De kommende dage vil der nok kunne høres lidt flere tyske ord i Danmarks tre største byer end normalt. Det er i hvert fald sikkert, at der vil komme ekstra mange tyske replikker ud fra højtalerne i de tre biografer, Grand Teatret i København, Øst for Paradis i Aarhus og Café Biografen i Odense. Her vil syv nyere tyske film nemlig blive vist under den fælles overskrift ”Tyske Filmdage”.
På programmet er film af tyske stjerneinstruktører som Fatih Akin og Maria Schrader samt en forpremiere på Thomas Stubers film ”In den Gängen” (I gangene), der ellers endnu ikke har haft premiere i Tyskland. Og bag de syv filmtitler gemmer der sig både nutidige og historiske tyske fortællinger, ligesom der er lagt an til både alvor og grin.
Det har stor betydning, at danske biografer giver plads til film, der hverken er dansk- eller engelsksprogede. Sådan lyder det fra Peter Schepelern, der er lektor emeritus i filmvidenskab ved Københavns Universitet og medforfatter til Den Store Danske Encyklopædis opslag om tysk filmhistorie.
”Det er meget vigtigt, ikke mindst for den europæiske identitet, at vi husker på, at der er tyske film ved siden af alt det engelsksprogede. Engang, tilbage i min ungdom, var der et langt større udbud af både franske, italienske og sågar tjekkiske og polske film, og der var en bredere adgang til filmene. Det mangler i dag. Derfor må man selvfølgelig være glad for alle de initiativer, der tages for at minde os om, at film kan være mange forskellige ting,” siger Peter Schepelern.
Han sammenligner det med restaurationsbranchen: For tænk, hvis vi skulle nøjes med dansk, engelsk eller amerikansk mad og gå glip af både den italienske, japanske eller mexicanske, som vi i dag har rig adgang til. Mens den tyske mad måske ikke er den første kulinariske oplevelse, der ville blive savnet, ser det anderledes ud med de tyske film, der er af høj kvalitet, siger Peter Schepelern. Han nævner blandt andet ”Goodbye, Lenin!” (2003) og ”Der Untergang” (2004) som eksempler på nyere, tyske film, der har slået igennem internationalt. Men tysk film er langt mere end det.
”Tit handler det enten om DDR eller om Nazityskland, når vi taler om tyske film. Men der er også andre ting, der foregår i tysk film. Michael Hanekes ’Det hvide bånd’ (fra 2009, red.) er et storværk og en af de bedste europæiske film i nyere tid,” siger Peter Schepelern.
I de kommende dage bliver det så muligt at gå på opdagelse i det tyske filmunivers under filmdagene, som er arrangeret af blandt andre Goethe-Institut Dänemark og Den Tyske Ambassade.