Modernisering af Goethes klassiker kammer over i kødelig klamhed

I en ny iscenesættelse af ”Faust” på Mungo Park er Goethes store tragedie reduceret til flot abstraktmaleri, hvor vulgariteten vinder over poesien

Vi kan godt kapere poesien – også uden at den plastres til i porno, skriver Kathrine Maria Amann i sin kritik af den aktuelle ”Faust”-opsætning. – Foto fra forestillingen.
Vi kan godt kapere poesien – også uden at den plastres til i porno, skriver Kathrine Maria Amann i sin kritik af den aktuelle ”Faust”-opsætning. – Foto fra forestillingen.

Det begynder så godt. I et stivnet, hvidkalket kontorlokale lyser en sitrende blå månecirkel op. Længslens himmelvendte spejl. Foran cirklen er Faust i form af en halvt afklædt Henrik Prip. En sammensunken og forkommen skikkelse med hovedet i det himmelblå og kroppen stivnet i det gipshvide. Synligt splittet står han og forbander tilværelsens trældom, menneskets evindelige stræben mod mere.

Det er et stærkt symbolsk billede, der indleder forestillingen ”Faust”. Myten om menneskets idelige meningssøgen mellem himmel og helvede.

Den lovende Julian Toldam Juhlin har i det hele taget begået en enestående smuk, drømmerisk og billedstærk scenografi – det mest vellykkede element i Henrik Grimbäcks modernisering af den gammelkendte Faust-fortælling.

I sig selv er det en udfordring at sætte Goethes teksttunge magnum opus i scene. Det enorme, ordrige værk på vers kræver en skånselsløs beskæring. Som oftest er det, ligesom i tilfældet her, den såkaldte ”Urfaust”-fortælling, man vælger at fokusere på. Det er her, historien om Fausts fatale forelskelse i unge Gretchen udspiller sig. Til gengæld er den sidste del af værkets omfattende verdenspanorama og kærlighedsmødet mellem Helena og Faust, mellem den kristne dynamiske mentalitet og den antikke ideale skønhed, udeladt. En fin disponering, da forestillingen i forvejen virker lidt vel lang i spyttet.

Da vi møder den aldrende videnskabsmand, er han midt i en altfortærende livslede. Desillusioneret af den døde lærdom og draget af en længsel efter et øjebliks befriende lykke indgår han en skæbnesvanger pagt med Mefisto. Og så har vi miseren.

Fanden – Mefisto – fører Faust til Bloksbjerg, hvor Marianne Mortensens fremragende fordrukne heksemutter huserer. Her ser han i en vision, et skyggespil i spejlet, den uskyldsrene Gretchen i Line Bie Rosenstjernes sarte fremførelse, som han ved Fandens hjælp forfører og siden fornedrer. Slutteligt kollapser det hele. Det snehvide landskab falder sammen, så Infernos cirkler danner en labyrintisk rædselsmanege, som Gretchen dømmes til at cirkulere uophørligt i.

Tekstuelt har man bevaret flere af Goethes eminente vers, dog med en vis modernisering. Og det fungerer for så vidt fint. Men den komplekse ordstilling og tunge tone bliver ikke lige let forvaltet i alle munde. Mest ubesværet flyder de skarpe blankvers fra Martin Geertz’ drilske djævletunge. Han gør i det hele taget en god figur som den logrende og sleske Mefistofeles.

Den poetiske scenografi, det underfundige musikalske univers og den fortættede fortælling til trods kammer iscenesættelsen undervejs over i en dionysisk kopulationsfest, som synes underlig i forening med det øvrige. De mange tag i skridtet og den ustandselige cirkuleren under bæltestedet bliver trættende i længden. At man har valgt at betone netop dette aspekt af en ellers åndfuld og facetteret fortælling er altså en beklagelig reduktion af Goethes værk.

Bag dramatiseringen runger nemlig en ærgerlig mistillid til, at et moderne teaterpublikum ikke kan forstå det billed- og betydningsmættede versesprog, hvis ikke det da overdænges med vrængende vulgaritet. Men det kan publikum godt.