbinders imponerende filmproduktion primært i 1970?erne var der langt imellem guldkornene i tysk film. Men i 1998 sker der igen noget. Filminstruktør Tom Tykwer varsler med "Lola rennt" tysk films tredje guldalder. I 2003 følger den store biografsucces "Goodbye Lenin" af Wolfgang Becker, som handler om DDR-tiden og Murens fald. Og netop denne films historiske tema er årsagen til dens succes, fortæller Peter Schepelern, der er lektor på Center for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.

– "Goodbye Lenin" er en film, der trækker på den kolossale mængde historiestof, som Tyskland ligger inde med. Det er noget af det bedste, som fiktionsfilmen kan få fat i. Historiske begivenheder tilsat en personlig, gribende historie, så har du en god film, siger han.

Chefredaktør på filmmagasinet Ekko Claus Christensen er enig .

– Den historiske revisionsbølge, vi ser i tysk film i disse år, har en stor del af æren for, at Tyskland har succes på området. Der er kommet en generation af filmfolk, som ikke er berøringsangste over for den tyske fortid, og låget er på den måde blevet åbnet for tyskernes egen historie, siger han og påpeger, at landet i alt har tre nationale traumer, som der er kommet fantastiske film ud af.

De tre traumer er nazismen, kommunismen og terrorismen. For nazismens vedkommende har film, som "Der Untergang" fra 2004 af Oliver Hirschbiegel og "Sophie Scholl – Die letzen Tage" 2005 af Marc Rothemund givet publikum historier om skæbner i Tyskland under Anden Verdenskrig.

Kommunismen er vel beskrevet i den allerede nævnte "Goodbye Lenin", men også i den oscarbelønnede film "Das Leben der Anderen". Endelig er der tysk terrorisme, som har fået liv i den anmelderroste "Das Bader Meinhof Kompleks" af Ulli Edel fra 2008. Her skildres den antikapitalistiske modstandsgruppe "Rote Armee Fraktion" i deres voldelige kamp mod det etablerede samfund.

Fælles for disse film er, at de alle beskæftiger sig med historiske emner, der ligger tilbage i tiden. Og hvorfor der skulle gå så mange år, inden tyskerne turde give sig i kast med for eksempel deres egne lidelseshistorier fra Anden Verdenskrig, har Peter Schepelern et bud på.

– Indtil for 10 år siden har man været så skyldbevidst, at man ikke har syntes, man kunne tillade sig at lave film om egne lidelser som for eksempel de allieredes bombardementer eller de mange voldtægter af kvinderne. Man havde den tankegang: "Jamen i forhold til hvad vi tyskere selv har forvoldt af skade, er vi billigt sluppet", fortæller han og slår igen fast, at det er en ny trend, at de yngre generationer nu gerne vil se på den side af historien og også kan gøre det uden samme skyldfølelse som tidligere generationers. Han nævner filmen "Eine Frau in Berlin" af Max Färberböck fra 2008, som netop handler om en af de mange tyske kvinder, der blev voldtaget af russiske soldater under Anden Verdenskrig.

Men det er ikke kun de historiske fiktionsfilm, som kommer på filmplakaten internationalt og altså også herhjemme. Vore naboer mod syd har nemlig endnu et talent.

– Tyskerne er rigtig gode til at lave film om presserende samfundsspørgsmål – bedre end vi er herhjemme, siger Claus Christensen og nævner den tysk-tyrkiske instruktør Fatih Akin, som stod bag den Guldbjørn-belønnede spillefilm "Mod muren" fra 2004, og som netop har lavet filmen "Soul Kitchen", der bliver vist i danske biografer fra den 17. juni.

– Begge film er såkaldte "multi-kultifilm", hvor man beskæftiger sig med de moderne multikulturelle problemer, der er i samfundet, siger han og medgiver, at fordi tyskerne har brudt med de historiske tabuer, er der mange andre emner, der kan tåle at blive indfanget af kameralinsen.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk

Angst essen Seele auf Year 1974 Director Rainer Werner Fassbinder El Hedi ben Salem Brigitte Mira Foto: .
Foto: .