Tysk litteratur er inde i rivende udvikling

Det kan være svært at få overblik over den aktuelle tyske litteratur, for den udvikler sig i forskellige retninger. Moritz Schramm, der er medforfatter til den nye bog Tysk kulturhistorie, udpeger her de vigtigste tendenser

Tyske og tysksprogede forfattere har modtaget Nobelprisen hele tre gange siden 1999, hvor Günter Grass (billedet) blev tildelt prisen, efterfulgt af den østrigske forfatter Elfriede Jelinek i 2004 og den rumænskfødte, tysksprogede Herta Müller i 2009. –
Tyske og tysksprogede forfattere har modtaget Nobelprisen hele tre gange siden 1999, hvor Günter Grass (billedet) blev tildelt prisen, efterfulgt af den østrigske forfatter Elfriede Jelinek i 2004 og den rumænskfødte, tysksprogede Herta Müller i 2009. –. Foto: .

Tyskland har alle dage været bøgernes land. Med denne bemærkning indleder Per Øhrgaard, professor ved CBS, sit afsnit i Gyldendals Tysk kulturhistorie. Fra 1648 til i dag, der omhandler de litterære udviklinger i Tyskland i 1920erne. Men Øhrgaards observation kunne lige så godt være møntet på nutiden: Alle økonomiske kriser og kulturelle omvæltninger til trods blomstrer litteraturen og kulturen i Tyskland i dag som aldrig før. Siden 1989 er der sket en rivende udvikling, der har ført mangfoldige tendenser med sig og givet grøde til et yderst levende kultur- og litteraturliv hos vores nabo mod syd.
LÆS OGSÅ: Grass kan beholde sin Nobelpris

Synlig er denne blomstrende udvikling i Tyskland ikke mindst blevet ved uddelingen af Nobelprisen i litteratur de seneste år. Således er den fornemme udmærkelse blevet den tysksprogede litteratur til del hele tre gange siden 1999, hvor Günter Grass modtog prisen, efterfulgt af den østrigske forfatter Elfriede Jelinek i 2004 og den rumænsk-fødte, tysksprogede Herta Müller i 2009.

Og det er endda kun toppen af isbjerget. Ud over disse tre nu verdensberømte forfattere er den aktuelle tysksprogede litteratur siden 1989 nemlig præget af en umådelig mangfoldighed med et hav af så vel store, internationalt anerkendte navne som yngre forfattere, der delvis er slået igennem i Tyskland uden dog endnu at være kendte for et bredere publikum i andre lande.

Denne iøjnefaldende udvikling tog sin begyndelse efter Murens fald i 1989, men var i de første år herefter endnu ikke fremtrædende: Her dominerede stadig de store navne, man kendte fra tiden op til Murens fald, og som nu, efter genforeningen, på forskellig vis blandede sig i debatterne om indretningen af det nye, forenede Tyskland. Lyden af en yngre generations stemme var endnu ret fraværende. I stedet for blomstrende landskaber talte flere kritikere derfor om en trøstesløs, litterær ørken, kendetegnet ved sit komplette fravær af fornyelse og innovation.

Skiftet skete pludseligt, i midten af 1990erne. De samfundsmæssige debatter om det forenede Tysklands kommende identitet, landets rolle i verden og historiske selvforståelse, der i første halvdel af 1990erne fyldte meget i offentligheden, var netop begyndt at falde lidt til ro, da en ny generation af yngre forfattere med ét slag erobrede opmærksomheden. Med ét talte alle om de nye forfattere, om deres bøger, deres æstetik og verdenssyn. Forlagene begyndte at betale uhørt høje honorarer til komplet ukendte debutanter, og hele medieverdenen syntes at gå amok over den nye udvikling.

I centrum for denne, en ny generation af forfatteres bratte opvågnen stod i begyndelsen især ganske unge forfattere, der først og fremmest beskrev deres egen dagligdag: De beskrev for eksempel det berlinske kunst- og kulturmiljø, der kort efter Murens fald havde udfoldet sig i den østberlinske undergrund, med illegale spillesteder, teatre og cafeer, og de beskæftigede sig med den medieskabte virkelighed, som den fremstod i tv og på de såkaldte nye medier, internettet og mobiltelefoner. Især den såkaldte poplitteratur, hvor forfattere ofte ville inddrage popmusik, reklamer og tv-programmer i deres litteratur, havde stor succes i denne periode, hvor forfattere som for eksempel Christian Kracht, Benjamin von Stuckrat-Barre og Kathrin Röggler legede med de populære mediers udtryksformer og gjorde opmærksom på den måde, hvorpå vores identitet bliver skabt eller påvirket af disse.

Et sådant fokus på nutiden var samtidig kun en del af de nye udviklinger. I modsætning til denne trend kunne iagttages en bølge af mere historisk orienterede bøger, der ligeledes var skrevet af forholdsvis unge forfattere. De beskæftigede sig med både DDR-tiden, den nationalsocialistiske fortid og, lidt senere, med den tidligere Forbundsrepublik, som ligeledes syntes at være gået tabt med foreningen af de to tyske stater.

