”Mit hjerte er en automat af metal. Den står på en tilfældig perron, i en tilfældig by.”
Sådan lyder de første linjer i Olivia Wenzels ”Mit hjerte er en automat”. Og automat-metaforen er – siden den på den måde bliver fremhævet – vigtig for romanen, der med salg, kritikerros og prisnomineringer har gjort forfatteren til en af de store stemmer i nyere tysk litteratur.
Wenzels familie levede i det gamle, vareknappe Østtyskland, mens hun selv bor i Berlin, hvor Vestens forbrugerisme og overbud gennemsyrer alt. Hvert menneske er en forbruger, og alle mennesker forbruges, og det er en af måderne, hvorpå automat-metaforen kan forstås i historien om en kvinde i nutidens Berlin, der via gamle fotografier forsøger at forstå sin familiehistorie. Mormoderen, der fandt et liv i tryghed og velstand ved at lade sig indrullere i DDR-regimet. Moderen, der i sin ungdom var frihedselskende punker, men aldrig rigtig oplevede friheden. Faderen, der var angolaner, kulsort i forhold til de dejblege østtyskere, og som kun fik lov at blive en tid i landet, før han blev sendt tilbage til Afrika. Hendes tvillingebror, der døde en alt for tidlig og voldsom død.
”Mit hjerte er en automat” er altså en familieroman, der rækker et par generationer og epoker tilbage. Men den er også en nutidsfortælling om en ung kvinde, der forsøger at finde en plads og en måde at være i sit liv og i sin tid på. Som der står et sted:
”Jeg har flere privilegier, end nogen i min familie nogensinde har haft. Og alligevel er jeg totalt lost.”
Hun er på Tinder, har sex med mænd og kvinder, forstår, hun nok er lesbisk, fester, forbruger og bliver forbrugt, er ensom, angst, tager piller, lever hyperbevidst og hurtigt. Men indimellem også langsomt. Dvæler ved det, der gør et menneske til et menneske, og ved de øjeblikke, der har formet hende. Som da hendes mor så sin døde søn i krematoriet:
”da hun fik lov at røre ved min døde brors stive krop, kunne hun begribe, at han var død, og hans død angreb hendes krop.”
Det er i passager som den, romanen virkelig lever; i de smertende, billeddannende glimt, og Wenzel fortæller i en slags kontrolleret flimmer, hvor fortællepositionerne skifter, og hvor geografien gør det samme. Den unge kvinde er i New York, i Hanoi, i Berlin, præcis som man kan være det i sine tanker og på sin computer, og det er alt sammen meget tidstypisk: En roman, der på fragmenteret vis fortæller om en lesbisk, brun og søgende kvinde i en hvid, heteronormativ og kapitalistisk kultur.
Det er vigtigt, det er aktuelt, det er moderne, men det er ikke desto mindre minderne og skildringerne af fortidens lys og skygger, varme og kulde, der for alvor fungerer som litteratur, og dét, der gør ”Mit hjerte er en automat” til en læseoplevelse. Og selvom Wenzel er blevet hyldet for romanen i sit hjemland, tror jeg endnu ikke, hun har skrevet sin bedste bog. Der er endnu mere i hende. Også selvom bogen måske ikke bliver helt så let at klistre mærkater på. Som ”vigtig”, ”aktuel” og ”moderne”.