Denne tendens blev særlig stærk efter årtusindskiftet og i forlængelse af den store usikkerhed, som 11. september og de nye finanskriser førte med sig: I modsætning til det umiddelbare fokus på nutiden, som prægede mange af bøgerne i anden halvdel af 1990erne, kunne nu i stigende grad iagttages en søgen efter det historiske fundament, som denne nutid er præget af. Nutiden og fremtiden kan kun, syntes pointen at være, bygges på et historisk fundament, der for Tysklands vedkommende helt naturligt omfatter de af det 20. århundredes voldsomme udviklinger og begivenheder, der gik forud for den glade forening af de to tyske stater i 1990.

Det er i denne forbindelse især interessant, at dette bagudskuende blik ligeledes syntes at komme fra de yngre forfattere. Hvor man måske havde kunnet tro, at eksempelvis den nationalsocialistiske arv mest var noget, der optog en ældre generation, der selv havde oplevet krigen eller dens følger, begyndte nu mange forfattere fra den såkaldte tredje generation nazisternes børnebørn at opsøge og beskæftige sig med historien. Ofte skrev de deciderede familiehistorier, der rakte helt tilbage til starten af det 20. århundrede som for eksempel Julia Franck, Tanja Dückers eller Sibylle Lewitscharoff. Andre gange søgte de også, som eksempelvis Marcel Beyer, at finde nye æstetiske udtryksformer for de grusomme hændelser, som denne periode var præget af. Og nogle kombinerede begge tendenser, således eksempelvis Reinhard Jirgl i sin fremragende roman Die Unvollendeten fra 2004. For dem alle gjaldt imidlertid, at de først måtte opspore historien: Hvor ældre forfattere som Günter Grass skrev ud fra egen erfaring, skrev den unge generation især om og på deres fravær af erfaring: De søgte tilbage til historien for at forstår den baggrund, de selv kom fra og var præget af.

Ikke mindst i de seneste år har så samtidig en tredje tendens kunnet iagttages og i stigende grad synes dominerende i den tyske samtidslitteratur: nemlig den interkulturelle, transnationale litteratur, der fokuserer på kulturmødet, migrationserfaringer og mellemstedet mellem forskellige kulturelle rum. Her har eksempelvis den i Danmark mærkeligt nok stadig helt ukendte forfatter Feridun Zaimoglu siden midten af 1990erne med stor bevågenhed udfordret Tysklands tidligere migrationslitteratur, der i hans øjne var alt for blød og intetsigende, og andre forfattere som Ilija Trojanow, Terzia Mora, Thomas Lehr eller Yoko Tawada har på forskellig vis bidraget til denne bemærkelsesværdige genre.

I modsætning til den tidlige, tysksprogede migrationslitteratur, der ofte handler om den stakkels indvandrer, der fremstilles som et offer i hans eller hendes nye samfund, er disse nyere historier om kulturmøde og indvandring ofte langt mere udfordrende og fabulerende. Forfatterne begrænser sig ikke længere, som de tidligere har gjort, til deres egen biografiske baggrund, og flere og flere indarbejder æstetisk yderst krævende tilgange. Således fik eksempelvis Thomas Lehr stor succes med sin roman September fra 2010, der omhandler begivenhederne omkring 11. september og den efterfølgende krig i Irak fra såvel et tysk-amerikansk som et irakisk perspektiv og dette, vel at mærke, uden at benytte et eneste komma eller punktum hele romanen igennem!

Sammen med den historiske litteratur og det udbredte fokus på nutiden afspejler sådanne romaner en levende litteraturudvikling i Tyskland, som er præget af mere mangfoldighed end nogensinde tidligere: Som på andre kulturelle områder er også litteraturen præget af sprudlende righoldighed, der har gjort sig fri fra programmatiske modsætninger mellem avantgardistisk og underholdningslitteratur, og samtidig åbnet døren for en samtidighed af forskellige litterære udviklinger, der i nutidens Tyskland uden problemer synes at kunne eksistere sammen side om side.

Det er denne kulturelle mangfoldighed, der er kendetegnende for Tyskland siden midten af 1990erne. Der er tale om et land med forskellige traditioner, udviklinger og tendenser, der lever, trives og gensidigt inspireres side om side med hinanden. Og tilsammen bidrager til et land, der for mange forekommer mere attraktivt end nogensinde tidligere. Uden på nogen måde at give afkald på den tunge del af den tyske historie, som også de yngre kunstnere og forfattere er meget optaget af, har Tyskland på denne måde bevæget sig fremad. Som den tyrkiskfødte, tyske forfatter Feridun ­Zaimoglu udtrykker det, bidrager den blomstrende mangfoldighed i Tyskland til, at han glæder sig over de levende, jeg lever med, og de giver mig følelsen af at leve i det rigtige land på det rigtige tidspunkt.

Tysk kulturhistorie. Fra 1648 til i dag udkom i går på Gyldendal og anmeldes i Kristeligt Dagblad senere på måneden.